Selvom han tjener mere på at lave én spillefilm, end jeg kommer til at tjene i hele min levetid, så er det alligevel svært ikke at have medlidenhed med Hugh Jackman. Den australske skuespiller fik sit gennembrud i den første “X-Men”-film tilbage i 2000, hvor han ramte millioner af tegneseriefans lige i hjertekulen med sin fyrstelige, fandenivoldske præstation som den heroiske mutant Wolverine. Tre år senere brillerede han igen i “X-Men 2”, der stadig er seriens zenit, men dernæst blev han spist af med den x-tremt pinagtige “X-Men: The Last Stand” og den x-ceptionelt ringe “X-Men Origins: Wolverine”. Men som en pligtopfyldende duksedreng bliver han ved med at troppe op, og det har gjort ondt at se på, for hver eneste gang knokler Jackman (desværre forgæves) røven ud af bukserne for at få skramlet til at hænge sammen. Er den splinternye “The Wolverine” mon filmen, der omsider belønner Jackman for hans klippefaste troskab mod franchisen?

Men Jærven, som Wolverine oprindeligt blev kaldt i de danske tegneseriehæfter, er primært optaget af at redde sig selv her i James Mangolds relativt low-key tegneseriefilmatisering… At komme sine dæmoner til livs og finde en mening i tilværelsen, så han ikke bare sygner hen. Det klæder absolut filmen, at Wolverine ikke skal spilde spilletid på at redde nationer og folkefærd, og at plottet kredser om blot en håndfuld locations og forholdsvis få aktører. “X-Men Origins: Wolverine” blev markedsført som en dybdeborende udforskning af Wolverines gådefulde fortid og forstand, men i stedet svælgede filmen i overflødige bifigurer og handlingsforløb, der forhindrede historien i at få momentum. Den fejltagelse begår “The Wolverine” gudskelov ikke.

Men efter denne lovende start drager Wolverine til Tokyo for at hilse på en døende japaner, Yashida, som blev reddet af Wolverine under amerikanernes bombardement af Nagasaki i 1945. Og temmelig hurtigt transformers “The Wolverine” fra en umiddelbart interessant, eftertænksom actionfilm om en forpint Wolverine, der både jonglerer med slyngler og selvransagelse, til en temmelig traditionel superheltefilm med langt større fokus på fremdrift end følelser. En spirende romance mellem Wolverine og Yashidas barnebarn, Mariko, får slet ikke tid nok til at gære, og Jackmans antihelt vikles ind i et politisk magtspil, der både er uinteressant og så uoverskueligt, at det først giver mening efter adskillige lange, knastørre dialoger.

3D-billedsiden præsenteres i 1080p/MVC-3D 2.40:1. 2D-billedsiden præsenteres i 1080p/AVC 2.40:1. Jeg havde på forhånd hørt nogle knap så flatterende ting om udgivelsens 3D-transfer, men jeg blev positivt overrasket over 3D-præsentationen. “The Wolverine” blev ganske vist ikke skudt i 3D, og den tredje dimension blev føjet til billedsiden under postproduktionsfasen, men billedet demonstrerer tit en imponerende dybde. Når kameraet eksempelvis befinder sig blandt store folkemængder i downtown Tokyo eller til begravelsesceremonien tidligt i filmen, så fornemmer man klart afstanden mellem alle menneskerne, og korridorer, togkupéer osv. udviser også en tilfredsstillende dybde. Ineffektive 3D-gimmicks er uhyre sjældne, og jeg bemærkede nærmest ingen ghosting. Dog er det også ofte tydeligt, at man har overkompenseret for 3D-linsernes “dunkelhed” ved at booste lysstyrken. Tjek eksempelvis den førnævnte begravelsesscene, hvor skyggerne og jakkesættene tit nærmere er grålige end sorte. Og til tider kan man godt få fornemmelsen af, at man ser på flere forskudte, flade papmache-lag.

Uanset hvilken udgave af filmen man vælger at se, får man lov til at lytte til et eksemplarisk DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor. Det er et aggressivt mix, der leverer sine dramatiske lydeffekter (slag, skud, spark osv.) med en imponerende slagkraft, som underboen næppe vil bifalde. Jeg bed ikke særlig meget mærke i Marco Beltramis musik, men den gengives fornemt – alt fra slagtøjet til klaverets dybe klange har en imponerende auditiv punch. Replikkerne er tydelige, panoreringerne er fortrinlige, og selv under de mere lavmælte sekvenser er baghøjtalerne meget aktive og byder på alt fra regndråber, tordenbrag, småsnak til biler, der dytter, og alt dette er med til at gøre det lettere at leve sig ind i filmen. Men hvorfor i alverden er det så tydeligt, at den grumme, giftspyttende mutant Viper er eftersynkroniseret hele vejen igennem? Jeg bemærkede det i sin tid også i biografen. Spøjst!

En forlænget udgave af “The Wolverine” medfølger på sin egen Blu-ray-skive. Denne nye version er godt 10 minutter længere end biografudgaven, men selvom jeg så de to forskellige versioner lige i rap, bemærkede jeg ikke mange nævneværdige forskelle. Wolverine bruger ordet fuck mere (i USA er der grænser for, hvor ofte man må bruge “slemme” bandeord, før en film får en højere aldersgrænse, som selvfølgelig kan påvirke billetsalget), og der forekommer også mere blod i actionsekvenserne – dog ikke så meget, at jeg ligefrem vil påstå, at intensiteten højnes. Blandt de mere bemærkelsesværdige tilføjelser er en scene, hvor Mariko redder Wolverine fra et par skydegale lakajer, og den burde man bestemt have bevaret i biografversionen, for den styrker kun deres sammenhold. Kort sagt: Den forlængede udgave af “The Wolverine” er ikke meget anderledes end den, der blev vist i biffen, men den er faktisk en lille smule bedre.

Instruktøren James Mangold har indtalt et kommentarspor til netop den forlængede udgave af filmen. Mangold, der tidligere har instrueret bl.a. “Copland” og “Walk the Line”, er tydeligvis en intelligent herre, som på både grundig og interessant vis gennemgår sine intentioner med filmens forskellige sekvenser. Han diskuterer bl.a. sit forsøg på at få “The Wolverine” til at adskille sig fra “X-Men”-seriens andre kapitler, hyringen af de japanske skuespillere, forskellen på biografudgaven af filmen og den forlængede version, optagelsen af den særlige ekstrasekvens under rulleteksterne osv. Man kan angiveligt downloade en app til en smartphone, som disker op med anekdoter om filmen, mens den kører, men jeg kunne ikke selv finde den i Apples App Store.

“The Path of a Ronin” (54 min.) er en dokumentar om filmens tilblivelse, som er delt op i fem kapitler. Jeg havde håbet på at høre om, hvordan filmens form ændrede sig, efter at instruktøren Darren Aronofsky (“Requiem for a Dream”, “Black Swan”) sprang fra, men han bliver aldrig nævnt. I stedet fokuserer dokumentaren på filmens visuelle design, skuespillernes samspil (Famke Janssen, der spiller Jean Grey, udtaler sig også), filmens stunts og Wolverine-karakterens udvikling i filmen. Her er også en ultrakort featurette (3 min.) om den kommende “X-Men: Days of Future Days”, hvor Singer viser os rundt på et par af filmens kulisser. Ser lovende ud. Traileren til “The Wolverine” medfølger også. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Hvis ikke det var for den lille sekvens, der optræder efter rulleteksterne til “The Wolverine”, ville det vitterligt være svært at sige, hvilket formål denne film overhovedet har. Og når det kommer til stykket, så har projektet nok også først og fremmest drejet sig om at forsøge at genetablere Jærvens ære, efter at hans første solofilm, “X-Men Origins: Wolverine”, endte som en af de mest forhadte superheltefilm til dato. “The Wolverine” er derfor langt mere, ahem, vellavet (dvs. mere plot-, karakter- og dialogdrevet) end forgængeren. Men da man ikke har tilføjet tilsvarende mere fornuftigt indhold, er den også endt som en langt, langt kedeligere affære.

Historien i denne omgang foregår efter den oprindelige “X-Men”-filmtrilogi. Logan (Wolverines rigtige navn) har trukket sig tilbage og lever isoleret i en skov. Han har lovet ikke at gøre nogen eller noget fortræd igen, men da han finder en bjørn, som er blevet efterladt halvdød med en pil i siden, er han villig til at bryde sit løfte for at straffe synderne. Det bliver han heldigvis stoppet i, og i stedet bliver han hevet til Japan for at sige farvel til en kræftsyg ekssoldat, som han reddede fra en atombombe under anden verdenskrig. Yashida, som denne nu enormt rige ekssoldat hedder, viser sig imidlertid at være interesseret i Logans udødelighed, men denne vil mutanten nu alligevel ikke give fra sig. Kort efter dør Yashida.

Man har altså tydeligvis forsøgt at skrue op for både intrigerne og karakterdramaet, men reelt føles det hele mere som en stor, tom skal end som et ambitiøst superhelteprojekt. Hugh Jackman er stadig en kanon Wolverine, men jeg vil ærlig talt hellere se ham gå amok ved udsigten til at få slettet sin hukommelse, end jeg vil se ham tude over en lidende bjørn. Derudover er historien altså hverken spændende eller sammenhængende, og man sidder tilbage med denne underlige følelse af tomhed, når filmen er slut. Ingen af karaktererne er mindeværdige, Logan har ikke udviklet sig synderligt, og der er ikke sket større ting i universet, der kunne følges op på i franchisens kommende film. Øv.