Epic Movie

InstruktionJason Friedberg, Aaron Seltzer

MedvirkendeKal Penn, Adam Campbell, Jennifer Coolidge, Jayma Mays, Faune A. Chambers, Crispin Glover, Tony Cox, Héctor Jiménez, Darrell Hammond, Carmen Electra, Fred Willard, David Carradine, Kevin McDonald, George Alvarez, Crista Flanagan

Længde89 min

GenreKomedie, Komedie

IMDbVis på IMDb

I biografen27/04/2007


Anmeldelse

Epic Movie

2 6
Det eneste, der er ‘episk’ ved den såkaldte “Epic Movie” (som angiveligt skulle være en komedie, men aldrig fremtvinger latter eller ét eneste smil) er dens overvældende, astronomiske stupiditet. Folkene bag den forhadte, men alligevel sporadisk morsomme “Date Movie” har overgået sig selv med adskillige banelængder og produceret en film så fattig på humør og humor, at det faktisk er svært ikke at blive en anelse fascineret over den totale uduelighed, man er vidne til.
Filmen konstituerer én lang strøm af usammenhængende parodier på succesrige blockbusters såsom “Pirates of the Caribbean”, “Harry Potter”, “Narnia” og “Superman Returns”. Filmens fire ungdommelige helte og heltinder trasker rundt i en alternativ virkelighed propfyldt med figurer fra førnævnte og andre populære spillefilm. Instruktørparret Jason Friedberg og Aaron Seltzer (som også har stået for manuskriptet) forsøger aldrig at skabe en ordentlig forbindelse imellem de utallige sketcher, og derfor forbliver vores interesse for karaktererne og deres eskapader lig nul. Selv i en vanvittig, løssluppen komedie har publikum altså brug for plot eller figurer, som man gider investere sig selv i.

“Epic Movie” begår i øvrigt den værste synd, en crazy komedie kan: den parodierer film, der i forvejen er morsomme. Det bedste eksempel er en Borat-dobbeltgænger, der bare fremstår som en tam efterligning af den ægte vare. Hvorfor dog hyre en skuespiller til at spille Sacha Baron Cohens ikoniske karakter, som på ingen måde forsøger at gøre noget nyt med figuren? Men det er uhyre let at pointere filmens allerstørste fejl: “Epic Movie” er simpelthen ikke sjov. Overhovedet. Faktisk reagerer man så sjældent på de ringe jokes, at man skulle tro, man var vidne til en tragedie – hvilket man på sin vis også er, når man tænker på alle de penge og alt det talent (skuespillere som David Carradine og Crispin Glover burde ærligt talt vide bedre), der er gået til spilde.

Heller ikke de forskellige teknikere bag kameraet har formået at gøre filmen mere udholdelig. Faktisk er det snarere filmmagernes inkompetence end dygtighed, der imponerer. En tudegrim, håndlavet bæver er millimeter fra at forårsage lavmælt kluklatter. Filmen er også læsset med monotone og ulidelige musiknumre, som tydeligvis kun er indsat for at tjene et par ekstra skillinger. I skrivende stund befinder “Epic Movie” sig på 65.-pladsen på IMDb’s liste over filmhistoriens allerværste film. Lad dig ikke narre af den alt for godartede placering – filmen er værre end som så.
VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Epic Movie” ser særdeles godt ud på dvd. Farvegengivelsen er vældig imponerende – farverne sprudler af vitalitet, samtidig med at de vedligeholder et naturtro look. Kontrasten er fuldstændig solid, og billedet fremstår for det meste knivskarpt. Udtværing, edge-enhancement og digital støj fremkommer ikke. I det mindste bliver man altså ikke irriteret af billedlige skavanker.
AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er intet særligt, men det servicerer filmen godt. Det er primært de mange bombastiske popnumre, som imponerer auditivt. Musikken folder sig godt ud, og subwooferen udnyttes fint til at give lydsiden ekstra dybde og fylde. Al dialog kommer også klart og tydeligt igennem, men man savner mere atmosfærelyd og fornuftig brug af baghøjtalerne. Jeg mindes heller ikke at have hørt én eneste panorering igennem hele “Epic Movie”, selvom der var flere steder i filmen, hvor det havde været ideelt at indsætte én.
EkstramaterialeMan må sige, at folkene bag udgivelsen har gjort alt, hvad de kunne, for at gøre discen til et attraktivt tilbud på trods af hovedfilmens uduelighed. AV-præsentationen er ganske imponerende, og ekstramaterialet er heller ikke helt værst.

Manuskriptforfatterne/instruktørerne/producerne Jason Friedberg og Aaron Seltzer har indtalt et nydeligt kommentarspor til filmen. De er ikke særlig seriøse, men de er forbandet morsomme, dejlig selvironiske og har masser på hjerte. Ærgerligt at deres film ikke er lige så underholdende som deres kommentarer. Derudover har man mulighed for at se filmen med den såkaldte ‘Breaking Wind: An Epic Journey’-funktion slået til, hvormed hele filmen bliver suppleret med talrige bøvse- og pruttelyde, og selvom det er en barnlig og åndssvag funktion, så gør det faktisk filmen lettere at sluge, og derudover er de infantile lydeffekter blevet timet ganske godt til billederne.

“How Gratuitous”-undermenuen byder på en masse klip af flotte og letpåklædte damer, som enten danser eller løber. De vil garanteret også fryde filmens målgruppe. Man kan også vælge at få klippene indsat i selve filmen, mens man ser den – men billedkvaliteten er langtfra optimal, så det er bedre bare at studere dem for sig selv.

“Everyone Loves Beaver: Epic Hook Ups” (4 min.) er en lille featurette, som byder på en masse useriøse kommentarer fra flere af skuespillerne, der debatterer opdigtede forhold imellem dem. Disse få minutter er langt, langt sjovere end filmen. “Epic Porn – What Would Your Porno Movie Be Called” (3 min.) er helt i samme ånd og også overraskende sjov – her tænker skuespillerne bl.a. over, hvad en pornofilm med deres karakter som hovedperson ville hedde. “What Makes Aslo so Irresistible?” (2 min.) handler om filmens brunstige løvemand, Aslo, og i “Hot or Not: Turn On’s and Turn Off’s” (2 min.) hører vi om de forskellige karakterer og skuespilleres præferencer, når det kommer til det modsatte køn.

“Making the Video: Lazy Pirate Day” (9 min.) gennemgår tilblivelsen af dansesekvensen med alle piraterne, og featuretten er blot endnu en bekræftelse af, at alt for megen tid og talent er blevet spildt på dette overflødige makværk. Der er i alt 4 minutters delvist morsomme fraklip og en forfærdelig alternativ slutning. Til slut er der de to dokumentarer “Making a Spoof” (7 min.) og “In Character with Fred Willard” (9 min.). Skuespilleren Fred Willard deltager prominent i begge og er forbavsende skæg.

Næstefter den horrible “The Wicker Man” må “Epic Movie” betegnes som årets mest ulidelige bommert. De (forhåbentlig) yderst få, der nød filmen i biografen, kan dog glæde sig over, at dvd-udgivelsen byder på et overraskende godt transfer, et acceptabelt lydspor og en fin portion ekstramateriale.


Trailers

Kort om filmen

Fire temmelig store forældreløse børn vinder en billet til en rundvisning på en chokoladefabrik. Her render de ind i et fortryllet klædeskab, som transporterer dem til landet Gnarnia (med stumt G), hvor de bl.a. møder en fandenivoldsk sørøverkaptajn og flittige studenter af trolddomskunst – og går i ledtog med en klog, men liderlig løve for at tage kampen op mod den onde White Bitch of Gnarnia. Som sædvanlig er deres mange forviklinger rigt og rundhåndet krydret med platte vitser og grovkornede parodier.