World War Z (3D)
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 14. jan 2014 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Jeg havde ærligt talt forventet, at “World War Z” ville være noget bras. Ikke fordi jeg er negativt stemt over for Brad Pitt eller zombier, men simpelthen på grund af virakken omkring optagelserne. Mens kameraerne stadig rullede, begyndte der at florere sejlivede rygter om, at Pitt og instruktøren Marc Forster ikke længere var på talefod. Senere gik Paramount-ledelsen nærmest i chok, da den blev præsenteret for et tidligt gennemklip af filmen. Slutningen fungerede ikke, og manuskriptforfatteren Damon Lindelof blev fluks hyret til at skrive en helt ny tredje akt. Budgettet eksploderede, premieren blev udskudt et halvt år, og mens Lindelof forsøgte at samle spånerne, opdagede han, at Forster havde taget hul på optagelserne uden et færdigt manuskript! Hvordan kan noget tilnærmelsesvis sammenhængende komme ud af det kaos?
Det er mirakuløst, at “World War Z” ikke kollapser som et korthus på en bjergtop, når nu fundamentet er så uorganiseret. Det skyldes ikke mindst Brad Pitt. Ja, for at ty til en fortærsket analogi: Pitt er limen, der får skidtet til at hænge sammen. Umiddelbart lader det ellers til, at den 50-årige superstjerne ikke har meget at gøre godt med i rollen som FN-manden Gerry Lane, der rejser Jorden rundt for at finde kuren mod en verdensomspændende virus, der forvandler homo sapiens til blodtørstige bæster. Vi har kun kendt Gerry et par minutter, før han, hustruen og parrets to døtre får benene på nakken med frådende zombier i hælene, og derefter tager filmen sig aldrig tid til at gøre os klogere på Gerrys fortid eller tankevirksomhed, alt imens hans pårørende degraderes til statister.
Og selvom “World War Z” føles som et lidt rodet miskmask af forskellige fortællinger og undergenrer (genremæssigt tangerer de indledende spændingssekvenser i højere grad action end horror, mens de sidste scener på et WHO-anlæg er i samme ånd som George Romeros altmodische zombieklassikere), så fungerer de enkelte sekvenser så godt enkeltvis, at man ikke spekulerer meget over den disharmoniske dramaturgi. Til gengæld er det svært ikke at blive revet ud af fortællingen under den allerede berygtede, ufrivilligt komiske scene, hvor Pitt nyder en dåse Pepsi i fulde drag – formentlig en omgang product placement, der var med til at finansiere Lindelofs nye slutning.
Præsenteret i 1080p/MVC-3D 2.40:1. Dette er en af de bedste 3D-konverterede billedsider, jeg længe har set. Måske skyldes det, at produktionsproblemerne gav filmmagerne god tid til at konvertere fotografernes 2D-materiale ordentligt til 3D. Billedsiden har i hvert fald en tilfredsstillende dybde hele vejen igennem (særligt gader og korridorer udviser en imponerende dybde), og jeg fik aldrig fornemmelsen af, at jeg sad og gloede på flere forskudte lag af papmache. Bortset fra et enkelt gevær, der synes at stikke ud af skærmen, så bemærkede jeg ikke én eneste ineffektiv 3D-gimmick. Ghosting forekommer dog en sjælden gang imellem, men heldigvis ikke i et distraherende omfang. Derudover er billedsiden knivskarp, farvegengivelsen er upåklagelig, og ser man bort fra et par af filmens dunkleste sekvenser, hvor skyggerne godt kan virke lidt for grålige, så er kontrasten solid. Jeg bemærkede ingen edge-enhancement, banding eller støj.
Transferet har enkelte skønhedsfejl, men DTS-HD Master Audio 7.1-lydsporet er fejlfrit. Hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og Marco Beltramis noget anonyme musik folder sig fint ud, men det er særligt lydsporets bund, der betager – subwooferen får for alvor lov til at lege, og alt fra brøl, skud, bomber og tordenskral til (ikke mindst) scenen med flystyrtet har en ekstremt imponerende slagkraft. Der er adskillige pragtfulde panoreringer på tværs af samtlige kanaler, og baghøjtalerne bidrager med hobevis af subtile lydeffekter, der er med til at skabe en fuldkommen troværdig auditiv atmosfære. Ikke én replik eller musikalsk tone går uforsætligt tabt i virvaret, og støj figurerer aldrig. Et mægtigt mix.
Her er desværre intet ekstramateriale. 2D-udgaven af Blu-ray-udgivelsen rummer til gengæld en håndfuld minidokumentarer, men jeg kan naturligvis ikke udtale mig om kvaliteten af disse, da jeg ikke har set dem. Eftersom filmmagerne skød en helvedes masse materiale, som blev sakset (hvorefter man indspillede en helt ny tredje akt til filmen), og med de omdiskuterede produktionsproblemer in mente, så havde det ellers været oplagt at inkludere nogle slettede scener og/eller en dybdeborende dokumentar om filmens tilblivelse. “World War Z” var en kæmpe finansiel succes i biografen, så mon ikke der en skønne dag udkommer en ny udgivelse af filmen spækket med ekstramateriale? Man kan kun håbe…
På trods af adskillige produktionsproblemer er “World War Z” endt som en gedigen thriller med en veloplagt Brad Pitt som primus motor. Jovist, filmen er fattig på opfindsomhed og overraskelser, men den er også blottet for overflødigt fedt, og intensiteten daler sjældent. 3D-billedsiden imponerer, og lydsporet er endnu bedre. Det er en skam, at disken slet ikke huser noget ekstramateriale, men hvis man er glad for gedigne spændingsfilm eller Pitt, så er udgivelsen bestemt værd at kigge nærmere på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet