Far til fire – gi’r aldrig op
Udgivet 11. okt 2005 | Af: Benway | Set i biografen
Det er ikke første gang man forsøger at genoplive den succesfulde filmserie. “Far til fire i højt humør” fra 1971 forsøgte det samme, men familiens høje humør smittede ikke synderligt af på publikumet, og det blev ikke til mere end den enlige svale.
En ungdommelig fremtoning er, i børnenes øjne, noget med at han skal have streetwear, hængerøv i bukserne og tale mere ungt alá: ”Hvad så dér” og ”Jeg rykker for vildt!”. Resultatet er naturligvis ret så forudsigeligt, men takket være familiens støtte begynder Far ikke desto mindre langsomt at vinde viljestyrken og håbet tilbage. Samtidig finder Lille-Per på nye måder at skaffe familien flere penge på lommen, og takket være hans utraditionelle tilgang til problemet, begynder politiet snart at være på udkik efter en lille dreng med en stor elefant.
Det er dog ikke bare Far men også filmen der undergår en ungdommelighedsskur, og ligesom i hans tilfælde, falder noget heldigt ud, mens andre elementer bliver ufrivilligt komiske og temmelig malplaceret. Ole er her en langhåret spirende rockmusiker, og Søs’ kæreste Peter er blevet til en tjekket modelfotograf. Lille-Per figuren er stort set uforandret og virker her som en lidt spøjs anakronisme. Det samme gør den små-senile Onkel Anders, men takke være Jess Ingerslevs forrygende imitation af Peter Malbergs gamle rolle, er han alligevel et af filmens mest underholdende indslag som han vralter ned af gaden ganske tabt i sin egen verden. Niels Olsen gør derimod intet forsøg på at ligne hverken Ib Schønberg eller Karl Stegger, men leverer til gengæld en komisk præsentation med upåklagelig timing og hjerte.
De gode præsentationer er sandelig også nødvendige, for ellers er filmen en temmelig tynd affære. Plottet starter godmodigt fjollet og bliver så gradvist mere og mere tåbeligt som filmen udvikler sig. Det kræver mere end en god bid overbærenhed at acceptere nogle af udviklingerne og personerne. Derudover så trækkes vi igennem nogle meget forcerede sangrutiner, men når filmen er slut så har den alligevel sat sig et rimeligt positivt spor. Det er først og fremmest en film der henvender sig til det yngste publikum, og bagefter vil de fleste børn være glade for at have set den, mens de fleste voksne vil være glade for den er slut.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet