I går var der biografpremiere på science fiction-actionbraget “RoboCop”. José Padilhas blockbuster-kandidat er et såkaldt remake – en genindspilning. Nogle vil måske snarere mene, at der er tale om et reboot eller en nyfortolkning, men i alle tre tilfælde er udgangspunktet cirka det samme: Man laver en ny film med rødder i et ældre værk. I dette tilfælde Paul Verhoevens “RoboCop” fra 1987.
Remakes er fuldt forståeligt blevet en forhadt tendens, fordi de vellykkede genindspilninger kan tælles på få fingre, mens man kan udfylde adskillige leksika med filmhistoriens rærlige remakes. Og hvorfor dælen genindspiller Hollywood hovedsageligt gode film? Der er så mange dårlige og middelmådige film derude, der rummer et stort, uudnyttet potentiale, og som skråler efter et remake i langt højere grad end pragtværker som “RoboCop”.
Men på trods af alle ovenstående ankepunkter vil jeg alligevel forsvare remake-tendensen. Jeg er tilmed glad for den. Argumenterne kommer lige straks, men først og fremmest er det værd at bemærke, at genindspilninger ikke er en rent amerikansk dille, selvom mange mener, at tendensen cementerer netop Hollywoods kreative konkurs. Østrigske Michael Haneke, en af Cannes-filmfestivalens darlings, genindspillede sin egen thriller, “Funny Games”, på engelsk for at nå ud til et større publikum, og sidste år udkom et dansk remake: “Skytten”.
Derudover er genindspilning en oldgammel skik. I musikkens verden har talløse kunstnere – lige fra inkompetente amatører til kongelige koryfæer – indspillet cover-udgaver af andres numre. Og ligesom på filmfronten findes der desværre mere skrammel end guld, men hvor svagere havde musikkens verden ikke været foruden Jimi Hendrix’ “All Along the Watchtower” (som Bob Dylan endda foretrak over sin originaludgave), The Beatles’ “Twist and Shout” og Johnny Cashs “Hurt”?
Men remake-praksissen har faktisk flere århundreder på bagen. Klassiske kompositioner er blevet indspillet utallige gange på talløse forskellige måder. Et tidløst værk som Vivaldis “De fire årstider” blev generelt fremført af store, fyldige symfoniorkestre helt op til 1980’erne, indtil man fandt ud af en mere autoritativ spillefacon, som svarede til datidens barokorkestre – med betydeligt færre musikere og andre instrumenter i spil. Legendariske komponister som Mahler og Ravel har nyfortolket værker af kolossale kollegaer som Beethoven og Mussorgsky.
Jeg siger først og fremmest dette for at understrege, at remake-tendensen hverken er ny, faretruende eller unaturlig, og ofte styrker nyfortolkningerne kun ens beundring for det oprindelige skelet – enten ved at fremhæve dets velkendte forcer eller hidtil ukendte, fascinerende arealer i den oprindelige byggeplan.
Tag bare den nye “RoboCop” – den er måske ikke en triumf, men den gør det, ethvert remake bør gøre: hopper i en ny retning via et i forvejen solidt springbræt. Den vidunderlige grundidé er der stadig – en døende mand fusioneres med maskindele og kæmper desperat for at bevare sin menneskelighed – men formen er meget anderledes. Den er mindre satirisk og kløgtig, men til gengæld mere emotionel end Verhoevens 27-årige klassiker. Den er respektfuld uden at være plagierende. En frisk ret med en god, genkendelig eftersmag.
Derfor værdsætter jeg remakes. Fordi de kan tilbyde et nyt, spændende perspektiv på noget, jeg allerede kender og værdsætter. Og, jovist, perler som “12 Monkeys”, “The Departed”, “The Thing” og “Heat” er sjældne, men jeg accepterer gerne skrammel som “Planet of the Apes” og “The Wicker Man” (muligvis den værste film, jeg nogensinde har set), når man indimellem er så heldig at træffe et mesterværk som “Heat”. Og selv hvis remaket viser sig at være noget bras, så ophører originalen jo ikke med at eksistere…
I min optik er prequels et markant værre koncept. Film, der foregår før andre film, men som hovedsageligt fortæller historier, man allerede har fået fortalt eller gættet sig til, eller som udvander slægtningenes mystik og derved svækker dem. Hannibal Lecter og Darth Vader er bare ikke lige så uhyggelige, når jeg har fået et indgående kendskab til deres gådefulde fortider. Men dét er en diskussion til en helt anden leder…
Hvad mener du?
#11 MOVIE1000 10 år siden
Ja de første 15-20 minutter, mener jeg var fordi at Raimi ikke havde rettighederne til den første eller sådan noget?
#12 Shadow_Dude 10 år siden
#13 elwood 10 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#14 Shadow_Dude 10 år siden
#15 Høegh 10 år siden
- Insomina
- The Pledge
- Cape Fear
- Scent of a Women
Nu vi er igang med at liste gode remakes.
#16 Høegh 10 år siden
For Hollywood er sgu fyldt med dårlige tendenser. Om det så er masseproducerede gysere/slashere, utallige efterfølgere, evige forsøg på at gøre 80’er-actionhelte cool igen, film af Michael Bay, eller den konstante jagt på at finde den næste store fantasy/sci-fi/vampyr-bogserie som man sjæleløst kan forsøge at adaptere… Der er nok kedelige tendenser i Hollywood at tage fat på.
Men heldigvis sker det jo så nogen gange, at der rent faktisk dukker en spændende gyser op, en fornuftig efterfølger til en god film, en 80’er-helt som ikke er ”too old for this shit”, en bogserie som bliver adapteret på en fornuftig måde og et remake der enten er lige så god som originalen eller bedre.
Jeg tager hvad jeg kan få. For Hollywood er en maskine der skal tjene penge. De kommer aldrig til at stoppe med at træffe de ”sikre” valg nogensinde.
Men heldigvis sikre de ”sikre” valg så, at filmselskaberne også kan kaste penge efter mere kunstneriske projekter. Projekter hvor de ikke nødvendigvis ser en direkte økonomisk gevinst - Men derimod en indirekte gevinst via filmpriser og positiv omtale.
Det er i hvert fald sådan jeg accepterer de mange kedelige tendenser. For hvis det er det som skal til før maskinen kan fungere, så kan jeg godt leve med en konstant strøm af dårlige og uinspirerede film. Så længe det giver liv til mere interessante og kreative projekter.
#17 Ispep 10 år siden
#18 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Den er faktisk ok. En sjov ting er, at Xander Berkeley, der spiller Ralph i Heat, spiller Waingro i LA Takedown.
#19 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Aner ikke hvad du mener?
#20 nwinther 10 år siden
Der kan være flere grunde til at lave et remake:
1. Måden man laver film på har ændret sig. Nogle klassiske - fremragende - film blev lavet i en tid, hvor filmmediet kun tillod visse ting, både i effekt/teknologi, men lige så meget i, hvad man kan tillade sig i selve historien, skuespillet, scenografi, kameraførelse osv.
Ved at genindspille kan man få nogle vinkler frem, samt fortælle en historie for et nyt publikum, måske på en mere oprigtig måde. Robin Hood film er et godt eksempel. Errol Flynn-setup'et er bare ikke det samme som f.eks. Costners setup. True Grit er et andet eksempel (selvom den, næsten scene for scene, er den samme film som klassikeren).
2. Instruktøren har en anden vision. En instruktør kan have noget på hjertet eller se en film fra en anden vinkel, som bare er skide interessant for filmmediet samt for publikum.
Burton's Batman vs. Nolan's Batman (eller snarer deres skurkeportrætter) er et godt eksempel på to "visioner" for en film og et remake (omend Burton's måske kan betegnes som en original ift. det store lærred).
3. Forlægget havde potentiale som af forskellige grunde aldrig blev udløst. Dette er åbenlyst den bedste grund til at lave et remake - men også den mest sjældne. Heat er blevet nævnt, men også The Thomas Crown Affair kan vel tælles herunder.
Ligeledes er der grunde til ikke at lave et remake.
1. Penge. Alt for mange remakes er af hidtidige "hits" som genererede masser af penge og hvem kan ikke lide penge? Man har egentligt ikke tænkt sig andet, end at genindspille filmen med etablerede stjerner som kan generere profit.
Total Recall falder under denne kategori - omend den oprindeligt kunne være placeret under "gode grunde" nr. 1.
1.b Mangel på kreativitet. I stedet for at udvikle en ny historie, virker det af og til som om filmselskaber kigger i bagkataloget og trækker en film ud og genindspiller - nærmest for at have noget at give sig til. Denne hænger tæt sammen med dårlig grund nr. 1, men nogen gange er udførelsen og casting så ringe at filmen ligner faglig onani eller et forsøg på at beholde rettighederne (Nightmare on Elm Street mv.).
2. Sprog. (MED FORBEHOLD!) Alt for ofte ses et remake pga. sproget. Desværre tabes der ofte alt for meget i oversættelsen. Nine Months som havde fransk forlæg blev fuldstændig ødelagt. Nattevagten, der havde dansk, lykkedes bare ikke rigtigt; Taxi(!!!), The Tourist osv.. Men nogle gange lykkes det til gengæld fuldstændig. A Fistful of Dollars (omend en lettere fortolkning end et remake), The Ring, True Lies, mv.
Hold fast, hvor ville jeg gerne, at man så mere på pkt. 3 og fandt nogle af de gamle (kult)"klassikere" som kunne blive rigtig gode i en genindspilning (Jeg kan komme på nogle Rutger Hauer film, såsom Wedlock og Split Second, men også Conan the Barbarian med Schwartzenegger, 13th Warrior, en række John Candy-komedier, Wargames, Ladyhawke (nu vi er ved Broderick) oma.