Et barns overvældende loyalitet

Ynkelige voksne bliver til selvcentrerede egoister, når en grim skilsmisse bliver en realitet. Men i denne fine filmatisering af Henry James’ novelle er det de små, fine hverdagsøjeblikke, der spiller den største rolle, frem for de store, dramatiske livsændringer.

Maisie er en seksårig pige i New York. Hun bor sammen med sine forældre, indtil de en dag beslutter sig for at gå fra hinanden. Maisie overlades nu til faderen, en travl kunstkøber, og hun knytter sig hurtigt til sin unge barnepige. Da barnepigen og faderen hurtigt bliver gift, springer den forfængelige rockstjernemor prompte ind i et forhold med den noget yngre Lincoln, der også hurtigt udvikler sig til både en ven og faderfigur for Maisie. De biologiske forældre lever et liv med en så kraftig følelse af svigt og så meget mistillid til hinanden, at de nærmest glemmer den lille pige, der knytter sig mere og mere til de to mennesker i hendes liv, der vitterligt bekymrer sig om hende og ikke konkurrerer om hendes kærlighed eller nærer skumle bagtanker om forældremyndighed.

Narrativt er det svært at gøre en seksårig pige til en effektiv betragtende fortæller i en så farvet fortælling som denne, men filmskaberne Scott McGehee og David Siegel klarer opgaven godt. Maisies mor er lige så selvoptaget som den narcissistiske far, men de ægte, dybfølte følelser for datteren er alligevel gemt bag facaden hos begge parter. Deres opførsel er langtfra eksemplarisk, men deres kærlighed til datteren er trods alt til stede. Den purunge Maisie tager ikke stilling til deres grundlæggende svigt af hende, og derfor ser vi dem som mennesker i stedet for velmenende fjender. Hvis filmen havde haft et mere ordinært narrativ, var disse aspekter ikke komme lige så tydeligt igennem, for det er kun gennem vores voksne øjne, at vi ser, hvad der egentlig foregår. Ikke fordi filmen fortæller os, hvordan vi skal se det.

Og netop dét er et af de store plusser ved at lade Maisie være vores primære fortæller. Hun er kun en utroværdig fortæller, fordi hun ikke forstår voksenverdenen omkring sig, og ikke fordi hun prøver at fortælle en historie til sin egen fordel. Et sådant sats ville dog ikke have virket uden en fuldkommen elskværdig Maisie, og det er hun da også takket være den bitte Onata Aprile, som portrætter Maisie som en blid og sød pige, der kun ser det bedste i verdenen omkring sig, og som man øjeblikkeligt vil det bedste som tilskuer. Aprile er simpelthen et indtagende naturtalent.

Slutningen i “What Maisie Knew” er måske lidt for god til at være sand, men i kraft af sin ædruelighed udarter den sig aldrig til en tilnærmelsesvis utroværdig farce. Utroværdige bliver de voksne karakterer heller ikke, for de er alle nuancerede personligheder, der inderst inde vil det bedste for den lille pige i centrum. “What Maisie Knew” er derudover en film, der ikke er bange for indimellem at være en smule sentimental i dens beskrivelse af virkelighedens barske realiteter gennem et barns øjne, men kvalmende sentimental bliver den aldrig.