Den allerførste scene i “X-Men Origins: Wolverine” er symptomatisk for hele filmen. I 1845 ligger en tolvårig James Howlett, der som voksen bliver til superhelten Wolverine, i sin seng. ”Du er altid syg,” konstaterer en ung Victor Creed, som senere bliver til superskurken Sabretooth. Før vi rigtig når at ænse James’ kroniske sygdom eller Victors alenlange negle, kommer James’ far ind for at berolige sønnike. Så banker det på døren, og fuldkommen nonchalant forlader faderen værelset, før han af uransagelige årsager slås ihjel af Victors far, der med sit sidste åndedrag bekendtgør, at han faktisk er James’ far, efter at James har spiddet ham med tre knivskarpe pigge, der pludseligt voksede ud af hans knoer. Forskrækket og forvirret spæner James væk, men han standses af Victor, som altså er James’ bror. Blot få sekunder efter at være flygtet vil James hjem igen. Hvabehar?

“X-Men Origins: Wolverine” giver ordet forhastet en helt ny betydning. Det er en kliché inden for filmjournalistik at klandre en dårlig film for slet ikke at have haft et manuskript, men drejebogen til “X-Men Origins: Wolverine” må snarere have lignet en dagsorden end et decideret manus. Man kan snildt forestille sig filmmagerne mumle bag kameraet, mens de dovent krydser punkter af… ”Wolverine muterer, tjek. Wolverine får sit adamantiumskelet, tjek. Wolverine får hentet sin karakteristiske jakke, tjek.” Men hvad med noget ordentligt indhold i intervallerne mellem punkterne, gutter? Hvad med nogle replikker, der ikke lyder som slogans i pompøse tv-reklamer eller uddrag fra sentimentale sæbeoperaer?

“X-Men Origins: Wolverine” er omtrent lige så ophidsende som at se en kammerat over skulderen, mens han spiller det mest trivielle videospil til dato. Som en programmeret robot drager Wolverine fra punkt A til B til C og så videre, og i bedste videospilstil er der ved hver destination en “boss” – gerne endnu en overflødig tilføjelse til det allerede overbefolkede persongalleri – som skal tæskes sønder og sammen, før Wolverines næste destination er klargjort. Cyklussen gentages, indtil man er parat til at skråle ”Game over!” Langt de fleste videospil ser dog flottere ud end denne bommert til 150 millioner dollars, hvis rædderlige computereffekter suger al spænding ud af de uopfindsomme actionsekvenser.

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Transferet er omtrent lige så knivskarpt som Wolverines dødsensfarlige pigge, og detaljerigdommen er hyppigt overvældende. Sortniveauet er som regel perfekt, men indimellem er de dunkle nuancer tydeligvis for lyse, hvorfor billedet bliver lidt fladt. Scenerne med mange computereffekter har det med at fremstå lidt slørede, hvilket jo ikke er transferets skyld, men derimod filmholdets dovne computergrafikere. Farverne er mætte og attraktive, og ingen komprimeringsfejl eller glorier forekommer.

Ligesom transferet er DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet virkelig godt uden at være perfekt. Der er adskillige sekvenser, hvor højtalerne sættes på en gevaldig prøve – hvor der er sublime panoreringer i hobetal og masser af glædelig subwooferaktivitet. Både lydeffekterne, Harry Gregson-Williams’ forglemmelige musikindslag og replikkerne er i øvrigt tydelige. Men man savner af og til et mere opfindsomt og nuanceret lydbillede, der ikke bare bombarderer lytteren med bombastiske lydeffekter.

To lyd-kommentarspor (et med instruktør Gavin Hood, et med producerne Ralph Winter og Lauren Shuler Donner) samt hele fire video-kommentarspor (som præsenterer seeren for bl.a. relevante interviews, storyboards og dokumentarklip under filmen) er inkluderet, og de er alle ganske udmærkede, om end lidt tørre til tider. De 10 minutters slettede/alternative scener og små 100 minutters dokumentarer er ikke nær så interessante, men stadigvæk udmærkede. Desuden medfølger både dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.

Desværre er filmen behæftet med et hav af idiotiske fortællemæssige indfald. Med en plan om at komme Logan til livs kan det f.eks. undre, hvorfor i alverden Stryker lader ham få indopereret det uforgængelige metal adamantium, der gør ham så godt som udødelig og dermed unægtelig besværliggør denne dagsorden. Det er svært at tage den slags skurke alvorligt. Bedre bliver det ikke af, at man introducerer adamantiumkugler, som skulle kunne dræbe Logan, omend Stryker ikke rigtig kan blive enig med sig selv om denne virkning. Denne form for forvirring i plottet er samtidig udtryk for det rodede manuskript, som man noget ideforladt har forsøgt at rette op på.

Filmens tunge og mørke tone lugter unægtelig af, at man har ønsket noget, der mindede om f.eks. “The Dark Knight”. Filmens primære problemer befinder sig da også på manuskriptniveauet med en sjusket og stereotyp fortælling om en plaget sjæl, hvor glimtet i øjet, der kunne have reddet filmen fra det selvhøjtidelige, er blevet udrenset til fordel for dyster tomhed.