Ordinært oprør

Nøjagtig ligesom sin hovedperson er “Youth in Revolt” en film med to forskellige personligheder. Michael Cera spiller en lavmælt og ensom knægt, Nick Twisp, som i forsøget på at score sin drømmepige, Sheeni Saunders, skaber en alternativ personlighed: Francois Dillinger. Francois er alt det, Nick ikke er: Han er dristig, antiautoritær og eftertragtet af det modsatte køn. Når Nick bare er sig selv, føles filmen ofte så formålsløs og kedelig som Nicks dagligdag. Men når Nick skifter personlighed og lader Francois føre ordet, er filmen jævnligt lige så fræk, fandenivoldsk og underholdende som Nicks personlighedsspaltning. Jeg har sjældent oplevet en film så skizofren.

“Youth in Revolt” er endnu en indiefilm om en ung mands forsøg på at finde et ståsted i tilværelsen, hvor skæv humor er i højsædet, og hvor drengens eskapader understøttes af det, som mange nok ville betegne som hyggelig hippierock. Der er udkommet utallige af slagsen de seneste år, såsom “Thumbsucker”, “Igby Goes Down” og “Adventureland”, som dog alle er bedre end “Youth in Revolt”. Man har tydeligvis også skelet til titelsekvensen i “Juno”, da man skabte de få muntre animerede sekvenser i “Youth in Revolt”. “Juno” er en anden, bedre ungdomsfilm, som Michael Cera har medvirket i.

Nej, der er ikke meget nyt under solen i “Youth in Revolt”, som ofte kaster et blik på sin genres skabelon, før den bevæger sig fremad. Vi har set de fleste af filmens aparte personligheder i andre ungdomsfilm, og deres overdrevet excentriske jargon klinger falsk. Det er også enormt svært at forholde sig til de karakterer, man støder på undervejs – deres træk er ofte så overdrevne, at de slet ikke virker menneskelige, og mange af dem er så selvoptagede, at man direkte irriteres i deres selskab. Vi kommer aldrig tæt ind på livet af Sheeni (hvilket hæmmer filmens kærlighedshistorie alvorligt), ej heller Nicks skilte forældre eller deres nye partnere. Men efter 30 forholdsvis sløve minutter skaber Nick Francois, og filmen kommer øjeblikkeligt op i gear.

Cera er blevet klandret for at påtage sig den samme rolle igen og igen – rollen som den unge, gakkede og uskyldige nørd med masser af hjerneceller, men næsten intet held. Personligt har jeg også spekuleret over, hvad katten Cera vil tage sig til, når han fylder 30 og ikke længere kan spille den introverte teenager med et hjerte af guld. Men ret skal være ret – i år har Cera flere gange bevæget sig ud af sin tryghedszone, og han gør det igen i “Youth in Revolt”. Det er simpelthen en kæmpe fornøjelse at se den normalt så blide Cera skrue bissen på og afsløre helt nye, spændende facetter af sit talent i rollen som den rebelske Francois. Iført blå kontaktlinser og kunstig moustache gør Cera oprør mod sin omverden med en gejst, der næsten er inspirerende. Wow.

Det er synd, at Francois slet ikke er så meget med i filmen, som filmens marketingskampagne ellers antyder. Produktionens PR-folk indså formentlig, at Francois var filmens helt store force, for hver eneste gang, han dukker op, sætter han for alvor skub i tingene. Der er også en god kemi mellem Cera og Portia Doubleday, der spiller Sheeni, som alligevel får tilskueren til at engagere sig en smule i parrets spirende romance, og den forholdsvis ukendte Adhir Kalyan er herlig i rollen som Nicks indiske klassekammerat – hans underspillede humor rammer plet.

Der er også nogle visuelt vidunderlige sekvenser, såsom de førnævnte animationssekvenser, der benytter sig af alt fra lerdukker til papmache, og en scene, hvor Nick og Francois zigzagger ud og ind om hinanden og solstrålerne i en smuk skov. “Youth in Revolt” har altså sine plusser, men hvis du kun ser én film i år, hvor Michael Cera kæmper en brav kamp mod alskens onde kræfter for at score sin drømmepige, så se “Scott Pilgrim mod verden” – den er langt bedre på alle leder og kanter.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Dette må være det bedste HD-transfer, jeg har set på en dansk Scanbox-udgivelse. Detaljerigdommen er forbløffende hele vejen igennem, og ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt billede dukker op undervejs. Hverken edge-enhancement, udtværing eller utilsigtet støj eller snavs forekommer, kontrasten er solid som cement, og de naturtro farver gengives perfekt.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er desværre ikke nær så imponerende som transferet. Alle replikkerne er tydelige og har en god rumklang, mens musikkens høje og dybe toner også gengives med en imponerende klarhed. Til gengæld er der praktisk talt ingen panoreringer, baghøjtalerne er meget stilfærdige, og subwooferen er endnu mere tavs. Men støj forekommer ikke, og der er flere scener, hvor den auditive atmosfære er ganske overbevisende uden at være direkte forbløffende. Et hæderligt, men ordinært lydspor.

Ekstramateriale

Disken indeholder et kommentarspor med instruktøren Miguel Arteta og hovedrolleindehaveren Michael Cera. Duoen leverer ikke ligefrem en dybdeborende analyse af filmens historie eller tilblivelse, men de er morsomme og oprigtige, og de holder sjældent pause. Derudover medfølger en stak trailere, omtrent 11 minutters slettede scener (som ikke er synderligt interessante), syv minutters mildt fascinerende optagelser fra skuespillernes auditions samt en sakset animationssekvens, som faktisk havde fungeret fint som en alternativ slutning på filmen. Ekstramaterialet præsenteres i 576p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen af filmen.

Rebelfilm uden grund

Unge, amerikanske Michael Cera er blevet en slags komikkens Paul Newman eller James Dean for sin generation. På samme vis som Newman og Dean oftest spillede oprørsk vrede unge mænd, så spiller Cera altid den kejtede, charmerende jomfrunørd, der ender med at få den dejlige, uopnåelige pige. Men siden gennembruddet med teenageflaben “Superbad” og den vidunderlige “Juno” så har Cera-filmene ikke ramt helt så rent. Han forsøger dog ufortrødent igen med den vanlige opskrift i “Youth in Revolt”.

Nick er ikke den populære fyr i skolen, men heller ikke den klassiske computernørd – han er bare klassisk. Han skriver poesi, lytter til Sinatra på grammofonen og ser Fellini-film, samtidig med at han naturligvis er lige så liderligt lystdrevet som alle andre teenagedrenge. På en tvungen ferie i en trailerpark med den fraskilte dullemor og hendes ubehøvlede fyr finder Nick imidlertid lykken og meget mere i den mystiske Sheeni, der dog mest er til Godard. Sommerflirten afbrydes til Nicks store fortrydelse, da ferien er forbi. Kunne Nick dog bare bo hos sin far, der har fundet job i ferieområdet, så ville han for evigt være sammen med sin elskede. Planen er klar, han må gøre oprør imod sin mor. Til at gøre det beskidte arbejde opfinder Nick på nærmest skizofren vis et vovet og hæmningsløst alter ego – Francois Dillinger. Ungdomsoprøret kan begynde.

I udgangspunktet er “Youth in Revolt” en velcastet film med genkendeligt komiske navne på plakaten såsom Steve Buscemi, Zach Galifianakis og så naturligvis Michael Cera, der spiller den karakter, han altid gør. Filmen lægger også for land som en klassisk teen-movie, hvor Cera som Nick i en voice-over fortæller, hvor forfærdeligt hans liv som misforstået teenager er. Så alt burde være i den skønneste, måske lidt ensformige, orden. Det er det bare ikke, langt fra. Hovedproblemet er Nick og Sheenis klassisk dannede personligheder og komikken, der drejer om fiffige referencer til Godard og Jean-Paul Belmondo, der på ingen måder rimer på humoristisk ungdomsoprør. Således er hele det komiske element ved alter ego-karakteren Francois Dillinger spundet over Belmondos karakter i Jean-Luc Godards nybølgeværk “Åndeløs” fra 1960, hvilket mildest talt virker malplaceret.

Udover det rodede og på det nærmeste ufærdige manuskript, der efterlader filmen med en næsten lige så fragmentarisk stil som tilfældet “Åndeløs” – her desværre bare ikke vilje – så er filmen stort set blottet for komisk timing, men til gengæld fyldt med fejldisponeret dialog. De, der kender til filmens mange klassiske referencer, vil enkelte gange trække overbærende på smilebåndet, alt imens de uindviede vil føle sig uinviterede til en rigtig ringe fest.

Et så svagt sammenhængende manuskript kan end ikke fænomenet Michael Cera rette op på, der ellers forsøger ihærdigt og ufortrødent, men lige lidt hjælper det. Værst bliver det, da Sheeni helt umotiveret pludselig får en storebror, der er glad for euforiserende svampe, som naturligvis bliver serveret for hendes stokkonservative forældre, der som følge heraf både griner og spiser med fingrene. Det er ikke her, man klukker lystigt af grin, men derimod lukkes øjnene, imens man tænker (på) “Superbad”.