Det er kærligt mentFor ikke så forfærdelig mange år siden var asiatisk film i en rivende udvikling. Det er den for så vidt stadigvæk, men inden for gysergenren dog ikke så meget som tidligere set. En af hovedårsagerne til stagnationen skal måske findes i, at en del af instruktørene bag sidenhen er søgt mod filmproduktionens mekka, Hollywood. Det gælder således ikke mindst de to instruktørbrødre Danny og Oxide Pang, der oprindeligt har haft hovedsæde i Hong Kong, men med “The Messengers” tilsyneladende for alvor prøver kræfter på amerikansk jord.

Det er da heller ikke for ingenting, at produceren Sam Raimi har taget de to talenter under sine vinger, i hvert fald hvis bedømmelsen udelukkende skal basere sig på dette velfungerende gys, der formentligt vil få nakkehårene til at stritte hos de fleste. Mest østlig autenticitet indfinder sig i prologen, hvor en forhistorie med asiatisk islæt kundgør, hvad der er i vente. Herefter læner “The Messenger” sig nu i vid udstrækning op ad de amerikanske og helt traditionelle forskrifter. Familien Solomon flytter fra storbyen Chicago til en gudsforladt gård på landet for at starte på en frisk, for at leve af at dyrke solsikker og ikke mindst for at styrke familiens bånd. Huset gemmer dog på en fortid, som kun de to børn, den stumme tre-årige Ben og den kværulerende teenager Jessica, er i stand til at se. Og hvordan advarer man så sine omgivelser om den fare, de er i, når ingen tror dig dine ord?

Det bliver dilemmaet i Jessicas mission i denne rejse igennem rædslernes kabinet. Helt original er filmen trods sine autentiske øjeblikke dog ingenlunde. Klicheerne er allestedsnærværende. Mere påfaldende er dog den meget tydelige inspiration fra genrens ubetingede mestre Alfred Hitchock og Stanley Kubrick, der hviler som en tung dyne over filmens i øvrigt betagende kulisser. Det er nok kærligt ment, når der ivrigt refereres til udødeliggjorte klassikere som “Fuglene” og “Ondskabens hotel”, men det bliver imidlertid for tykt og for nemt i det lange løb.

I overvejende grad beretter “The Messengers” om det paranormale, at børn evner at se og beskue, hvad voksne oftest forklejner eller slet ikke opfatter af overnaturlige fænomener. Samtidig giver filmen børn et fornødent rygstød til deres indgroede barnetro, som voksne så sjældent er tilhængere af. De fleste kan formentlig huske, hvor ubehageligt det var som barn, når ingen troede på dig. Det er i hvert fald den oplevelse, Jessica har, da hun med den stumme Ben på skulderen prøver at overbevise forældrene om de lurende farer. Men en forseelse fra hendes side tilbage i storbyen Chicago, der også er skyld i, at de er havnet på dette mennesketomme landsted i første omgang, gør, at tilliden til datteren fra deres side er relativt begrænset.

Den hjemsøgte gård er et sted med en fortid. Alle flygter fra noget, og alle flygter til noget. Ingen står stille i livet, og ingen rejse er nogensinde fuldendt. Det gælder for den fordækte enspænder John Burwell, der dukker op ud af ingenting og slutter sig til den plagede familie for at assistere med høsten. Det gælder for familien, der selv har vendt storbyen den nedadvendte tommelfinger. Undervejs bliver farerne dog mere og mere synlige for de fornægtende voksne, familielykken knager for alvor i fugerne og faderen og familiens egentlige overhoved må kæmpe en brav kamp for at holde sammen på den slagne familie og samtidig styre uden om alskens faremomenter.

Som gys er “The Messengers” grundlæggende godt konstrueret. Den vellykkede klipning bygger fornuftigt bro mellem børnenes subjektive sansninger og forældrenes ditto, som i sagens natur ikke altid er helt enslydende. Både lyd og billede arbejder sublimt sammen i et samlende hele, hvorved skrækeffekterne står i kø for at være med. Denne film er på ingen måde for små børn, sarte sjæle eller andre, der ikke anser sig selv for værende bæredygtige ud i gysets skræk og gru. Men seværdig er den i hvert fald.

For alle andre kan det påpeges, at årsagen til den lille families tilflytning til det øde område for at starte livet på en frisk med den konfliktsøgende teenagedatter, den opofrende far, den stramtantede mor og den lakonisk stumme lillebror nu nok er et svaghedstegn. Baggrunden er for simpelt tænkt og ikke grundigt nok forklaret. Det er imidlertid småting og står ikke i vejen for en teknik set kompetent gyser, der dyrker sit medium på underdanig vis. Undervejs mister “The Messengers” en smule af sin pust, formentligt fordi filmen indhentes af sin egen forudsigelighed.

VideoDe to Hong Kong-brødres glimrende tour de force ud i gysergenren fremstår i et anamorphic widescreen 1.77:1 format, der faktisk gør sig en tand bedre end filmen i sig selv. Den dunkle billedside fremstår skarpt om end med enkelte tilfælde af edge-enhancement. Digitale forstyrrelser eller udtværinger er der til gengæld ingen af, ligesom farverne tager sig godt ud, og kontrasten er stabil.

AudioOgså lyden gør en god figur. Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor rummer således solidt og gennemarbejdet håndværk. Den stemningsfulde musik flyder godt ud i alle kanaler, dialogen er tydelig og forstyrres i øvrigt ikke af førnævnte. Som det hører sig og bør til enhver solid gyser spiller endvidere effektlydene en væsentlig rolle, og her er der heller intet at påpege. “The Messengers” er fyldt med talrige velfungerende lydpanoreringer, effektlydene er distinkte, og også atmosfæren er detaljerig.

EkstramaterialeUdgivelsen besidder ud over trailere for “.45”, “Captivity” og “See No Evil” ikke anden form for ekstramateriale.