Se på plakaten. Der er næsten ikke plads. 11 navne øverst. Fra Viola Davis til Liam Neeson. Colin Farrell, Robert Duvall, Daniel Kaluuya, Michelle Rodriguez. Og så videre.

Nederst står Steve McQueen. Instruktøren bag det enorme og imponerende cast i “Widows”. Han har lavet en klassisk heist-film, der trods et simpelt plot lider under et overlæsset karaktergalleri og et fokus, der flakker i jagten på socialpolitiske sidebemærkninger.

Men det begynder med knald og brag.

Kameraet hænger over Davis og Neeson i sengen. Erotik krydsklippes med billeder af en panisk flugt fra et kup, der går galt.

Det kulminerer i et flammehav, hvor Neeson, kumpaner og en masse stjålne millioner brænder op. Ikke i helvede, men i Chicago, og det er sgu slemt nok, som en betjent tørt bemærker.

Neeson og tre medsammensvorne havde stjålet fra en lokal gangsterboss, der skulle bruge pengene på at starte sin politiske karriere. Nu mangler han dem. Og det er enken Viola Davis’ problem. Nu hænger hun på sin mands gæld.

Skaf mig millionerne. Nu. Ellers.

Det er en herligt skarpskåret præmis. Davis får hvervet to af de andre nybagte enker, der ligesom hende står til at miste alt efter deres mænds død. Sammen sætter de sig for at gennemføre det kup, der skulle have været mændenes næste.

Det er det plot, der er kernen i “Widows”. Der er rigeligt stof til en effektiv heist, som oven i købet vender de typiske kønsroller på hovedet.

Men det er åbenbart ikke nok for Steve McQueen. Han bliver ved med at læsse på det stramme genreskellet, indtil “Widows” vakler under vægten.

Der er en politisk sidehistorie krydret med et faderopgør, hvor Farrell kæmper for at overtage sin far Duvalls plads i byrådet. De er under pres fra den førnævnte bestjålne gangsterboss. Her er kynisme og korruption i overflod, og McQueen får leveret pessimistiske pointer om politiks fordærvede væsen. Her er stof til en hel politisk gangsterfilm.

Og så er der Daniel Kaluuya. Han er eminent som nådesløs, sadistisk gangsterhåndlanger. Jeg kunne have set en hel film, hvor han stirrer underordnede fuck ups i øjnene, inden han pløkker hovedet af dem. Han er med i et par minutter.

Og Viola Davis’ karisma og udstråling havde også fortjent mere luft, end hun får i den her klaustrofobisk tætpakkede film.

I stedet får hun et flashback til dengang, hvor hende og Neesons søn blev skudt af politiet på grund af sin hudfarve. Sådan apropos absolut ingenting, ud over McQueens iver for at få sin genrefilm til at spidde alle verdens problemer. På bekostning af karakterer og fremdrift.

Elizabeth Debicki er den eneste, der får en chance for at folde sig ordentligt ud.

Den høje, blonde prügelknappe er det tætteste “Widows” kommer på et ægte menneske.

Hun fik tæv af sin mand, hvis hun spurgte til hans arbejde. Hendes mor presser hende ud i lukrativ sugardating, inden mandens lig er koldt. De andre enker ser hende som en dum bimbo. Alle behandler hende som en hund. Indtil hun endelig får nok og slår fra sig. Hun står stærkest. Men andre kunne sikkert have været lige så spændende, hvis de havde fået pladsen.

Jeg var overrasket over, at Steve McQueen havde givet sig i kast med en genrefilm. Instruktøren bag superæstetiske kunstfilm som “Hunger” og “Shame” slog mig ikke som typen, der kunne falde for en knaldhistorie som den her.

Det gør han stadig ikke.

“Widows” skal sige noget klogt om race, køn, politik, religion, klasse, sorg og politivold. Og, nåja, så er der vist også noget med et kup, der skal afvikles.

Det kan alt sammen være meget godt. Men på én gang?

Se dog, McQueen. Der er næsten ikke plads.