Den lede skønhedsdronning og fortidens løfter

Selvudslettende minder fra skoletiden og en hovedperson, der er usædvanligt svær at føle sympati for, er de to hovedingredienser i “Young Adult” – det seneste opus af Jason Reitman, der før har givet os langt bedre og mere helstøbte film som “Juno” og “Up in the Air”.

Mavis Gary (Charlize Theron) har det hele. Hun bor i Minneapolis, hun har forfattet en bogserie for teenagere (selvom det ikke er hendes navn, der står på bøgerne) og er samtidigt smuk fra naturens side. Men hun savner sin gymnasietid, hvor hun var skolens gudinde og overlegen over for alle de taberagtige nørder. En kedelig eftermiddag modtager hun en mail om sin tidligere gymnasiekæreste, Buddy (Patrick Wilson), der nu er blevet far, og hun ser øjeblikkeligt dette som den perfekte mulighed for at tage tilbage til den lille by, hun kom fra, og indhente alle de ting, hun er blevet benægtet gennem årene – deriblandt Buddy, for Mavis er overbevist om, at han allerede er træt af både at være far og ægtemand. Men tingene går ikke som planlagt, og snart må Mavis indse, at hun måske har mere tilfælles med den tidligere übernørd Matt (Patton Oswalt) end med sin tidligere kæreste og sit tidligere liv.

Når “Young Adult” ikke fanger opmærksomheden på samme måde som Reitmans tidligere film, skyldes det især Mavis. Man kan sagtens have en antipatisk hovedperson, men det er svært at engagere sig i en film, hvori Reitman desværre ikke formår at tilføje den sårbarhed og menneskelighed til sin hovedperson, som han ellers prøver på, og som sikkert havde gjorde hende langt lettere at forholde sig til og interesse sig for. Derfor mister man hurtigt interessen i Mavis og dermed også i historien.

Filmens gymnasietema er til gengæld en af de få ting, der fungerer overraskende godt i “Young Adult”. For hvis der er én ting, der med sikkerhed påvirker alle mennesker, så er det deres opvækst, så den del af historien kan man lettere relatere sig til. For Mavis er hele gymnasietiden noget, som hun ønsker at komme tilbage til som voksen, fordi det var en tid, hvor hun havde hele livet foran sig. I hendes nye ven Matts tilfælde var gymansietiden til gengæld en traumatisk tidsperiode, som han desværre ikke er i stand til at glemme. Oswalt og Theron gør det i øvrigt godt, især når de spiller over for hinanden.

Men desværre er der meget, der ikke virker efter hensigten. I en kort scene møder vi Mavis’ forældre, men de virker mere som papdukker end egentlige mennesker. Det samme gør Mavis’ fætter, der er med i ganske få minutter, hvor vi får at vide, at både Mavis og Matt hader ham af årsager, der aldrig bliver ordentligt forklaret. Det er måske hensigten at lade nogle ting stå hen i det uvisse, men at inkludere disse scener og samtidigt efterlade førnævnte karakterer lynhurtigt derefter virker halvhjertet og unødvendigt. Det samme gør de utallige scener, hvor der bliver lagt vægt på Mavis’ hår: Hun vandt prisen for “bedste hår”, da hun gik i gymnasiet, mens nu har hun uvanen med at hive små hårtotter ud. Disse scener er måske med til at vise, hvor dårligt det er gået Mavis, men det er ikke noget, der bliver gransket i et tilfredsstillende omfang. Til sidst virker det derfor som et plot, der delvist er blevet klippet ud af filmen.