Før udgivelsen af “On Her Majesty’s Secret Service” i 1969 var der al grund i verden til at tro, at det ville blive en forfærdelig film. Sean Connery, som havde gjort 007 til et kulturelt ikon og serien til et verdensomspændende filmfænomen, var øjensynligt skredet for stedse. Det var urealistisk at mene, at en anden kunne spille rollen. Derudover havde Connerys sidste film, “You Only Live Twice”, været en grandios og imponerende produktion, men samtidigt også (især grundet dens enorme pompøsitet) en indikation på at serien var ved at køre lidt af sporet og drukne i dens egne eskalerende ambitioner. “On Her Majesty’s Secret Service” kunne let have endt med at være blevet det sidste møjsommeligt anlagte søm plantet i filmseriens kiste.

Men, hvad man gjorde med “On Her Majesty’s Secret Service”, var det helt rigtige: Man viskede på mange måder tavlen ren. Den mest tydelige ændring var naturligvis netop en ny skuespiller i rollen som Bond: den australske forhenværende bilsælger og model, George Lazenby – her i sin første reelle filmrolle. Men der var andre markante ændringer. Med færre prangende kulisser, overrumplende special-effects og karismatiske karikaturroller end tidligere, var “On Her Majesty’s Secret Service” langt mere tro overfor Ian Flemings oprindelige, mere hårdkogte og nedtonede bøger, hvilket enhver dedikeret tilhænger af Flemings romaner vil elske at fortælle dig. Q og hans isenkram er for det meste lagt på køl, vitserne er fåtallige, stuntene er blændende, men troværdige, og aldrig tidligere havde der været så stærkt fokus på Bond selv. Aldrig før havde Bond være så jordnær… så dejligt menneskelig og let at relatere sig til.

Endnu en gang er det den psykopatiske, skaldede Blofeld, som James Bond er på jagt efter. Hans søgen efter Blofeld leder ham hen til de sneklædte alper, hvor han erfarer, at et biologisk våben, der kan slå millioner af mennesker ihjel, er ved at blive konstrueret. Han bliver hjulpet på vej af den småkriminelle Draco og hans folk, som dog kræver, at Bond gifter sig med Dracos datter, Tracy, som Bond langsomt forelsker sig i.

Filmen var (og er på mange måder stadigvæk) den mest velklippede og velskruede Bond-film overhovedet. Tempoet er forrygende og flere af teknikkerne benyttet i filmens actionscener minder mere om nutidige blockbusters end andre af 60’ernes fåtallige spændingsfilm. Tag blot et kig på filmens første slåskamp, hvor Bond kommer op at toppes med to sure banditter på en øde strand badet i nattens måneskin. Kombinationen af Peter Hunts instruktion og John Glens klipning skaber en unik dynamik, som sjældent er set bedre eller lignende for den sags skyld. Scenen (og talløse andre i filmen) tager fuldstændig pusten fra seeren og beviser på smukkeste vis, at man langtfra behøver det uoverskuelige og kedelige orgie af computergenererede eksplosioner og virtuelle stunts, som nutidens actionproducenter ynder at bruge, for at skabe en action-scene, der bare fungerer.

Scenen bliver rundet af med en af seriens mest mindeværdige replikker, hvor George Lazenby taler direkte til kameraet og publikum. En replik, som let kunne have endt med at blive en af seriens pinligste og mest idiotiske momenter, men som – især takket være Lazenby og udtalelsens timing – ender med at blive til lidt af en postmoderne guldklump.

Og hele “On Her Majesty’s Secret Service” er én stor guldklump. Lazenby er blevet uretfærdigt kritiseret for sin lidt mere karikerede tilgang til rollen, og han er da heller ikke lige så rutineret som Connery, men han er sympatisk, morsom og generelt meget velspillende. Telly Savalas er den seneste skuespiller, der får lov til at spille Bonds ærkefjende, Blofeld, og hans blanding af djævelsk ondskabsfuldhed og spidsfindig sarkasme gør ham til en af seriens mest mindeværdige skurke. Og hvis Diana Rigg ikke er den smukkest Bond-pige til dato, er hun måske alligevel den bedste. Hun er i hvert fald det bedste kvindelige modstykke til Bond, der nogensinde har optrådt i serien. En intelligent og samtidigt stærk og bedårende dame, der ikke bare falder øjeblikkeligt pladask for agent 007 og føjer alle hans ønsker.

Alle er i deres absolutte es her. Hunt og Glenn er muligvis hovedårsagerne til, at “On Her Majesty’s Secret Service” fungerer så godt og blandt mange (især seriens største fans) regnes for at være seriens bedste kapitel overhovedet. John Barry leverer sit mest distinkte og måske også bedste Bond-score, som senere blev remixet af den engelske techno-duo Propellerheads med stor succes. Men i denne film er kvaliteten af den solide historie og de fængende karakterer fuldstændig jævnbyrdig, og det er den spændende og uforudsigelige fortælling kombineret med filmens tekniske elegance, der gør den til en af seriens, genrens og hele filmmediets store, udødelige klassikere.

Og ingen selverklæret Bond-fan vil kunne holde tårerne tilbage, når seriens eneste tragiske og samtidigt klart bedste slutning pryder skærmen. Ingen Lazenby-modstander vil kunne hævde, at manden ikke leverer eminent skuespil i filmens døende minutter. “On Her Majesty’s Secret Service” er intet mindre end fantastisk.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Transferet er næsten fuldstændig blottet for støv og støj, kontrasten er solid og edge-enhancement fraværende. Billedet står simpelthen virkelig godt. Men nogle af filmens overgange er kvalitetsmæssigt ude af trit med resten af filmen, hvilket er et problem, som mange gamle film lider af, og som ikke var nævneværdigt på de tre første Bond-film. Men det er sjældent, det sker. Der er dog flere tilfælde af, at filmens farver virker en smule unaturligt drænet for energi og styrke og fremtræder en lille smule for blege. Et par af filmens scener, involverende billedprojektioner, kunne også have fået justeret deres farvebalance – et af filmens sidste sneskud er næsten helt grønt i få sekunder. Derudover er billedet ellers enormt flot og knivskarpt.

AudioDer er mange eksempler på, at forsøg på at mixe mono-spor om til fuldbyrdede 5.1-lydspor er slået fejl. Ofte virker de kaotiske, med diverse effekter smidt tilfældigt rundt omkring over hele kanalnetværket. Men med de nye Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1-mix, der er blevet konstrueret til disse ældste Bond-film, har man gjort det helt rigtige. I stedet for at misbruge baghøjtalerne og skabe en falsk, pressende atmosfære, har man primært benyttet sig af fronthøjtalerne. Dermed giver lydsporet et fint indtryk af den oprindelige præsentation af filmens lydside.

“On Her Majesty’s Secret Service” er klart den Bond-film fra 60’erne, som lyder bedst. Baghøjtalerne er kommet mere i brug end på de ældre film, men de benyttes stadigvæk sparsomt og helt på filmens præmisser. Både atmosfære og effekter optræder flittigt og effektivt over hele kanalnetværket, og dialogen lyder sublim. Så gør det jo heller ikke noget, at lyddesignet på den gamle film i forvejen var glimrende. Subwooferen leverer en eminent bund (bedst er den på DTS-sporet). Dette er simpelthen et af de bedste spor, jeg nogensinde har hørt på en film fra 60’erne.

EkstramaterialeKommentarsporet med instruktør Peter Hunt og talløse andre af filmens mirakelmagere er endnu et glimrende ét af slagsen. Der bliver traditionen tro talt om nærmest alt mellem himmel og jord, lige fra besværet med at lave en titelsang, der indeholdte ordene “On Her Majesty’s Secret Service” (en idé som til sidst blev droppet) over udførelsen af filmens mangfoldige, farlige snestunts til filmens revolutionerende klippeteknik.

Så er der disc 2. “Declassified: MI6 Vault”-sektionen af dvd’en byder på hele fem dokumentarer: “Casting On Her Majesty’s Secret Service” (2 minutter), “George Lazenby: In His Own Words” (10 min.), “Press Day in Portugal” (2 min.), “Shot on Ice” (10 min.) og “Swiss Movement” (7 min.). De handler om alt fra hyringen af Lazenby og Diana Rigg til diverse optagelser på filmens sneede locations. Mest interessant er dokumentaren om Lazenby, der byder på ærlige interviews fra både tiden før, under og efter filmoptagelserne med den til dato eneste skuespiller, der har kropsliggjort James Bond blot en enkelt gang. Sjovest er det at se en ukendelig Lazenby i 70’erne med langt hår og fuldskæg ytre sig om sit uheldige forhold til Diana Rigg.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mission Dossier”-sektionen byder på 3 dokumentaer: “Inside On Her Majesty’s Secret Service” (42 min.), “Inside Q’s Lab” (11 min.) og “Above It All” (6 min.). Førstnævnte er endnu en formidabel dokumentar om tilblivelsen af en Bond-film. Man hører bl.a. om, hvorledes instruktør Peter Hunt kæmpede for at gøre filmen tro overfor romanen, realistisk og blottet for de tidligere films talrige Q-dingenoter. Næsten imod forventning byder dokumentaren også på et nyt og godt interview med Lazenby, som ellers havde sine klammerier med filmens bagmænd. Det eneste man savner, er nye kommentarer fra Bond-pige Diana Rigg.

“Inside Q’s Lab” er egentlig en lidt underlig dokumentar at smække på en bonus disc til “On Her Majesty’s Secret Service”, eftersom det sandsynligvis er den af alle filmene, som byder mindst på Q og hans tekniske vidundere. Men den går, som titlen antyder, tæt på filmens populære troldmand Q (samt hans virkelige alter ego Desmond Llewelyn), der igennem årtier har leveret alskens udstyr til agent 007, lige fra projektilskydende cigaretter til undervandsbiler. “Above It All” er en gammel og nedslidt men underholdende featurette, som primært handler om den dristige fotograf Johnny Jordans flotte luftoptagelser til filmen, som han optog fastspændt med kabler til en flyvende helikopter. Imponerende, at manden ville gøre noget så farligt, især efter at have mistet et ben under optagelserne af “You Only Live Twice”.

Den sædvanlige portion trailere, reklamer, billeder og andet PR-materiale er også at finde på discen.