En mand red ind i byen på en hest

Manden med det furede stenansigt rider ind i den lille flække på en hvid hest. Tavs og sammenbidt. Ensom og mystisk. Det lyder som noget fra en western. Og den hedder sågar “Western”. Men der er hverken cowboys eller indianere i instruktør Valeska Grisebachs nye film, der udspiller sig langt fra det vilde vesten, men derimod i Østeuropa, nærmere bestemt Bulgarien, hvor en gruppe tyske arbejdere er i færd med at bygge et vandkraftværk. Infrastruktur til det vilde østen. Midt i mødet mellem øst og vest står Meinhardt. Manden på den hvide hest. Og det er hans forsøg på at overskride kulturskellet, der gør “Western” til fremragende fortælling om livet ved Europas frontier.

Han er ingen John Wayne, Meinhardt. Han er en mager storryger, og midt på hans furede ansigt hviler en pelset skovsnegl af et overskæg. Umiskendelig tysk arbejderklasse. Han siger ikke meget. Virker ikke helhjertet engageret i det brovtende machofællesskab med de andre tyskere. De drikker bajere og chikanerer de lokale, unge damer, når de er ude at bade. Det er ikke pistolhylstre, der hænger på de her civilisationsudbredere. Det er solbrændte ølvomme og værktøjsbælter.

Meinhardt holder sig lidt for sig selv. Indtil han finder den hvide hest, der traver frit rundt i det skovklædte, bulgarske bakkelandskab. Han rider den ind til byen, hvor han forsøger at købe en cigaret. Kioskdamen nægter at sælge til en tysker. Man husker udmærket sidste gang, der var tyskere på de kanter. Men et par af landsbyens ældre herrer forbarmer sig over ham. Overtaler den bryske kioskdame til i det mindste at sælge ham én smøg. Det bliver den første sten i Meinhardts forsøg på at bygge bro mellem øst og vest. Uden fællessprog, men med fagter og almenmenneskelige følelser som fundament.

Han knytter snart et venskab til hestens ejer, Adrian, der som ejer af det lokale stenbrud er en vigtig mand på egnen. De finder fælles forståelse, selv om de ikke taler samme sprog. Meinhardt fortæller om sin fortid i fremmedlegionen. Om den store verden, hvor man bliver spist, hvis man ikke kan bide fra sig. Adrian om sine børn, der er rejst til Amerika eller England. Meinhardt fortæller om den bror, han har mistet. Adrian siger, han vil være hans bror. ‘Brat’, hedder det vist på bulgarsk. Forsoning og nærhed, alle forskelle til trods. Det er så sandelig en opbyggelig, europæisk fortælling, Grisebach har skabt. Hun lufter muligheden for en lille utopi. Men med sin tilbageholdende, usentimentale, nærmest dokumentariske sti, bliver det aldrig påtrængende eller prædikende.

Det er da heller ikke alle, der formår at finde det fælleseuropæiske fodslag. Langtfra. Der er fælles ressourcer, der skal fordeles, og konflikterne ligger på lur. Misforståelser og misundelse kan vælte det hele på et øjeblik. Det er en følsom fredsbalance i den bulgarske landsby. Grænserne udvisker ikke bare sig selv. Hvor forrige års “Min far Toni Erdmann” betragtede Østeuropa fra direktionsgangenes fugleperspektiv, er “Western” på niveau med de mennesker, der lever og arbejder i det europæiske grænseland. “Toni Erdmann”-instruktør Maren Ade er da også blandt producenterne.