Million Dollar Baby
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 2. okt 2005 | Af: azathoth | Set på DVD
Hun træner sig selv i boksetræneren Frankie Dunns (Clint Eastwood) boksestudie, i håb om at han vil “opdage” hende. Han er imidlertid imod at træne en kvinde, på trods af at hans kammerat, eks-bokseren Eddie “Scrap-Iron” Dupris (Morgan Freeman) opfordringer. Scrap arbejder som pedel i Dunns boksestudie og fungerer nærmest som den gnavne boksetræners samvittighed. Endelig forbarmer Dunn sig over Maggie og tager hende under sine vinger.
Træningen skrider fremad og da Maggie konstant forbedrer sig, arrangerer Dunn en række boksekampe til hende, kulminerende med kampen om verdensmesterskabet. Men her hører lighederne med “Rocky” op og historien tager en uventet drejning. Uden at komme ind på detaljerne, så må det siges at være en modig beslutning skaberne har truffet. Filmens tredje akt går med raske skridt imod konventionerne inden for sportsfilm-genren hvilket er særdeles forfriskende og fascinerende og et af filmens helt store plusser.
Maggie er hvad man populært kalder white trailer trash og Dunn er for længst forbi sin storhedstid. På sine gamle dage er han blevet overforsigtig med sine boksere og er ude af stand til at bringe dem til de store kampe, af frygt for at de kommer til skade. Samtidig har han mistet kontakten til sin datter. Scrap har mistet sit øje i en boksekamp og bor nu i Dunns boksestudie, ude af stand til at komme videre med sit liv.
Det spirende far-datter forhold der opstår imellem Maggie og Dunn er smukt spillet af Swank og Eastwood. Vi ser en lang række følelser man normalt ellers ikke ser fra Clinten, når Dunn sættes på sin prøve og udsættes for det han frygter allermest. Det forpinte udtryk i hans rynkede ansigt er guld værd. På trods af filmens alvorlige atmosfære er den faktisk ikke helt uden humor, der primært leveres i scenerne imellem Eastwood og Freeman. Dunn og Scrap opfører sig nemlig som et gammelt ægtepar og det sætter unægteligt en smule kolorit på en film der ellers let kunne have været blevet for alvorlig og trist.
“Million Dollar Baby” er en emotionel affære og som seer kommer man næsten hele følelsesregisteret igennem inden den er slut… og hvor ofte kan en film bryste sig med det? Det er og bliver en fantastisk film i mange henseender og den fortjener alle den ros og priser som den har fået. Den er i sandhed Mo Quishle!
Først er der “Born To Fight” på ca. 20 minutter, der omhandler selve filmens historie og karaktererne. Der er interviews med skuespillerne, samt bokseren Lucia Rijker (der spiller en af Maggies modstandere i filmen). De kommer ind på forskellige emner, bl.a. hvilken mentalitet der kræves for at kunne stille sig op og blive bokser.
Dernæst er der “Producers Round 15” på ca 13 minutter. Programmer består af interviews med filmens tre producere Albert S. Ruddy, Paul Haggis og Tom Rosenberg. De fortæller om filmens tilblivelse, lige fra erhvervelsen af rettighederne til bogen af F. X. Toole, som filmen er baseret på, til casting og så videre.
Endelig er der “Lipton Takes On Three” på 23 minutter. James Lipton, som nogen måske kender fra programmet “Inside Actors Studio”, interviewer filmens tre hovedpersoner. Lipton stiller spørgsmål til deltagerne om forskellige aspekter af filmens tilblivelse. Desværre er flowet af spørgsmål fra Liptons side lidt rodet og interviewet virker derfor en kende usammenhængende.
En fængslende film, som tør lidt mere end de fleste sportsfilm.”Million Dollar Baby” underbygges af en fin teknisk side med et transfer i topklasse og en rigtig god lydside. Ekstramaterialet hører til i den tynde ende, men det er ikke noget der trækker synderligt ned på en ellers flot udgivelse. Dertil er de andre elementer for gode.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet