God, men ikke legendarisk fremtidsfabelDer findes ikke mange skuespillere, der stort set ene og alene kan skuldre en blockbuster. Will Smith får det til at ligne barneleg. I rollen som Robert Neville, den øjensynligt sidste mand i live på planeten Jorden, udviser Smith den samme påfaldende entusiasme, kække facon og til tider hjerteskærende intensitet, der i årevis har trukket biografgængere i biffen og fået hans film til at skovle fem milliarder dollars ind på verdensplan. Den snart 40-årige Smith mønstrer en typisk mangfoldig præstation, som styrker hele seancen. Han er eminent.

“I Am Legend” er den tredje filmatisering af Richard Mathesons velrenommerede roman, men den første, der deler navn med forlægget. Året er 2011, og førnævnte Neville er immun over for en grufuld virus, der har dræbt over 500 millioner mennesker, og som har transformeret de resterende homo sapiens til brutale, vampyragtige bæster, der løber skrigende rundt om natten på jagt efter føde. Neville arbejder på livet løs i sit laboratorium på Manhattan for at finde en kur, men livet som ensomt menneske begynder at tære på forskerens psyke, og truslen fra mutanterne synes at vokse.

Efter en kort prolog lægger filmen ud med en række forbløffende billeder af et øde New York. Ukrudt gror overalt på byens ikoniske veje, efterladte biler befinder sig alle vegne, og vilde dyr hersker. Der er billeder i “I Am Legend”, som er så lamslående, at man næsten får åndenød. Og så er der billeder, der får én til at rulle med øjnene og betvivle det faktum, at filmen kostede 150 millioner dollars at producere. Men især filmens første halve time er ekstremt stemningsfuld og spændende. De storladne billeder, det elegante lyddesign, den nagende uvished om nattens farer og en veloplagt Will Smith sørger for, at man er limet til skærmen.

Da Neville løber ind i en tom bygning og begiver sig igennem de bælgmørke lokaler for at finde sin højtelskede hund, sættes nerverne på en slidsom prøve. Kun glimtvis ser vi, hvad Nevilles lommelygte spotter, og vi hører kun mandens anstrengte, ensomme åndedræt. Instruktør Francis Lawrence, hvis glimrende tegneseriefilmatisering “Constantine” ligeledes var rig på stemningsfuld uhygge, er tydeligvis en mand, der forstår at udnytte mediets virkemidler til at tirre publikum. Men så snart, mutanterne forlader skyggerne og bevæger sig ud i det dødsensfarlige sollys, fordamper uhyggen også. De kridhvide, teksturløse kreaturer er nogle af de mest utroværdige computergenererede væsner, der nogensinde er set i en dyr Hollywood-produktion.

Lawrence har forsvaret de tudegrimme, computerskabte monstre med, at folk iført makeup ikke ville kunne udføre de samme bevægelser nær så hurtigt. Men i gyseren “The Descent” lykkedes det ellers for mennesker i kostumer (der til en vis grad lignede uhyrerne i “I Am Legend”) at virke både troværdige og allerhelvedes skræmmende. Og Lawrences dyre megahit kostede altså 30 gange så meget at lave. Men så længe truslen opholder sig i mørket og frem til den sidste, kaotiske akt, hvor regulær og ordinær action foretrækkes frem for uhygge, er “I Am Legend” en meget spændings- og stemningsmættet affære, som ophavsmændene kan være stolte af.

Denne udgivelse indeholder både biografudgaven og den omdiskuterede alternative udgave af filmen. Den alternative slutning leverer heller ikke en helt tilfredsstillende konklusion på fortællingen, men dens moralske flertydighed (som frastødte det amerikanske testpublikum) er interessant, og der er ingen tvivl om, at denne slutning er mere fyldestgørende end biografudgavens forhastede, rodede ditto.

Den nye slutning understreger især Mathesons oprindelige, evigtgyldige pointe: Det er ikke nok bare at overleve, man skal gøre sig fortjent til at overleve, og der er ofte en hårfin grænse mellem monster og helgen.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Ganske vist ser “I Am Legend” virkelig godt ud på dvd, men BD-udgivelsen er endnu mere imponerende. Blu-ray-formatets overlegne opløsning gør, at langt flere detaljer afsløres i billedet – især under de mere dunkle sekvenser. Billedet er fuldstændig pletfrit og knivskarpt hele vejen igennem, og farverne fremstår også mere mætte, end de gjorde på dvd. Tjek blot den knaldrøde, tillokkende kulør, Nevilles sportsvogn har i starten af filmen.

AudioBD-udgivelsens Dolby TrueHD 5.1-lydspor er også bedre end det ellers fremragende, ordinære DD5.1-mix, der fulgte med dvd-udgivelsen. Forskellen kommer hovedsageligt til udtryk i gengivelsen af lydsidens højeste og dybeste tonere, som lyder endnu klarere og sprødere, end de gjorde på dvd. Derudover er hele kanalnetværket aktivt fra start til slut, og talløse subtile effekter er med til at skabe en utrolig overbevisende auditiv atmosfære. Der er utallige eksemplariske panoreringer, og begge spor er støjfri. Replikkerne er krystalklare og besidder en forrygende rumklang, hvorfor man næsten forledes til at tro, at skuespillerne vitterligt befinder sig i stuen.

EkstramaterialeUd over at indeholde to versioner af filmen indeholder denne udgivelse også et par dokumentarer, fire animerede tegneserier, en reklame for HD-DVD og Blu-ray samt en trailer til “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street”. Tegneseriesekvenserne varer tilsammen ca. 22 minutter, og de skildrer flere andre menneskers tilværelse under infektionen. Tegneserierne er enormt flotte og elegant skruet sammen med fornem brug af musik og lyd.

“Creating I Am Legend” (49 min.) tilbyder et ganske underholdende kig på filmens tilblivelse og indeholder adskillige informative interviews med skuespillerne og filmmagerne. Matheson interviewes også. “Cautionary Tale: The Science of I Am Legend” (20 min.) er både en fascinerende og skræmmende dokumentar om virkeligheds farligste vira. Alskens eksperter interviewes, og der optræder masser af ubehagelige billeder, der bestemt ikke er for folk med sarte nerver. Denne dokumentar og tegneserierne præsenteres i HD.

God, men ikke legendarisk fremtidsfabelDer findes ikke mange skuespillere, der stort set ene og alene kan skuldre en blockbuster. Will Smith får det til at ligne barneleg. I rollen som Robert Neville, den øjensynligt sidste mand i live på planeten Jorden, udviser Smith den samme påfaldende entusiasme, kække facon og til tider hjerteskærende intensitet, der i årevis har trukket biografgængere i biffen og fået hans film til at skovle fem milliarder dollars ind på verdensplan. Den snart 40-årige Smith mønstrer en typisk mangfoldig præstation, som styrker hele seancen. Han er eminent.

“I Am Legend” er den tredje filmatisering af Richard Mathesons velrenommerede roman, men den første, der deler navn med forlægget. Året er 2011, og førnævnte Neville er immun over for en grufuld virus, der har dræbt over 500 millioner mennesker, og som har transformeret de resterende homo sapiens til brutale, vampyragtige bæster, der løber skrigende rundt om natten på jagt efter føde. Neville arbejder på livet løs i sit laboratorium på Manhattan for at finde en kur, men livet som ensomt menneske begynder at tære på forskerens psyke, og truslen fra mutanterne synes at vokse.

Efter en kort prolog lægger filmen ud med en række forbløffende billeder af et øde New York. Ukrudt gror overalt på byens ikoniske veje, efterladte biler befinder sig alle vegne, og vilde dyr hersker. Der er billeder i “I Am Legend”, som er så lamslående, at man næsten får åndenød. Og så er der billeder, der får én til at rulle med øjnene og betvivle det faktum, at filmen kostede 150 millioner dollars at producere. Men især filmens første halve time er ekstremt stemningsfuld og spændende. De storladne billeder, det elegante lyddesign, den nagende uvished om nattens farer og en veloplagt Will Smith sørger for, at man er limet til skærmen.

Da Neville løber ind i en tom bygning og begiver sig igennem de bælgmørke lokaler for at finde sin højtelskede hund, sættes nerverne på en slidsom prøve. Kun glimtvis ser vi, hvad Nevilles lommelygte spotter, og vi hører kun mandens anstrengte, ensomme åndedræt. Instruktør Francis Lawrence, hvis glimrende tegneseriefilmatisering “Constantine” ligeledes var rig på stemningsfuld uhygge, er tydeligvis en mand, der forstår at udnytte mediets virkemidler til at tirre publikum. Men så snart, mutanterne forlader skyggerne og bevæger sig ud i det dødsensfarlige sollys, fordamper uhyggen også. De kridhvide, teksturløse kreaturer er nogle af de mest utroværdige computergenererede væsner, der nogensinde er set i en dyr Hollywood-produktion.

Lawrence har forsvaret de tudegrimme, computerskabte monstre med, at folk iført makeup ikke ville kunne udføre de samme bevægelser nær så hurtigt. Men i gyseren “The Descent” lykkedes det ellers for mennesker i kostumer (der til en vis grad lignede uhyrerne i “I Am Legend”) at virke både troværdige og allerhelvedes skræmmende. Og Lawrences dyre megahit kostede altså 30 gange så meget at lave. Men så længe truslen opholder sig i mørket og frem til den sidste, kaotiske akt, hvor regulær og ordinær action foretrækkes frem for uhygge, er “I Am Legend” en meget spændings- og stemningsmættet affære, som ophavsmændene kan være stolte af.

Denne udgivelse indeholder både biografudgaven og den omdiskuterede alternative udgave af filmen. Den alternative slutning leverer heller ikke en helt tilfredsstillende konklusion på fortællingen, men dens moralske flertydighed (som frastødte det amerikanske testpublikum) er interessant, og der er ingen tvivl om, at denne slutning er mere fyldestgørende end biografudgavens forhastede, rodede ditto.

Den nye slutning understreger især Mathesons oprindelige, evigtgyldige pointe: Det er ikke nok bare at overleve, man skal gøre sig fortjent til at overleve, og der er ofte en hårfin grænse mellem monster og helgen.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. De to udgaver af filmen befinder sig på hver sin dvd, og begge versioner ser lige fremragende ud. Mere eller mindre fra start til slut er billedet knivskarpt. Farverne er fuldstændig naturtro og kontrasten er fornem – selv filmens mange skygger og nattebilleder er spækkede med detaljer. Hverken støj, komprimeringsfejl eller udtværinger figurerer. En håndfuld skud er en anelse bløde og byder på spinkle glorier, men der optræder slet ikke nok skavanker til at frarøve transferet topkarakter.

AudioDe to versioners lydspor er også lige gode. Hele kanalnetværket er aktivt fra start til slut, og talløse subtile effekter er med til at skabe en utrolig overbevisende auditiv atmosfære. Der er utallige eksemplariske panoreringer, og begge spor er støjfri. Replikkerne er krystalklare og besidder en forrygende rumklang, hvorfor man næsten forledes til at tro, at skuespillerne vitterligt befinder sig i stuen. Både lydsidens dybeste og højeste toner gengives fornemt – lige fra lyden af Nevilles sportsvogns brummende motor til mutanternes skingrende skrig, som Faith No More-sangeren Mike Patton indspillede.

EkstramaterialeUd over at indeholde to versioner af filmen indeholder denne udgivelse også et par dokumentarer, fire animerede tegneserier, en reklame for HD-DVD og Blu-ray samt en trailer til “Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street”. Tegneseriesekvenserne varer tilsammen ca. 22 minutter, og de skildrer flere andre menneskers tilværelse under infektionen. Tegneserierne er enormt flotte og elegant skruet sammen med fornem brug af musik og lyd.

“Creating I Am Legend” (49 min.) tilbyder et ganske underholdende kig på filmens tilblivelse og indeholder adskillige informative interviews med skuespillerne og filmmagerne. Matheson interviewes også. “Cautionary Tale: The Science of I Am Legend” (20 min.) er både en fascinerende og skræmmende dokumentar om virkeligheds farligste vira. Alskens eksperter interviewes, og der optræder masser af ubehagelige billeder, der bestemt ikke er for folk med sarte nerver.

Will alene i verdenDer er noget grumt fascinerende i den filmiske dystopis evne til at skabe billeder af velkendte bylandskaber efter apokalypsen har indtruffet, hvor orden er blevet til kaos i en nærmest omvendt skabelsesberetning. Set igennem denne optik fungerer den visuelle side i “I Am Legend” fortræffeligt med nogle imponerende og dystre billeder af et øde og forvitret New York. Filmens virkelige styrke ligger dog i sammenkoblingen af dette monomentale ydre forfald med den indre nedbrydelse af en enkelt mand.

New York har været skueplads for mangen en mørk fremtidsvision, og byens skyline synes da også at være velegnet som postapokalyptisk scenografi, hvor det menneskeskabte habitat kolliderer med den tilbagevendte og oprindelige natur i form af hjorteflokke og rovdyr på jagt i gaderne. Will Smith spiller soldaten/videnskabsmanden Robert Neville, som er sidste mand i byen efter, at en virus har udslettet ikke kun New Yorks indbyggere, men også resten af Jordens befolkning.

Med hunden Sam som sin primære medspiller er Smith i stor grad tvunget til at frembringe empatien for sin karakter på egen hånd – en opgave, som Smith må siges at løse til fulde. Robert Neville er milevidt fra de andre helteroller, som Smith har spillet i actionfilm som “Independence Day” og “I, Robot”, hvor hver en udfordring blev løst med en rapkæftet bemærkning som følgesvend. Med Neville slipper man heldigvis for dumsmarte bemærkninger og fokus bliver i stedet lagt på den psykiske belastning, som omstændighederne har placeret på Nevilles skuldre.

I “I Am Legend” sættes det urbane forfald lig med Nevilles forfald som socialt væsen. Uden chance for medmenneskeligt samvær knytter han i stedet bånd med byens mannequiner samt hunden Sam, og som disse udsættes for farer, mærker man for alvor, hvor tæt Neville er på at krakelere under den disciplinerede overflade. Det er ikke ofte, at en helt i en Blockbusterfilm af denne kaliber bliver portrætteret så mentalt skrøbelig som Robert Neville, og det er skiftevis hjerteskærende og i filmens mere lette scener ligefrem underholdende at se, hvor langt ud han er kommet.

Filmen giver sig god tid til at skildre Nevilles dagligdagsrutiner i det forkrøblede bybillede, men selvom det er et fascinerende landskab at følge Neville rundt i, så er “I Am Legend” dog stadig så meget en genrefilm, at granskningen af hans ensomme hverdag ikke får lov til at vare hele filmen igennem, og snart viser det sig, at vor helt ikke er fuldstændig alene. En stor del af de virusinficerede mennesker er muteret om til vampyragtige væsner – ‘Dark seekers’ – som stadig befinder sig i byen. I en af filmens mere intense scener løber hunden Sam ind i en mørk lagerhal, og Neville må begive sig ind i mørket for at hente sin ven, velvidende hvilke farer, der befinder sig derinde. Her kommer filmens velkomponerede lydside til sin fulde ret, hvor stilheden benyttes eminent og til nærmest larmende effekt, så klaustrofobien i mørket er til at tage og føle på.