Et visuelt puslespilUnder et besøg i en spansk storby udsættes den amerikanske præsident for et attentat. Så simpelt kan handlingen i “Vantage Point” beskrives. Takket være en opfindsom klipning mellem forskellige personers synsvinkel på begivenheden bliver man dog som tilskuer hevet med på en intens jagt på sandheden bag attentatet. Det er en afsløring, der forløber på en ganske hæsblæsende, om end i sidste ende mangelfuld, facon.

“Vantage Point” bevæger sig mellem det kølige overblik hos en tv-producent, spillet af Sigourney Weaver, til den paniske atmosfære hos sikkerhedsvagterne og turisterne på selve pladsen, heriblandt Dennis Quaid som sikkerhedsvagt med nervøse nerver. Konceptet med de mange indgangsvinkler til den samme begivenhed, er rygraden i filmens struktur, og selvom der konstant spoles tilbage til det samme udgangspunkt, bibeholdes interessen for det videre forløb, idet nye detaljer afsløres for hver gang, kameraet vælger at følge en ny person.

En sådan tilgang til fortællingen af “Vantage Points” historie gør, at kvaliteten af filmens klipning bliver essentiel for oplevelsen. Den er heldigvis også effektiv, særligt i begyndelsen, hvor stilen synes at variere fra synsvinkel til synsvinkel. Dette varer dog ikke ved, og i filmens afsluttende del forbigås ideen om individets synsvinkel på sagerne helt til fordel for en mere traditionel allestedsnærværende fortællervinkel, et valg der kan siges at underminere pointen med de mange historier. Samtidig med dette fordufter forventningen om, at der ligger nogen form for dybereliggende ide bag de forskellige synsvinkler også. Men hvor der muligvis mangler substans i filmens plot, opvejes dette af et yderst effektivt adrenalinsus, frembragt af de stadigt mere voldsomme begivenheder.

Multiplotstrukturen bliver spændt til sit yderste, som de forskellige personers historier klemmes sammen i “Vantage Points” 88 minutter lange spilletid. Det høje tempo og de mange gentagelser af visse nøglesekvenser gør, at adskillige af karaktererne bliver tabt i farten og blot ender med at fremstå som brikker i det visuelle puslespil frem for som afrundede karakterer. Det forekommer f.eks. som grænsende til spild ikke at benytte så dygtige og karakterskabende skuespillere som Sigourney Weaver og William Hurt mere, end det her er tilfældet. De få undtagelser der formår at gøre indtryk midt i den hektiske handling, er Dennis Quaid, som får det meste ud af en klichépræget baggrundshistorie, samt Forest Whitaker, der som en fredsommelig kæmpe af en turist er en af de få personer, man som publikum både får nok information om og tid sammen med til at kunne forholde sig til.

Der synes ellers at være nok baggrundsstof at tage af i de forskellige personers forhold til hinanden, men dette forbigås for at bevare det hurtige tempo i filmens plot. Havde der dog været løftet mere end en flig af historierne bag karakterernes relationer, ville der have været betydeligt mere investeret for publikum i personernes skæbne. I stedet er det nærmest kun deres forpustelse, man deler med dem, som man nærmer sig filmens tredje akt.