En filminstruktør kommer hjemSiden filminstruktøren Thomas Vinterberg for knap ti år siden for alvor skød dogmefesten i gang med den måske bedste danske film til dato, “Festen”, har Lars von Triers unge discipel haft umådeligt svært ved for alvor at understrege sit værd og stå imod forventningernes pres. Heller ikke med den middelmådige, men dog periodevist underholdende “En mand kommer hjem” synes den del at ville lykkes.

Om det har været intentionen er nu heller ikke til at sige, men uomgængeligt er det i hvert fald, at også nærværende film har en større festivitas som samlende grundpille. Anledningen er en typisk dansk provinsbys 750 års fødselsdag, som tillige fejres med pomp og pragt og den berømte og livstrætte operasanger Karl Kristians hjemvenden til sin fødeby. Men nok så meget skal filmen formodentligt også ses som en allegori over en nok så berømt dansk filminstruktør, som på tilsvarende vilkår vender tilbage til sine rødder i dansk film. Nærmere præsentation er næppe nødvendig, og blot må det påpeges, at samspillet med den kæderygende medskribent Mogens Rukov slår stort brød op.

Men er brødet i virkeligheden for stort? Når først Vinterberg lukker op, vælter familiehemmeligheder, skandaler og vulgariteter ud af skabet, selv om det nok havde gavnet de fleste, at de ikke kom ud i det åbne. I fokus er den unge og stammende kok Sebastian, som siden sin tidlige barndom har regnet sin far for værende død som følge af livslede, der i sidste ende førte til selvmord. Sandheden skal imidlertid vise sig at være en anden, og mens byen står på den anden ende for at fejre besøget fra sit berømte bysbarn, kæmper han derudover med det fastgroede parforhold til den dominerende Claudia, mens han i den ligeledes tilbagevendte ungdomskæreste Maria muligvis vejrer en slags morgenluft.

Det er dog først og fremmest hemmeligheden om, hvad der i virkeligheden siden hændte Sebastians far, som er af afgørende betydning for filmens videre og brogede udvikling. Modigt er det i øvrigt, at Thomas Vinterberg har turde – modsat langt de fleste andre – at inddrage nye og uprøvede kræfter, også i bærende og ganske krævende roller. Det er vist også ved at være på tide, at dansk film for alvor får smagt på andet, end hvad etablerede og misbrugte Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas har at tilbyde. Selv om rutinen naturligvis kommer til kort over for den storspillende navnebror Thomas Bo Larsen er det alligevel befriende, og at han tilmed slipper nogenlunde hæderligt fra den øvelse, er i sig selv en gevinst.

Thomas Vinterbergs inspiration er tydelig i “En mand kommer hjem”, hvor referencerne til Emir Kusturicas poetiske realisme og forunderlige universer er nærværende og opløftende. Det giver et underholdende islæt, men til tider også et forunderligt kaos, hvor organiseringen synes en smule løssluppen. Vinterbergs seneste stiløvelse er først og fremmest et dansk lystspil ud i et post-Morten Korchsk ærinde, hvor den landlige idyl for så vist stadig er intakt. Det er lykken derimod ingenlunde, og for samfulde karakterer hersker en dagsorden, hvor kuldsejlede forhold og den uopnåelige kærlighed er reglen frem for undtagelsen. Det er så op til unge Sebastian at bryde med det system af kærlighedskvaler og indestængte følelser.

Trods sin tonstunge dramatik er “En mand kommer hjem” fortalt igennem en humoristisk optik, hvor de muntre indslag i overvejende grad opvejer de mere sørgmodige af slagsen. De skæve indfald undervejs, den svenske koks bizarre madvaner, Morten Grundwalds ængstelige arrangør og den ulykkelige operasangers store armbevægelser er attraktionerne i en film, hvor nuancerne mangler, manuskriptets formularer fornemmes undervejs, og hvor selve handlingen også er forholdsvis banal. Herligt er det dog alligevel at opleve, at filmkunsten blomstrer. For det gør den ikke desto mindre også her, hvor Vinterberg med sit alternative univers holder liv i drømmen om den perfekte film.

“En mand kommer hjem” lægger aldrig skjul på sit forehavende og skilter åbenlyst med instruktørens missioner. Desværre er tilgangen rodet, om end Anthony Dod Mantles imponerende glansbilledeæstetik er en visuel tour de force. I bund og grund er filmen vel blot for særlig til at være mainstream og for mainstream til at være noget særligt. Dermed lander Thomas Vinterbergs seneste guldæg, der kunne have endt som en succeshistorie, imellem to stole med for meget at gabe over. Det er til trods for, at talentet, evnerne og iderigdommen indimellem træder i forgrunden og understreger, at her har vi at gøre med en af dansk films absolut største.

VideoBilledsiden præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 2.35:1-format, som trods enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener tager sig blændende ud. Anthony Dod Mantle er med sin frapperende kamerastil en styrke for filmen, der tillige udviser varme farver og en solid kontrast. Derudover er der ikke eksempler på hverken støv, udtværinger eller digitale forstyrrelser, og grundlæggende er der altså tale om et førsteklasses transfer.

AudioGodt er også filmens eneste og dansksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor. Således er dialogen skarp og overdøves aldrig af den liflige og stemningsfulde strygermusik, som trænger sig på undervejs. Lyden flyder desuden ud i alle kanaler, og atmosfæren – detaljerig som den er – giver en oplevelse af nærvær. Beklageligt er det dog, at “En mand kommer hjem” tydeligtvis hører til de film, hvor talen først er blevet lagt på efterfølgende.

EkstramaterialeUd over trailere for de danske “Hvid nat”, “Ekko”, “Cecilie” og “Fighter” rummer udgivelsen ikke ekstramateriale.

Vinterberg lightEn mand kommer hjem og gamle minder dukker atter op til overfladen. Samtidigt står en ung mand overfor valget mellem at fortsætte sit nuværende forhold eller at vende tilbage til sin tidligere kæreste, der nu atter er på banen.

Hvis ovenstående lyder som noget, du har set før, så er det måske ikke så underligt, for sådan føles det også, når man ser begivenhederne udfolde sig på lærredet. En ting man ikke kan klandre filmen for er overdreven opfindsomhed. Alting er lige ud af landevejen og ganske ufarligt.

Handlingen udspiller sig i en lille køn provinsby, hvis fremtoning synes at bestå af det ene postkortbillede efter det andet. Her færdes den unge Sebastian, der til forveksling ligner en herremodel fra “Esprit”. Han er kæreste med den lige så kønne Claudia, og alt er i det hele taget perfekt i den unge mands liv bortset fra hans stammen, som muligvis skyldes faderens selvmord for mange år tilbage.

Hans ekskæreste, Maria, dukker imidlertid op, og snart hungrer Sebastian efter hende som en ti-årig efter en isvaffel. Samtidig vender den berømte operasanger Karl Kristian Schmidt hjem til byen, og det viser sig, at Sebastians mor alligevel ikke helt har fortalt sandheden om faderens skæbne. Vælger Sebastian kærligheden frem for trygheden? Kommer han overens med sin far? Svarene er næsten så oplagte, at det knap nok ville være umagen værd at skrive dem.

“En mand kommer hjem” er eftersigende Thomas Vinterbergs forsøg på selv at vende tilbage til sit udgangspunkt: En dansk film på hans eget sprog. Ligesom kollegaen Ole Bornedal har han givet sig i lag med en ren genrefilm. Den beskrives af filmselskabet som et “muntert drama”, men er mere munter end drama, og kunne ligeså vel blot kaldes en komedie. Fra dens første billeder hvor Sebastians far tager sig at dage under tilråbet “luderland”, er tonen sat, og særligt alvorligt bliver det aldrig.

Konfrontationen mellem den livstrætte operasanger og den unge uskyldige knægt er filmens hjerte, og det bliver et af dens problemer, at det aldrig rigtig virker overbevisende. At den kyniske sanger fatter nogen form for interessere for den storflæbende knægt virker usandsynligt, og værre bliver det, da han kan kurere Sebastians stammen på to minutter, et trick alverdens talepsykologer nok gerne ville kunne gøre efter. Ligeledes er den unge Sebastians romantiske trængsler rent by-the-numbers, og det er svært at blive særligt involveret.