I går var der biografpremiere på science fiction-actionbraget “RoboCop”. José Padilhas blockbuster-kandidat er et såkaldt remake – en genindspilning. Nogle vil måske snarere mene, at der er tale om et reboot eller en nyfortolkning, men i alle tre tilfælde er udgangspunktet cirka det samme: Man laver en ny film med rødder i et ældre værk. I dette tilfælde Paul Verhoevens “RoboCop” fra 1987.

Remakes er fuldt forståeligt blevet en forhadt tendens, fordi de vellykkede genindspilninger kan tælles på få fingre, mens man kan udfylde adskillige leksika med filmhistoriens rærlige remakes. Og hvorfor dælen genindspiller Hollywood hovedsageligt gode film? Der er så mange dårlige og middelmådige film derude, der rummer et stort, uudnyttet potentiale, og som skråler efter et remake i langt højere grad end pragtværker som “RoboCop”.

Men på trods af alle ovenstående ankepunkter vil jeg alligevel forsvare remake-tendensen. Jeg er tilmed glad for den. Argumenterne kommer lige straks, men først og fremmest er det værd at bemærke, at genindspilninger ikke er en rent amerikansk dille, selvom mange mener, at tendensen cementerer netop Hollywoods kreative konkurs. Østrigske Michael Haneke, en af Cannes-filmfestivalens darlings, genindspillede sin egen thriller, “Funny Games”, på engelsk for at nå ud til et større publikum, og sidste år udkom et dansk remake: “Skytten”.

Derudover er genindspilning en oldgammel skik. I musikkens verden har talløse kunstnere – lige fra inkompetente amatører til kongelige koryfæer – indspillet cover-udgaver af andres numre. Og ligesom på filmfronten findes der desværre mere skrammel end guld, men hvor svagere havde musikkens verden ikke været foruden Jimi Hendrix’ “All Along the Watchtower” (som Bob Dylan endda foretrak over sin originaludgave), The Beatles’ “Twist and Shout” og Johnny Cashs “Hurt”?

Men remake-praksissen har faktisk flere århundreder på bagen. Klassiske kompositioner er blevet indspillet utallige gange på talløse forskellige måder. Et tidløst værk som Vivaldis “De fire årstider” blev generelt fremført af store, fyldige symfoniorkestre helt op til 1980’erne, indtil man fandt ud af en mere autoritativ spillefacon, som svarede til datidens barokorkestre – med betydeligt færre musikere og andre instrumenter i spil. Legendariske komponister som Mahler og Ravel har nyfortolket værker af kolossale kollegaer som Beethoven og Mussorgsky.

Jeg siger først og fremmest dette for at understrege, at remake-tendensen hverken er ny, faretruende eller unaturlig, og ofte styrker nyfortolkningerne kun ens beundring for det oprindelige skelet – enten ved at fremhæve dets velkendte forcer eller hidtil ukendte, fascinerende arealer i den oprindelige byggeplan.

Tag bare den nye “RoboCop” – den er måske ikke en triumf, men den gør det, ethvert remake bør gøre: hopper i en ny retning via et i forvejen solidt springbræt. Den vidunderlige grundidé er der stadig – en døende mand fusioneres med maskindele og kæmper desperat for at bevare sin menneskelighed – men formen er meget anderledes. Den er mindre satirisk og kløgtig, men til gengæld mere emotionel end Verhoevens 27-årige klassiker. Den er respektfuld uden at være plagierende. En frisk ret med en god, genkendelig eftersmag.

Derfor værdsætter jeg remakes. Fordi de kan tilbyde et nyt, spændende perspektiv på noget, jeg allerede kender og værdsætter. Og, jovist, perler som “12 Monkeys”, “The Departed”, “The Thing” og “Heater sjældne, men jeg accepterer gerne skrammel som “Planet of the Apes” og “The Wicker Man” (muligvis den værste film, jeg nogensinde har set), når man indimellem er så heldig at træffe et mesterværk som “Heat”. Og selv hvis remaket viser sig at være noget bras, så ophører originalen jo ikke med at eksistere…

I min optik er prequels et markant værre koncept. Film, der foregår før andre film, men som hovedsageligt fortæller historier, man allerede har fået fortalt eller gættet sig til, eller som udvander slægtningenes mystik og derved svækker dem. Hannibal Lecter og Darth Vader er bare ikke lige så uhyggelige, når jeg har fået et indgående kendskab til deres gådefulde fortider. Men dét er en diskussion til en helt anden leder…

Hvad mener du?



Vis kommentarer (34)
Gravatar

#31 Fredag 10 år siden

Gammel gnavpot, passer meget godt! Bortset fra det, finder jeg remaket af 3:10 To Yuma vældigt underholdende og god. Originalens mere eftertænksomme og rolige stil vinder dog i længden, hvis jeg skal se dem oftere:)

Ispep og jeg ofte enige???? Den ispind!??
Gravatar

#32 Batsy 10 år siden

Fridag (31) skrev:


Ispep og jeg ofte enige???? Den ispind!??


I will take my ignorant statement back :D
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".



Gravatar

#33 Fredag 10 år siden

;-D
Gravatar

#34 Gasivodo 10 år siden

Jamen siden det er så naturligt med remakes..

Så ser jeg frem til - hvad Hr.Lucas kan gøre med Indy genindspilninger!
"..are there any women here today?.."

'Life of Brian'(1979) = fra dengang, man GODT måtte... :-(

Skriv ny kommentar: