“You & Me Forever” er en af de få ungdomsfilm, der faktisk føles som et autentisk portræt af virkelighedens ungdom og ikke som en Hollywood-producers vrangforestilling. Vi er blevet vant til overpolerede teenagedramaer, hvor de fleste drenge og piger er supertjekkede og fotogene, hvor alle altid har en munter bemærkning i ærmet, og hvor turtelduernes kærlighedseventyr kulminerer i et lidenskabeligt snav skudt i slowmotion og understøttet af elendige, nymodens popsange. “You & Me Forever” er nærmest den diametrale modsætning til dén fortærskede genreskabelon. I Kaspar Munks sobre, danske opus udveksler personerne ofte blot blikke, der er flere pinlige tavsheder, og adskillige samtaler løber pludseligt ud i sandet eller har intet konkret omdrejningspunkt…

Filmens autenticitet er ikke blot Munks fortjeneste, men også skuespillernes, som blev opfordret til at improvisere på livet løs under optagelserne. De unge stjerner-in-spe bidrog med både replikker og ideer, og hvor den form for kreative frihed snildt kan resultere i en kaotisk narrativ, styrker den her kun filmens troværdighed. Man føler aldrig, at skuespillerne opremser en manuskriptforfatters konstruerede sætninger, men at de derimod taler, sådan som unge nu engang taler. Og ligesom i virkelighedens verden har de ikke altid et vittigt svar liggende lige på tungen, og indimellem taber de søreme også mælet.

Den ligeledes Ole-belønnede Emilie Kruse er også fantastisk – en af filmens allerbedste scener er en kort konfrontation mellem Kruses karakter, Christine, og hendes mor (Petrine Agger), der forgæves forsøger at trøste sin datter, da Laura har vraget Christine til fordel for en anden, nyopdukket pige: Maria. Kruse gør Christines smerte så intens og håndgribelig, at man får lyst til at springe ind i scenen og fjerne den uforstående mor, som fejlagtigt tror, at et knust hjerte kan lappes med tør voksensnak og kold logik. Og Frederikke Dahl Hansen – som slog igennem med manér i ungdomsfilmen “Frit Fald” i 2011 – er superb som den gådefulde Maria, der snildt kunne have endt som en endimensional skurk, men som viser sig at have god grund til at være, som hun er.

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. “You & Me Forever” er en visuelt vidunderlig film, der fornemt leger med farver og lys, så det er en stor skam, at filmen ikke udkommer på Blu-ray. Men filmen ser nu også rigtig godt ud på dvd. I nogle af de dunkleste scener daler detaljerigdommen en anelse, og nogle af de mørkeste nuancer smelter en smule sammen, men generelt er både farvegengivelsen og kontrasten tiptop (hudfarverne er eksempelvis altid 100% naturtro), og billedet er knivskarpt næsten hele vejen igennem. Mild banding forekommer ekstremt sjældent, men aldrig i et distraherende omfang, og jeg bemærkede ingen støj eller glorier.

Udgivelsens omslag hævder fejlagtigt, at dvd’en udelukkende indeholder et Dolby Digital 2.0-mix, men gudskelov er her både et DD 5.1-lydspor og et DTS 5.1-mix, og de er begge fremragende (som forventet har DTS-sporet en lidt mere solid bund). Det er dog ærgerligt, at der forekommer et højt, tydeligt klik i lyden i den højre baghøjtaler, lige før den første scene begynder for alvor, men derefter imponerer lydsiden immervæk.

Pigerne drager til en rockkoncert, og subwooferens dybe rumlen og det højaktive kanalnetværk skaber fornemmelsen af, at man befinder sig i hallen sammen med de hujende tilhørere. De andre festscener imponerer ligeledes, men de mere stilfærdige sekvenser lyder også fremragende – små, subtile lyde som fjern fuglekvidder, græsslåmaskiner og forbikørende biler gør det kun lettere at leve sig ind i filmens univers, og når den stemningsfulde musik folder sig ud i samtlige højtalere, især under filmens mere dvælende, drømmeagtige scener, er effekten nærmest hypnotisk. Hver eneste replik kommer i øvrigt klokkeklart igennem.

“Forsvunden” er en udmærket Super 16-kortfilm af “You & Me Forever”-instruktøren Kaspar Munk, som behandler mange af de samme emner som Munks spillefilm. “You & Me Forever”-fans vil sikkert sætte pris på de i alt ni slettede scener, som skiven indeholder. Jeg ville faktisk have ønsket, at man havde beholdt flere af de saksede scener med Wandschneider, for de udbygger hans karakter og gør ham mere troværdig – især scenen mellem ham og hans mor. Derudover er her traileren til filmen samt en række ganske interessante interviews (samlet varighed: ca. 21 min.) med skuespillerne Allan Hyde, Cyron Melville, Benjamin Wandschneider, Julie Brochorst Andersen og Emilie Claudius Kruse, der interviewes af Munk.

Kaspar Munk, der tidligere stod bag den solide, men måske lidt for melankolske “Hold om mig”, er nu tilbage med en film, der som en anden “Kundskabens træ” er både uendeligt sørgelig og livsbekræftende. Det er en film, der ser ungdommen, som den virkelig er, og som lader sine unge hovedpersoner tale, sådan som teenagere rent faktisk taler (en sjældenhed i fiktionens verden), og som samtidigt behandler sine karakterer med både respekt og troværdighed.

Det er tydeligt, hvorfor Maria med det samme sætter sin lid til Laura som sin nye, bedste veninde. Laura har en uskyldighed, som Maria mangler, og hun går målrettet og aggressivt efter at “vinde” Laura fra Christine. ”Jeg synes, hun er lidt opmærksomhedskrævende”, siger Christine om konkurrenten i en tidlig scene, for det er Christine, der under overfladen ved, hvad der foregår. Også selvom hun måske ikke forstår det endnu. Kaspar Munk er en instruktør, der forstår psykologien bag enhver handling, og han lader denne forståelse sive gennem “You & Me Forever”, og på den måde sikrer han han vores medfølelse med hovedpersonerne – også selvom de ikke altid fortjener den.

Der er en scene i “You & Me Forever”, der viser omfanget af både Munks talent som instruktør og de modige præstationer fra hans lige så talentfulde skuespillere. Øjeblikket, hvor Laura og Christine endelig bryder op med hinanden, er præget af de voldsomme, hæmningsløse følelser, der gennemsyrer teenagealderen. Det ville have været nemt for både instruktøren og skuespillerne at overdrive scenen, men det gør de ikke. I stedet skaber de én af de mest sønderrivende og indtrængende scener, jeg personligt længe har set i dansk film. I “You & Me Forever” findes der dog en poetisk retfærdighed, der netop er et fint modspil til Marias opfattelse af kærlighed og sex. For mens Laura befinder sig i sin nye venindes populære, men kærlighedsløse univers, er hendes tidligere veninde Christine måske alene, men hun finder dog én sand samhørighed med drengen Jonas. Desværre er netop hans karakter også det eneste overflødige element i Munks fine perle af en film. Her har vi en dreng, der umiddelbart ikke har noget bagland, og som bogstavelig talt lever i en ruin. Det virker noget utroværdigt i en film, der ellers har vægtet realisme højt hele vejen igennem. Ærgerligt, ærgerligt.