Paris je t’aime
Udgivet 14. maj 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
For inspirationen er nemlig mangeartet – den kommer fra gaden, baggårdene, livet, døden, ensomheden, tosomheden, alt. Blot med den eneste fællesnævner, at historierne formodentligt har skullet være eksistentielle og bruge den franske hovedstad som baggrundskulisse. Som koncept ligner “Paris je t’aime” en brochure fra det franske turistbureau, hvilket formentligt er et tilfælde. Men de begræder nok ikke sammenfaldet og det faktum, at alle 18 film er opkaldt efter velkendte steder i byen.
Trods de niveaumæssige forskelle mellem de små, intime fællesskaber har det i hvert fald lokket et par af de ypperste filmkreatører til romantikkens by, helt i filmkunstens øjemed. Særligt koryfæer som Tom Tykwer, Ethan og Joel Coen, Gus van Sant og Walter Salles må der nødvendigvis være store forventninger til, og de indfrier også til en vis grad, om end der må siges at være noget mere dramatisk kød på de to førstnævnte fremfor de efterfølgende.
Særligt imponerende er eksempelvis Sylvain Chomets magiske fortælling om kærlighed mellem en mandlig og en kvindelig mimer, ligesom Christopher Doyle, der sædvanligvis gør sig som filmfotograf, med sin ode til frisørfaget får vist, at han også har andre talenter. Det hører dog desværre til enkelthederne, at de mange instruktører for alvor hvæsser kløer. Og derfor er “Paris je t’aime” som helhed en let ujævn affære, der holder sig oppe på de enkeltstående, særegne genialiteter, den trods alt rummer.
Helt hvor filmens bagmænd har villet hen, fremgår aldrig helt klart. Der er en tydelig fællesnævner i Paris som fysisk ramme for de 18 film, ligesom de eksistentielle temaer også er en gennemgående størrelse. Alligevel fremtræder de mange film ganske forskellige fra hinanden. Om det skyldes de mange instruktørers kulturelt forskellige baggrunde, eller om det er den manglende røde tråd, kan der imidlertid kun gisnes om.
“Paris je t’aime” er om ikke helt fuldendt så i hvert fald godt begyndt. Der er lukrative eksempler på de bedste instruktørers kunnen, ligesom ukendte notabiliteter imponerer, mens andre skuffer. Det er generelt en ujævn affære, men det må også forventes, når man skal sammensætte hele 18 korte film til spillefilmslængde. Alligevel er niveauet trods sine ujævnheder stadig ganske højt, og filmen rummer immervæk enkelte genialiteter hen ad vejen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet