Illusionisten
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 16. jun 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Egentligt er det ikke primært det stof, “Illusionisten” er gjort af. Derimod er filmen skåret over et kærlighedsdrama med den uopnåelige kærlighed som rødglødende pejlemærke. Allerede fra barnsben møder Eisenheim sit livs udkårne i hertuginden Sophie von Teschen, der i voksenudgave spilles af Jessica Biel. Den kærlighedshistorie blev der ikke noget af i første omgang, takket været deres væsensforskellige klassedelte baggrunde. Men da de ved et tilfælde atter mødes mange år senere til en af Eisenheims optrædener, bliver interessen atter vakt, om end det næppe er med hertugindens tilkommende og sjældent ædruelige Prins Leopolds (Rufus Sewell) fulde accept.
Undervejs bliver kærlighedsdrama således til kriminaldrama, hvorfor skal ikke afsløres her, og det er i den forbindelse, vicepolitikommissær Uhl (Paul Giamatti) kommer på banen. Han har hele tiden haft en svær fascination af Eisenheims særlige talenter og kunnen, og med den alvorlige drejning får han – måske – mulighed for at afsløre selve den hidtil ukendte hemmelighed bag de magiske tryllekunster.
“Illusionisten” er dog stadig en seværdig størrelse, og det til trods for, at filmen døjer med anseelige problemer med plottet. Hvordan kan det være, at Eisenheim og Sophie, der i barndommen var jævnaldrende, i voksenlivet må se sig adskilt af – ikke kun en jaloux kronprins – men også en aldersforskel omkring de ti år? Både Edward Nortons og Jessica Biels skikkelser fungerer hver for sig, men sammen virker deres spil både kluntet og temmeligt udramatisk, om end det fornemmes, at det modsatte har været intentionen.
Til gengæld er vicepolitikommissær Uhls videbegær og efterforskende rolle en befrielse for filmens laterna magika, når kærlighedshistorien, trods smukke strejf, ikke formår at følge filmen til dørs i fuldendt figur. Han giver kriminaldramaet et fornødent tvist, en kant om man vil, der holder fascinationen for de ukendte faktorer i ave. Måske var det den del, der skulle have haft filmens hovedfokus? I hvert fald fremstår “Illusionisten” i sin nuværende form som en film, der har haft for meget at gabe over, selv om datidens oplevelsessamfund danner smukke rammer om en historie, der også kunne have været det.
“Illusionisten” er den klassiske altfavnende fortælling om kærlighed, bedrag og mord, om end tryllekunster i begyndelsen af det forrige århundrede er den bøjle, historien er blevet hængt op på. Skuespillet er velmenende godt, men også ganske udramatisk, og virker unægteligt som om, instruktør Neil Burger har haft for meget at gabe over. Bedst virker vicepolitikommissær Uhls kriminalhistorie, der indkapsler den portrætterede tids videbegær og samtidig tilfører filmen en tiltrængt spænding.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet