Susanne Bier er sat i bås som dansk films ubetingede dronning hvad angår dramaets ædle kunst. Spørgsmålet er imidlertid hvor længe? Således bærer “Efter brylluppet”, som hun for i øvrigt har skabt i et tæt samarbejde med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, i den grad præg af en alt for forudsigelig drejebog med dilettantiske skuespilpræstationer samt en beretning, der unægteligt emmer af tydelig inspiration fra Per Flys “Arven”.

Ligesom i “Arven” stilles kontrasten mellem rig og fattig ultimativt på spidsen. I netop det henseende indledes “Efter brylluppet” i Indien, hvor hovedkarakteren Jacob (Mads Mikkelsen) efter et mislykket forhold har valgt at vie sit liv til et børnehjem i Mombay i almindelighed og i særdeleshed til den forældreløse Pramod (Neeral Mulchandani). Hovedfokus kommer imidlertid til at lægge et helt andet sted, al den stund børnehjemmet, der formentligt hører til i et af verdens allerfattigste områder, blot er en anstødssten til Biers stort anlagte kærlighedsdrama. En overhængende trussel om lukning af hjemmet og en, ser det ud til, tilfældig rigmands generøse tilbud om redning af det lukningstruede værested, tvinger nemlig Jacob, meget mod hans vilje, til at tage den lange rejse tilbage til Danmark.

Mødet med rigmanden, den dansk bosatte, dansk gifte svenske forretningsmand Jørgen (Rolf Lassgård), er nu næppe så tilfældigt endda. Selv om den forknytte Jacob og den mistænkelige Jørgen ikke umiddelbart ser ud til at kende hinanden, er der naturligvis bagtanker på spil, da Jørgen først tilbyder Jacob en donation på fire mio. dollars som redningsplanke til børnehjemmet i Indien og siden hen inviterer ham med til sin datters bryllup, hvor Jacob for i øvrigt støder på ungdomskæresten Helene (Sidse Babett Knudsen).

For Jacob, som den egentlige hovedkarakter, bliver det et endegyldigt opgør med den fortid, han efter egen overbevisning havde lagt bag sig og vel egentligt også den fremtid, han selv mente at have styr på. Mere skal der i hvert fald ikke afsløres her. Det synes “Efter brylluppet” at administrere ganske fint på egen hånd, sit temmelig forudsigelige narrativ taget i betragtning.

For forudsigelig, det er “Efter brylluppet”. Biers seneste produktion rummer sikkert nok delikate effekter men kuldsejler desværre med en film, hvor kontrasten mellem rig og fattig dels ekspliciteres i for tydelig grad og dels minder for meget om noget, der er set utallige gange før.

Men der er også andre problemer. Således er skuespillet ærligt talt noget af en rodebutik. Selv om Rolf Lassgård på fineste vis strutter af selvtillid og har de helt store armbevægelser fremme, kan det desværre ikke retfærdiggøre, at den unge Stine Fischer Christensen er ganske utroværdig som datteren Anna, mens både Mads Mikkelsen som Jacob og Sidse Babett Knudsen som Helene virker både fastlåste og rutineprægede i deres respektive præstationer.

Det kan tænkes, at “Efter brylluppet” qua sin noget spinkle og sparsommelige historie har givet visse betænkeligheder i klipperummet. I hvert fald er filmen i den grad præget af tekniske fejlslag, der ikke burde komme med i et endeligt produkt. Det er de imidlertid, og det skæmmer på grummeste vis den i forvejen ikke særligt veltilrettelagte film. Klipperytmen er således særdeles ujævn, præget af passager, hvor billede og lyd ikke hænger sammen men matcher vel dermed også en film, der placerer sig et godt stykke under middel.

Video”Efter brylluppet” præsenteres i 1.77:1 anamorphic widescreen format. Selv om dansk film grundlæggende ikke har været kendt for de bedste transfers, havde et bedre et af slagsen nu været at foretrække.

Således plages billedsiden i denne film flere steder af både edge enhancement, myrer i billedet samt korte passager, hvor billede og lyd er asynkrone. Sidstnævnte skal nok i højere grad tilkendes klipperens beskaffenheder. Men alligevel. Når det er sagt, står billedet stadig forholdsvist skarpt, ligesom kontrasten også er rimelig. Alt i alt et transfer på det jævne.

AudioLyden fremstår i DTS og Dolby Digital 5.1. Først og fremmest præges lyden af udelukkende at gå igennem forhøjtalerne, mens baghøjtalerne aldrig kommer i brug. Det er synd, al den stund det trods alt giver lyden en anden og mere rummelig fylde. Desuden er dialogerne flere steder temmeligt utydelige. Det er således svært at forstå, hvad for eksempel en Mads Mikkelsen siger i sine mange dialoger med Rolf Lassgård, Sidse Babett Knudsen med flere. Og det giver unægteligt meningsforstyrrelser, med mindre man da vælger “dansk for hørehæmmede”.

EkstramaterialeEkstramaterialet placerer sig på det jævne. Således er der blevet plads til en række fraklip, som ganske forståeligt ikke er blevet medtaget i den endelige film. Desuden er en trailer for filmen det markedsføringsmæssige tiltag og lover tilsyneladende mere end hvad filmens remmer kan holde.

Mere interessant er filmanmelder Morten Piils to samtaler med instruktør Susanne Bier – “En samtale med Susanne Bier”, der handler om filmens overordnede dagsorden, og “En samtale om fraklippene”, der, som titlen antyder, handler om de fraklippede sekvenser. Alt i alt er det altså en jævn kollektion af ekstramateriale, der godt kunnet have budt på mere.

Susanne Bier har i de senere år markeret sig som en af Danmarks mest produktive og stærke instruktører, der både mestrer dramaet og komedien. Hendes nyeste film “Efter Brylluppet” indeholder et stærkt familiedrama og svære dilemmaer, men nærmer sig samtidigt kanten af et lidt karikeret verdenssyn.

Mads Mikkelsen spiller den bærende hovedrolle som Jacob, der driver et børnehjem i Indien. Han har ikke været i Danmark i 20 år og er ikke begejstret for at vende tilbage, da et møde med en mulig sponsor tvinger ham til det. Børnehjemmet er lukningstruet og mødet er derfor hans sidste mulighed for at redde sine hjertebørn.

I Danmark møder han investoren Jørgen, der er hans diametrale modsætning. Jørgen er rig – meget rig – og overvejer at donere et astronomisk beløb til børnehjemmet. Han trækker dog sin beslutning ud og insisterer på at Jacob tager med til sin datters bryllup. Det bliver et møde med fortiden for Jacob og stiller ham overfor nogle svære beslutninger.

Filmens tre største roller spilles af Mads Mikkelsen, Rolf Lassgård og Sidse Babett Knudsen. Alle tre gør et mesterligt arbejde og er med til at trække filmen væk fra dens største svaghed i form af det lidt karikerede verdenssyn, den præsenterer. Det er altid interessant, når modsætninger mødes – i dette tilfælde den humanitære idealist overfor den stenrige forretningsmand. Ikke desto mindre er stregerne næsten tegnet for tydeligt op i etableringen af de to karakterer. Jacob er ikke blot en næstekærlig mand – næ, han redder horder af små, sultne indiske børn, der i filmens åbningsscene har omringet ham og rækker tusind arme op for at få lidt mad. På samme måde er Jørgen ikke bare en rig mand, men er stenrig med en milliard i ryggen og et kæmpe palæ som sit hjem. Så bliver det ikke mere sort/hvidt! Heldigvis er skuespillerne gode til at gøre deres karakterer lidt dobbelttydige og giver dem hermed det, der skal til, for at man kan identificere sig med dem som rigtige mennesker.

I rollen som den nygifte datter ses Stine Fischer Christensen. Som nyoptaget på Statens Teaterskole i 2005 er det en stor rolle at få, men hun udfylder den til fulde med et nærvær og en skrøbelighed, man sjældent ser. Stine Fischer Christensen er et sikkert bud på en ung filmskuespillerinde, der kan blive Danmarks førende i løbet af de næste år.