Fantastic Four

InstruktionTim Story

MedvirkendeIoan Gruffudd, Jessica Alba, Chris Evans, Michael Chiklis, Julian McMahon, Kerry Washington, Hamish Linklater, Laurie Holden, David Parker, Kevin McNulty, Maria Menounos, Stan Lee, Pascale Hutton

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action

IMDbVis på IMDb

I biografen04/08/2005


Anmeldelse

Fantastic Four

3 6
Så blev det endelig tid til at filmatisere Marvels elskede flagskib, “De Fantastiske Fire”, en af selskabets mest populære og allerførste store succeser. Så måtte det jo bare vise sig, om det gamle mantra at gemme det bedste til sidst havde været gældende i dette tilfælde. Men filmens bagmænd havde åbenbart et helt andet mantra i tankerne, da de indspillede “Fantastic Four”: Show me the money!
Filmens største problem er, at den aldrig rigtig kommer i gang. Pudsigt nok smider filmen en masse (ofte ganske morsomme) hentydninger til heltenes videre skæbne ind tidligt i forløbet. Men så snart de fire helte og den ene skurk har været udsat for den gigantiske rumsky (som selvfølgelig indeholdt en eller anden mystisk form for radioaktiv stråling), der transformerer dem, bliver vi mødt med en af de mest gabende kedelige 2. akter i årevis. De fires transformation bliver diskuteret til uendelighed, og det endelige opgør virker mere som noget, der burde have figureret halvvejs igennem filmen.

Der er ellers mange positive ting i filmen, der ultimativt burde have sikret den en bedre skæbne. Skuespillerbesætningen er glimrende. Ioan Gruffudd og Michael Chilkis er to navne, der har gjort det godt i nyere tid. Desværre for Gruffudd må han, ligesom i “King Arthur”, nøjes med at være et sjældent lyspunkt på en dunkel nattehimmel. Gruffudd synes også at være bevidst om, at han medvirker i noget bras, og derfor lider hans præstation af en form for ukoncentreret ustabilitet, der gør hans karakter utroværdig som både superhelt og leder af gruppen. Chilkis (fremragende i “The Shield”) og Chris Evans (som spiller The Human Torch) er filmens absolutte højdepunkter. Begge virker som stjålet fra tegneserien. Chilkis er lavmælt, irritabel og bitter. Evans drilsk, karismatisk og meget selvhøjtidelig. Begge sørger for, at man i det mindste får sig et par grin med på vejen.

Hvis der er noget, anmeldere elsker, må det være at benytte sig af filmens titel i et kækt ordsprog, der hurtigt og smart opsummerer hele filmen. Desværre har instruktør Tim Story og co. frarøvet os muligheden for højlydt at udråbe fantastiske 4 stjerner til de fantastiske 4! Men den skuffelse er intet i forhold til skuffelsen som selve filmen indkasserer, der er røget ned i samme båd som Marvels “Blade Trinity” og “Elektra”. Forskellen er så blot, at “Fantastic Four” blev et finansielt hit med hele 330 mio. indtjente dollars på verdensplan. Men, hey… det samme gjorde “National Treasure”.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format.
Hvordan ser “Fantastic Four” så ud på dvd? Fantastisk (ja, den måtte jo komme før eller siden). Kontrasten er lige så solid som The Thing, farverne lige så varme som The Human Torch, fejlene lige så fraværende som Invisible Girl, og billedsiden lige så, øh.. “bred” som Mr. Fantastic. Her er egentlig ikke rigtig noget man kan sætte en finger på.
AudioVi får både serveret et engelsk Dolby Digital 5.1 og et DTS-lydspor, og de lyder begge fantastiske (okay, okay… tjekker bare om den allerede var blevet gammel). Der er også et ungarsk DD5.1 spor, men det kunne du vel ikke være mere ligeglad med at høre om, vel? Begge spor besidder en solid bund og masser af effektiv brug af samtlige kanaler. Hvis der endelig er noget, man kan klage lidt over, er det manglen på panoreringer. Der er en del af dem, men der er et par øjeblikke, hvor man virkelig kunne have ønsket sig nogle finurlige overgange mellem kanalerne. Derudover lyder dialogen også en lille smule tynd, men det er ret let at overhøre.
Ekstramateriale”Fantastic Four” udkommer i en 2-disc “Deluxe Edition” (hvad? Ingen “Fantastic Edition”?). Disc 1 starter med trailere til “Guess Who”, “In Her Shoes”, “Into the Blue” og “Ice Age 2”. Der er også musikvideoer til numrene “Come On, Come In” (med Velvet Revolver) og det ganske horrible “Everything Burns” (med Ben Moody og Anastacia), samt en lille reklame for soundtracket. “Inside Look” er et kortfattet interview med Marvel-guruen Avi Arad, der snakker om den kommende “X-Men 3”. Der er ingen reelle klip fra optagelserne, men til gengæld et par appetitlige storyboards og animationer.

Jessica Alba følger med os i “Fantastic Four Video Diary” (24 min.), hvor vi får et ganske morsomt indblik i filmens pr-kampagne. Dokumentaren er delvist produceret af Alba selv, så den er naturligvis ganske harmløs, men altså også ganske underholdende. Vi ser flere af skuespillerne deltage i arrangementer, der er med til at promovere serien, såsom MTV prisuddelingerne og diverse radio- og talkshows.

Kommentarsporet er med Ioan Gruffudd, Jessica Alba og Michael Chilkis, også kendt som “De Fantastiske Tre”. Det er ligesom filmen ganske morsomt og meget overfladisk, men i det mindste (og i modsætning til filmen) falder underholdningsniveauet meget sjældent. Men eftersom vi kun har med skuespillere at gøre, er der naturligvis ikke megen snak om de mere “filmiske” aspekter af filmens tilblivelse.

Så er der disc 2. Her finder vi naturligvis alle de obligatoriske teasere, trailere og tv-reklamer. Under discens marketing funktion finder vi også de tre dokumentarer “Making of Fantastic Four” (5 min.), “Making a Scene” (8 min.) og “Casting Session” (8 min.). De er alle tre korte, lette og urokkeligt positive i manipulerende grad. Men de indeholder dog også op til flere delvist interessante udtalelser fra folk, der havde med filmen at gøre.

De fire slettede scener bliver alle først introduceret med lidt tekstlig information, og de har en samlet varighed på omtrent 4 minutter. De er intet særligt, men den sidste indeholder en ret spøjs reference til “X-Men”. Derudover skal det lige siges, at de ikke alle er slettede scener. To af scenerne byder på næsten identisk dialog men på to forskellige kulisser, og i visse dele af verden var den ene scene inkluderet i selve filmen, og i andre dele var den anden inkluderet.

‘Production’ delen af dvd’en er udgivelsens højdepunkt. Her finder man 9 klip fra filmen, som man kan se, både sådan som de så ud i pre-produktionsstadiet, og efter filmen var færdiggjort. “The Baxter Building: Declassified” (7 min.) går tæt på designet og skabelsen af filmens hovedkulisse, Baxter bygningen, hvor de fire helte holder til. Den skal nok vække interesse hos både fans og folk med interesse i production design.

Men så finder vi så boksens guldklump: “Heroes Are Born: Making of Fantastic Four”, en 98-minutter lang dokumentar, der går bag om filmen. Næsten alt, hvad man kunne tænke sig at vide om skabelsen af filmen, bliver vist og diskuteret. Der er naturligvis en del klip fra selve filmen, men der er også talløse interviews, masser af behind-the-scenes optagelser, storyboards og animatics. Morsom, interessant og velproduceret – det er sådan her, ‘making of’ dokumentarer skal skrues sammen. Den er heldigvis også kapitel-opdelt.

På trods af de talrige mangler i “Fantastic Four”, ser jeg alligevel frem til en potentiel toer. Langt størstedelen af filmen her bliver brugt på eksposition og introduktion, så måske vil de i toeren for alvor gøre entré i tegneseriens fine univers og virkelig udnytte dets potentiale. På trods af en god portion humor og et par fine skuespillere i hovedrollerne, er “Fantastic Four” en kold, flad og ujævn oplevelse på næsten alle leder og kanter. På dvd bliver filmen præsenteret på fineste vis, og ekstramaterialet er fantastisk. Undskyld, jeg skal nok tie stille nu.

Fantastic Four

1 6
Problemet med superkræfter er at de trods alt kun er seje hvis heltene rent faktisk har noget at bruge dem til. At have fået fantastiske evner der er ubrugelige er da næsten det mest deprimerende jeg kan forestille mig, men i “Fantastic Four” er det dog omtrent den historie der bliver fortalt. Filmen fortæller superheltenes oprindelseshistorie ligesom i “Batman Begins”. I den film vælger Batman at bekæmpe kriminaliteten og ondskaben. Hans beslutsomhed står dog i grel modsætning til de fantastiske fires, der aldrig synes at beslutte sig for noget særligt.
I filmen tager heltene (og skurken) på en rumekspedition for at undersøge en mystisk storm. De bliver alle bestrålet af stormen, vender tilbage til jorden og inden længe begynder de at udvikle sære kræfter. Reed Richards, en genial videnskabsmand, får evnen til at strække sig afsindigt langt. Richards er desuden lederen af gruppen – det siger han direkte i filmen, hvilket er ret heldigt, for ellers ville man aldrig ane det. Hans ekskæreste Sue Storm, verdens mest nedringede videnskabskvinde, får evnen til at blive usynlig og forme kraftfelter.

Med i gruppen er desuden Sues bror Johnny, som bliver i stand til at styre flammer. Han er gruppens rebelske indslag – det kan man mærke fordi der bliver spillet høj rock hver gang han dukker op på lærredet. Den sidste af de fantastiske fire er Ben Grimm der i sandhed bliver grim, da strålerne forvandler ham til en levende stenstatue. I det mindste følger der superstyrke og usårlighed med i pakken. Desuden får de fire følgeskab af Victor von Doom, en slags storstilet Kurt Thorsen der finanser rumrejsen, men som langsomt bliver forvandlet til en metalmand der kan skyde lyn.

Filmen bruger megen tid på at vise hvorledes de får deres superkræfter. Problemet er at det er temmelig uinteressant. Det får hurtigt form som en trivia der konstant belærer os om superkræfter, hvor energien burde være lagt på at gøre figurerne selv interessante. I stedet er de blevet karikerede og livløse, samt forsynet med reaktioner der ofte virker helt malplacerede. Som f.eks. Sue Storm der opdager at hun er ved at blive usynlig. Man burde vel forvente at hun ville blive rædselsslagen. Hvad nu hvis hun var ved at forsvinde permanent? Eller ved at dø? – men nej, det eneste hun brokker sig over er at hun ikke kan blive helt usynlig uden at smide tøjet. Stakkels kvinde.

Filmen lider ydermere af at være meget dårligt sat sammen. Flere steder er der urimelige hop i handlingen. I en scene skal holdet forbi en politispærring. Sue klæder sig derfor af og bliver usynlig, angiveligt for at snige sig forbi. Et klip senere er alle holdets medlemmer nu uforklarligt transporteret forbi afspærringen.

Selvom tegneserien “Fantastic Four” mangler den dybde som “X-Men” har, eller den naive uskyldighed som “Spider-Man” tegneserien besidder, så er der dog alligevel så mange gode elementer i tegneserien som burde være blevet udnyttet langt bedre. F.eks. er Victor von Doom formodentlig en af de bedste tegneserieskurke. Han indeholder rendyrket ondskab men også en snert af tragedie. Han er desuden særdeles velovervejet og kløgtig i sin handlemåde. I filmen er han derimod en ret ynkelig og dum hævner, hvis motiver er temmelig uklare. Han er ingen udfordrende modstander og det bliver derfor heller ingen bedrift at besejre ham.

Filmen har et overbud af rædsomme one-liners, og et meget skidt forceret romantisk side-plot. Skuespillerne giver stort set alle kedelig uinspirerede præstationer. Vi får ofte følelsen af at de står og læser op af manuskriptet. Jessica Alba som Sue Storm er ret stiv i det, og Chris Evans gentager som Johnny Storm stort set blot de samme replikker om og om igen: ”sejt”, ”for vildt”, ”jeg skrider” og den slags. Som den eneste formår Michael Chiklis som Ben Grimm i det mindste at tilføje en smule hjerte til sin rolle, der uheldigvis er så dårligt skrevet at det slår til som en skrædder i helvede. Værst er dog Ioan Gruffudds Reed Richards rolle. Ikke alene har han overhovedet ikke formatet eller udstrålingen til at bære en sådan hovedrollen. Rollen som holdets leder er også så dårligt udformet at han uundgåelig fremstår som en meget svag og utilstrækkelig leder.

Filmen mangler i katastrofal grad en eller anden form for interessant konflikt, hvilket får slutningen til at føles som et kolossalt anti-klimaks. Den er udsultet for enhver form for magi eller begejstring over sit eget emne. Når figurerne i så høj grad mangler engagement for deres egne liv, og er så uimponerede over deres egne evner, hvorfor i alverden skulle publikum så få det på deres vegne?

“Fantasic Four” er en usædvanlig skidt film. Det eneste den har at byde på er sine effekter der er ganske gode, men som det er svært at bliver duperet blot det mindste af, når man hele tiden bliver distraheret af den tåbelige historie og de lamme replikker.


Trailer

Kort om filmen

Marvel’s elskede superhelteteam, Fantastic Four, tager springet fra tegneserihæfterne til film. Reed Richards/Mr. Fantastic, som kan forlænge sin krop, Susan Storm/Invicible Woman, som ikke bare kan blive usynlig, men også kan gøre andre objekter usynlige, Johnny Storm/Torch, som kan skyde med ild fra sine fingerspidser og Ben Grimm/Thing, et gustent misfoster af et monster med superkræfter. Sammen er de fire en stærk superheltehær, som kæmper sammen for at tilintetgøre den onde Doctor Doom.