Ad! Hvem har klistret min action ind i plot og budskab?

Der er film, der udfordrer os både i form og indhold. Der er film, der spiller på alle vores følelser. Der er film, der viser os skjulte dele af eller nye vinkler på vores verden. Og så er der film, der ikke har andet mål end at fordrive tiden på den mest fornøjelige måde. “White House Down” falder, som man måske kunne forvente, i den sidste kategori. Med et brag, desværre.

Af uransagelige årsager producerer Hollywood ofte dobbeltprojekter. En asteroide er på kollisionskurs med jorden i “Deep Impact” og “Armageddon”. Tryllekunstnere udfordrer vores virkelighedsopfattelse i “The Illusionist” og “The Prestige”. Vi følger livet fra insektperspektiv i både “Antz” og “Græsrødderne”. Ofte er det også tilfældet, at den film, der først får premiere, får den største billetindtægt, mens den senere film viser sig at være mere langtidsholdbar. Plottet i “White House Down” minder til forveksling om “Olympus Has Fallen”, der havde premiere i foråret. Det Hvide Hus bliver overtaget af nogle slemme, slemme mænd, der holder præsidenten som gidsel, mens en enlig, modig, antiautoritær supermand må redde dagen. Det vinder næppe priser, men hvis man ser denne film for plot, så har man også misforstået noget.

Vi har her at gøre med film som håndværk snarere end kunst. Mere end noget andet er “White House Down” en film, der er utroligt effektivt skruet sammen – lækkert filmet, skarpt klippet og (næsten) fri for overflødigt fedt. Enkelte af nærkampsscenerne virkede en anelse stive i koreografien og kunne have været bedre klippet, men det er et mindre kritikpunkt. Overordnet er det narrative flow utroligt virkningsfuldt, og man rives hurtigt med i handlingen. Modsat mange andre action-blockbustere demonstreres der her en god sans for variation i virkemidler. Der skiftes fikst mellem udendørs- og indendørsscener, nærkamp og skudvekslinger, tomandsdueller og større slag og så fremdeles. Jeg kedede mig på intet tidspunkt over actionscenerne, hvilket må siges at være noget af en bedrift.

Skuespillet er også jævnt godt. Channing Tatum har en meget naturlig og ubesværet spillestil, der klæder filmen godt. På det seneste har han imponeret mig en del – en mand med uanede dybder (og en sygeligt veltrænet overkrop). James Woods er vidunderligt overspillet i filmens skurkerolle. Få andre kan spille gnaven, gammel mand så underholdende. Jamie Foxx er desværre helt og aldeles utroværdig som præsidenten. Han virker mest af alt som en dårlig parodi på Barack Obama. Det er synd, da han har bevist, at han er en dygtig skuespiller. Man må håbe, at han har taget sig godt betalt. Ingen af skuespillerne formår dog at forløse de ulideligt salvelsesfulde scener, hvor patriotismen driver ned ad væggene som tyk sirup, men det er vel at betragte som en uomgængeligt onde i amerikansk mainstream.

Hvor filmen desværre begynder helt at falde fra hinanden er, når den prøver at indplacere det tynde plot i en geopolitisk virkelighed. Så bliver det dumt. Meget, meget dumt. Jeg er helt med på, at der er nogle film, hvor man er nødt til at slå hjernen fra, men her tror jeg ikke engang, en lobotomi kan gøre det. Hvis jeg aldrig igen skal høre nogen udbrede sig om, hvordan ustabiliteten og krigene i Mellemøsten kun eksisterer, fordi ”the military industrial complex” skal sælge flere våben, så vil det alligevel være for snart. Det, der gør dette pladder så meget mere dumt, er, at det er ganske unødvendigt. Man behøver ikke dette kluntede forsøg på at gøre filmen relevant og “vigtig”. Den ville have fungeret meget bedre uden.