“Afsporet” er en af den slags film hvor man helst ikke skal afsløre for meget af handlingen – ikke at det gør så forfærdelig meget, for som publikum har man inden længe set de mange overraskelser komme, så et ekstensivt handlingsreferat ville ikke ødelægge spændingen for eventuelle biografgængere. Det klarer filmen faktisk meget godt selv, for det ekstremt konstruerede plot, der – surprise, surprise! – er af den efterhånden så fortærskede twist-type, skyder sig selv i foden efter den ellers ganske vellykkede opstart. Det er den svenske instruktør Mikael Håfströms internationale debut, efter det ubehagelige kostskolestudie “Ondskab”, og omstigningen til Hollywood truer med at ende i sovekupéen.

Filmens set-up tegner ellers lovende den første halve time – vi får introduceret en kernefamilie, hvor mors og fars forhold nok har set bedre dage, men hvor omsorgen for den syge datter holder sammen på stumperne. Men da Charles (Clive Owen) ved et tilfælde møder den smukke Lucinda (Jennifer Aniston) i toget på vej til arbejde kompliceres det hele pludselig meget mere. Man aner en optakt al la Adrian Lynes “Unfaithful” blot fra et mandligt synspunkt, og det indledende møde mellem de to tilfældige passagerer er da også det filmiske højdepunkt i “Afsporet”. I denne scene viser Aniston en sjælden underspillethed, der kunne minde om en ung Laura Linney eller Catherine Keener, og hun og Owen skaber en troværdig kemi på lærredet. En interessant konflikt er sat i scene – utroskabens dragende begær kontrasteret med ansvaret overfor familien og datteren, som døjer med en alvorlig diabetesdiagnose. Owen er god som den kriseramte ægtemand, der tilfører oplægget en fornemmelse af realisme.

Men ak, den sensibilitet kastes hurtigt overbord til fordel for et om noget spekulativt plot, der måske nok er sammenhængende, men alligevel dødforudsigeligt og uengagerende for publikum. Håfstrøm suger al indlevelse og medrivende dramatik ud af historien og koncentrerer sig i stedet om at se, hvor langt han kan strække sit nye sidespor: ind træder Vincent Cassel i en burlesk overdrivelse af en psykopatkliché, som et hyperaktivt barn i en legetøjsbutik – han har uden tvivl haft det sjovt med den rolle, men den modarbejder om noget filmens desperate tone. Derefter spædes der til med nogle farlige gansta-typer i Xhibit og RZA’s skikkelse, samt en pågående politidetektiv besjælet af Giancarlo Esposito, der synes at være væltet ind fra “The Ususal Suspects” i halv søvngænger-tilstand.

“Afsporet” vil gerne overraske og tage publikum på sengen, men den glemmer at vi gennem det sidste årti er blevet stopfodret med (mere eller mindre vellykkede) filmiske forsøg på netop dette, hvilket i høj grad har raffineret vores evne til at se det uundgåelige twist komme. Og når konstruktionen i overvejende grad blot synes at være en overraskelse for overraskelsens skyld, så bliver det mere af pligt end af interesse, at vi bliver siddende indtil filmen er slut.

Håfstöm og manuskriptforfatter Stuart Beattie (manden bag bl.a. “Collateral”) undervurderer ikke kun tilskueren, men kan desværre heller ikke stå for i tide og utide at varsle: “snart vendes der op og ned på alting”. De noget prætentiøse (og godsvognsstore) symboler omkring tog, skiftespor og diverse understregende replikker er langt fra nødvendige og føles klodset indsat i historien. Subtilitet er en by i Rusland for den svenske instruktørs vedkommende.