Washingtons vismænd anvender i de rette fora flittigt termen ‘Syriana’ til at beskrive den hypotetiske omorganisering af Mellemøsten, som den kunne tage sig ud set med amerikanske øjne. Det er også emnet i filmen af samme navn, der er instrueret af amerikanske Stephen Gaghan, der skrev manuskript til “Traffic”.

“Syriana” har hjertet placeret på rette sted. Det er et underliggende, hvis ikke førstehånds, angreb på amerikansk storpolitik, når det er allerværst. Det handler om olie og magt. Derimellem fungerer så et udtænkt rænkespil med parametre som illoyalitet, forræderi og korruption, der involverer alt fra politikere, efterretningsagenter, oliemagnater, terrorister samt menige arbejdere med stærke forgreninger til den arabiske verdensdel.

Så mange forskellige implicerede interessenter gør imidlertid også “Syriana” til en lovligt kaotisk oplevelse. Det er ikke nogen enkel sag at pejle sig igennem de adskillige parallelle handlinger, endsige holde rede på, hvem der er hvad eller hvem. En umiddelbar forklaringsnøgle til det samlede plot følger således her.

USA har som bekendt en anselig interesse i at være dominerende i den globale oliehandel, ikke mindst velvidende, at deres nuværende forsyninger med tiden vil slippe op. Da prins Nasir Al-Subaai (Alexander Siddig), som er den ene af to rivaliserende arvinger til en stenrig saudiarabisk oliefyrste, udelukker det amerikanske olieselskab Connex og i stedet sætter sig til forhandlingsbordet med kineserne, er dramaet dermed født. I “Syriana”, der bør opfattes som et klassisk ensemblespil, følger vi flere forskellige hovedkarakterer og deres respektive engagement i hele affæren.

Dels er der familiemennesket Bryan Woodsman (Matt Damon), der mister sin førstefødte under tragiske omstændigheder, men, nærmest som et plaster på såret, bliver økonomisk rådgiver for prins Nasir Al-Subaai. En rævekage han ikke kan være særligt ked af set med de finansielle briller, selv om det da sætter sit præg på den i forvejen ramponerede familieidyl og forholdet til viven Julie (Amanda Peet). På den anden side er der den fallerede CIA-agent Bob Barnes (George Clooney), der er uvidende om sin status som marionetdukke i et spil, som handler om at eliminere prinsen, ikke mindst fordi dennes bror gerne vil samarbejde med amerikanerne. Endelig følges den måske lidt for korrekte Bennett Holiday (Jeffrey Wright), som i bund og grund er hyret for at påvirke regeringen til at acceptere kartelaftalen mellem de to oliemastodonter Killen og Connex. Imellem disse hovedårer er indflettet en række mindre fortællinger. Men fælles for dem alle, deres kompleksitet til trods, er det at gøre opmærksom på korruptionens omfang, når der er rigeligt med penge og magt på spil.

I den henseende er “Syriana” i hvert fald ikke en uvæsentlig film. Selv om symbolikken til tider virker lidt tung, stiller filmen de rigtige spørgsmål. Hvad stiller verdenssamfundet op, når der ikke er mere olie at hente? Hvem er det i virkeligheden, der bliver de store tabere, når magtens mennesker fører storpolitik om klodens oliemarkeder? Det er en film, der råber “vagt i gevær”, ikke mindst set i lyset af amerikanernes engagement i Mellemøsten.

Skuespillerne medvirker da også, efter eget udsagn i hvert fald, for at skabe et udbredt kendskab til problemet. Det mærkes. Man får hurtigt indtryk af et ensemble, hvor det personlige engagement er til stede. I øvrigt formår Stephen Gaghan på imponerende vis at få det bedste frem i alle sine skuespillere, der dermed tegner et nuanceret billede af de forhåndenværende karakterer.

Samme kvaliteter gælder desværre ikke manuskriptet. Alt for ofte giver “Syriana” indtryk af, at de parallelt fortløbende historier skal indgå i et samlet hele. Det gør hele affæren gumpetung, fordi de forskellige handlinger pinedød skal følges ad i samme tempo. Det gør første halvdel af filmen til en langtrukken opførelse, fordi så mange forskellige involverede skal præsenteres. Og selv om der dog kommer mere skub i anden halvdel, blandt andet takket være mindre korridorpolitik og mere rå action, virker den også stærkt konstrueret, særligt mod slutningen, måske fordi hele puslespillet absolut skal gå op i en højere enhed.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. “Syriana” tager sig alt andet end prangende ud. Filmen er tillagt en håndholdt, realistisk stil som giver et semidokumentarisk præg, hvilket naturligvis er et udmærket tiltag. Men desværre præges billedgengivelsen flere steder af myrer i billedet, uskarpheder, dårlig kontrast og digital støj. I de mørke scener er der flere steder udtværinger i billedet. Kort sagt er der at gøre med et dårligt transfer.

AudioLyden fremstår i et Dolby Digital 5.1 lydspor på henholdsvis engelsk og tysk. Selv om “Syriana” umiddelbart må opfattes som en actionmættet thriller, bliver lydens muligheder desværre ikke udnyttet optimalt. Det er primært fronthøjtalerne, der agerer lydkilde, mens baghøjtalerne kun i yderliggående tilfælde supplerer med underbyggende lydkulisser.

EkstramaterialeHovedattraktionerne på denne dvd må, ud over filmen, nødvendigvis være det medfølgende ekstramateriale. Med henvisning til de gængse adviseringer på coveret ser det da også ganske lovende ud. Således er der følgende menupunkter: “Additional scenes”, “A Conversation with George Clooney”, “A Conversation with Matt Damon”, “Make a Change, Make a Difference” og “Theatrical Trailer”.

Dette er en sandhed med modifikationer. Således eksisterer “A Conversation with Matt Damon” slet ikke på denne dvd. Det gør til gengæld de tre “Additional scenes”, hvilket ikke er meget til en så stor film. Men de understreger da hvorfor, de ikke er medtaget i den endelige film. “A Conversation with George Clooney” er et kort interview omkring tankerne bag filmen. Og ud over den traditionelle trailer forklarer “Make a Change, Make a Difference” de politiske perspektiver bag filmen. Det er med andre ord et acceptabelt udvalg, der qua filmens betydelige emnevalg ikke kan andet end at skrige efter mere.

Steven Spielberg udtalte for nylig, at han og andre filmskabere i nutidens USA er blevet inspireret af den nuværende amerikanske regering til at give deres mening til kende og etablere sig som historiefortællere, uafhængige af deres lederes ofte tvivlsomme gerninger. Det har resulteret i en kavalkade af film med politiske fællestræk. Den måske modigste, mest bidske og måske endda mest relevante af alle disse er Stephen Gaghans anden instruktørbedrift: “Syriana”.

Gaghan takkede nej til at nedfælde manuskriptudgaven af Dan Browns bestseller “Da Vinci mysteriet” til fordel for at koncentrere sig om denne mindre konventionelle fortælling. Og manglen på konventioner er netop kendetegnende for det 40-årige talent. I 2000 forfattede han “Traffic” og fik en Oscar for sit besvær i et år, hvor veldrejede og underholdende, men meget konventionelle produktioner som “Gladiator” og “Erin Brockovich” nød bedst af ceremoniens rampelys. Forrige år var han manden bag manuskriptet til “The Alamo” – en lang og langsommelig, men flot og vovet genfortælling af det historiske slag ved Texas’ Alamo. Den blev et af filmhistoriens største flops, formodentlig fordi den nægtede at inkludere karikerede stereotyper og rosenrøde historiske manipuleringer og betragtninger til fordel for rå, jordbunden og menneskelig troværdighed. Med “Syriana” må Gaghan siges at være tilbage i sit rette element med den politiske stridsøkse i den ene hånd og det dristige kamera i den anden.

Dramaturgisk minder “Syriana” på mange måder om Steven Soderberghs “Traffic”. Soderbergh er for øvrigt her med på vognen som producer. Forskellige handlingsforløb bestående af forskellige karakterer med forskellige baggrunde afspejler forskellige aspekter af det samme centrale tema: olien – nærmere bestemt den mellemøstlige slags, og hvordan mængden, produktionen og leveringen af det livsnødvendige brændstof har stor effekt på både modtager og (især) leverandør i mere end én forstand. Og i modsætning til andre film med talrige forløb, så ender filmens parallelle historier aldrig i forcerede og tilfældige krydsfelter.

“Syriana” er en mere tankevækkende og bedre film end “Traffic”. Hvem ville have troet, at Bush-administrationens største bedrift var at give anledning til skabelsen af nogle af de seneste års allerbedste film? Filmen er heller ikke bange for på voldsom og effektiv vis at tvinge sine meget relevante pointer igennem uden at søge ly for det uundgåelige efterfølgende veritable uvejr. Med både en billed- og en lydside, der nægter at lade seeren slappe fuldstændig af på noget som helst tidspunkt (a lá førnævnte Spielbergs halvbeslægtede “München”) og Tim Squyres imponerende og dødpræcise klippearbejde, leverer “Syriana” en energisk og hypnotisk filmisk cocktail, med stærkere politisk punch end en hel sæson af “Præsidentens mænd”.

Men med et så bredt emne som olien og et så stort mål som USA’s regering i sigtekornet, kunne man let have frygtet, at Gaghan havde overset de menneskelige aspekter, som gør, at man på stærkere vis kan engagere sig i både historien og de større temaer. Men i stedet er det faktisk de menneskelige facetter, der er i højsædet, og hvordan de nationale hensyn gør, at man glemmer effekten på individet især i de olierige lande. Fra olieselskabernes velbetalte advokater og CIA’s indflydelsesrige udsendinge til den intelligente og medmenneskelige analytiker og den underbetalte oliearbejder – Gaghan kommer vidt omkring, og man må da også sige, at han af og til tager munden så fuld af idéfyldte godbidder, at han hverken når at tygge på dem alle eller ordentligt at fordøje dem, der bliver slugt. Filmen er en tand for lang, men sidste akt tager fuldstændig pusten fra én.

Bortset fra sit arbejde i “Bourne”-filmene har Matt Damon aldrig været bedre. Han mister sit ene barn og udnytter tragedien til at blive ansat af den sympatiske og næsten idealistiske prins Nasir Al-Subaai, fremragende spillet af Alexander Siddig, som indtil nu nok kun blev genkendt af sci-fi entusiaster for sit 7-årige arbejde på “Star Trek”. Den relativt uprøvede Mazhar Munir er uafrystelig som den unge Mazhar Munir, der mister sit arbejde pga. en forestående olieselskabssammensmeltning. Og Jeffrey Wright er også god som olieadvokaten, man aldrig er helt sikker på, hvor man har.

Men George Clooney rager mest frem i det talentbesatte cast. Manden, som næsten blev erklæret lam efter en rygskade erhvervet under optagelserne til filmens ubehagelige torturscene, spiller CIA agent Bob Barnes. Han er, ligesom de fleste andre i denne films alsidige persongalleri, lidt af et dumt svin. Men Clooney, som også har produceret, formår uden problemer at få Barnes til at fremstå sympatisk og medmenneskelig. Christopher Plummer, Chris Cooper, Tim Blake Nelson, Nicky Henson, Amanda Peet og William Hurt gør det også glimrende i deres kortvarige biroller.