FilmenEn kur mod mutanter. Den hidtil største konfrontation af den telepatiske Charles Xaviers brave X-Men mod den revolutionære Magnetos anarkistiske broderskab af autonome mutanter. En tilbagevendt Jean Grey, nu som Dark Phoenix – den mest magtfulde mutant af alle.

Det lyder som ingredienser der, blandet i korrekte forhold, kunne give Bryan Singer og hans første to fremragende film i mutant-serien kamp til stregen. Ved allerede fra første akt at skille sig af med flere af de velkendte figurer fra de tidligere film, tager “X-Men: The Last Stand” sandelig også nogle modige skridt undervejs og viser – det alvorlige underliggende tema taget i betragtning – potentiale til at gentage succesen med at blande action, drama og vedkommende politiske emner til en velmixet mutant-cocktail.

Den faldne Jean Grey, der ofrede sig for de øvrige X-Men i “X-Men 2” og som har ligget mageligt på bunden af Alkali Lake lige siden, bliver vækket til live af den efterhånden ganske falmede Cyklops. Men som forgængeren hintede, kommer hun til live som Dark Phoenix, et væsen, der gemmer på kræfter mægtigere end Xavier og Magnetos. Det er kræfter som Jean hele tiden har båret rundt på, men som Xavier har forsøgt at undertrykke af frygt for, at hun skulle miste kontrollen. Denne begrænsning af hendes evner er Magneto meget uenig i, og nu hvor den identitetsforvirrede føniks er sluppet løs, ser han i hende et glimrende våben mod regeringens passive accept i spillet om at fjerne samtlige mutanters evner ved hjælp af en nyudviklet mutant-kur, der meget passende er blevet gjort offentligt tilgængelig.

På trods af de gode intentioner ender filmen desværre med at blive en ren middelmådig action-affære med langt mindre fokus på det ellers udfordrende tema, ‘er det i orden at være anderledes?’, end man kunne have håbet. Filmen lægger også op til at blive den største konfrontation af X-Men mod Broderskabet, men dette fylder overraskende lidt, og udførelsen er ofte klodset. En masse mutanter skal vise deres evner efter tur, og det resulterer i et miskmask af action, der blegner sammenlignet med de velkoreograferede og gennemarbejdede actionsekvenser fra de to foregående film.

En af de nyintroducerede mutanter der bliver brugt en del tid på, er en af tegneseriens klassiske og højt elskede, Beast. Med sin stilling som præsidentens rådgiver og leder for regeringens mutant-afdeling har han en del at skulle have sagt, kunne man håbe på. Men da regeringen udspilles og denne del af plottet smuldrer, vælger Beast klogeligt at udskifte jakkesættet med sin gode gamle X-Men uniform.

Brugen af Golden Gate Bridge giver ikke nogen som helst mening i filmens endelige udformning, andet end en undskyldning for at spille med special effects-musklerne. På kommentarsporet fortæller Brett Ratner om det oprindelige manus, der indeholdt en forklaring på Magnetos brug af dette enorme bygningsværk. Desværre blev manuskriptet ændret, og i ekstramaterialet om broen bliver det understreget, at denne blot blev bibeholdt i filmen fordi det var en cool effekt. Det må siges at gå stik imod instruktørens håb om at skabe film der ikke er afhængige af special effects: ”Computer-effekter må aldrig være den primære fokus – de skal blot være til stede for at underbygge de eksisterende billeder. Det er min vision at man i samtlige scener skal kunne fjerne eventuelle special effects og stadig nyde scenen til fulde.”
– Den lader vi stå et øjeblik.

VideoEt ganske roligt og rent transfer i anamorphic widescreen 2.35:1 format bliver serveret med denne dvd. Transferet bærer dog præg af meget kraftig edge enhancement i samtlige scener.

AudioVi har her valgmuligheden mellem et engelsk og et ungarsk Dolby Digital 5.1 spor, og et engelsk DTS-ES discrete lydspor i halv bitrate. Det sidstnævnte er at foretrække, da det byder på de mest imponerende panoreringer i samtlige højtalere. Enkelte effekter bliver ikke fremhævet nær så præcist som man kunne ønske, men en fremragende lydside trods alt.

EkstramaterialePå første skive har man mulighed for at vælge mellem Broderskabet og X-Men logoet, hvilket giver adgang til to forskellige menu designs, to forskellige samlinger slettede scener, og to forskellige kommentarspor.

Kommentarsporet med instruktør Brett Ratner og manusforfatterne Zak Penn og Simon Kinberg er letbenet og til tider ganske underholdende. De tre giver nogle interessante anekdoter og fortæller lidt om filmens mange referencer til tegneserierne og de tidligere X-film, men sporet bærer desværre præg af en masse unødvendige skulderklap; samtlige skuespillere bliver rost på alle områder, og man savner ofte bare en smule kritik af eget materiale.

Filmens andet kommentaspor er indtalt af producerne Avi Arad, Lauren Shuler Donner og Ralph Winter. Der er en del pauser i kommentarsporet, der primært holdes i live af Donner og Winter, der deler ud af information om alt fra karaktererne til filmens mere tekniske aspekter. De tre producere nævner desuden muligheden for endnu en film i serien.

Ekstraskiven indledes med en række dokumentarer – først Brett Ratners videodagbog, der blander ‘bag om kameraet’, korte interviews, og korte klip fra filmen, men primært giver et indblik i instruktørens arbejde. Ratner fremstår mest af alt som et legebarn og en ballademager.

De to øvrige dokumentarer, “X-Men: Evolution of a Trilogy” (20 minutter) og “X3: The Excitement Continues” (42 min.) er mere traditionelle, polerede dokumentarprogrammer, der primært via interview med crew og skuespillere fungerer som mere omfattende making of programmer.

To featurettes er også tilgængelige på skiven. “X-Men Up Close” er en tekstbaseret database med baggrundsviden og billeder af tegneseriefigurerne og deres filmiske modstykker. “Anatomy of a Scene: Golden Gate Bridge” er et lille making-of program der koncentrerer sig om filmens største special-effects scene, hvis primære formål er at holde Juggernauts sko tørre.

“Previs Animatics” er en stor samling scener, der viser brugen af computergenererede storyboards. Flere af scenerne er tydeligt anderledes end deres endelige udformning i filmen.
“Vignettes” og “Blogs” er samlinger af kortere programmer, der byder på mere i form af interview og special effects-lir. Disse kunne snildt have været inkluderet i de førnævnte dokumentarprogrammer. “Galleries” byder på både concept art og promo-billeder, samt billeder fra filmen. Tre forskellige trailere til filmen runder ekstramaterialet af.

Det er en imponerende mængde ekstramateriale, men på disk 2 er det kun de to længerevarende making-of dokumentarer der er kød på. Resten af materialet er dårligt struktureret og kun sjældent vedkommende.

Singer, Singer, hvorfor har du forladt X-Men?Så er den her – den definitivt sidste del i X-Men sagaen, og det er med blandede følelser, at der tages afsked med den forrygende filmserie om de farverige mutanter, som instruktør Bryan Singer sparkede i gang. Brett Ratner, der stod bag “Red Dragon” og “Rush Hour” filmene, har fået den utaknemmelige opgave at løfte arven efter Singers to første film, der om noget hævede standarden for tegneseriefilmatiseringer. I hænderne på Ratner og et nyt manuskript-makkerpar er “X-Men: The Last Stand” desværre blevet en ujævn action-blockbuster, der forsøger at holde alt for mange bolde i luften på én gang. Resultatet er en afslutning, der nok giver nogenlunde smæk for skillingen, men på bekostning af solide karakterer og intenst drama, som kun anes glimtvist.

Mutantkur som social allegoriDenne gang tvinges Charles Xaviers X-Men til den ultimative konfrontation med Magneto og hans Broderskab, da lanceringen af en medicinsk kur mod mutanternes kræfter sætter sindene i kog. Magneto ser kuren som en trussel fra regeringens side og frygter, at den vil blive påtvunget alle mutanter. Selv blandt Charles’ disciple er der delte meninger, og udsigten til at slippe af med mutantkræfterne virke tillokkende på nogle. Men midt i al tumulten vender Jean Grey tilbage, skønt alle troede, hun var død, og med sig bringer hun afsindige, ukontrollable kræfter. Magneto forsøger at bringe hende over på sin side, for med hende vil hans Broderskab kunne vinde den ultimative krig mod menneskeheden, og end ikke Wolverine og co. vil kunne standse dem.

Idéen med kuren er et glimrende udgangspunkt for den tredje film i trilogien, og denne handlingstråd fungerer rigtig godt som overordnet ramme. Den sætter nemlig gang i nogle interessante dilemmaer, der berører alle mutanterne. For hvis man virkelig har muligheden for at blive som ‘almindelige’ mennesker og derved undgå forfølgelse eller forskelsbehandling, bør man så ikke tage imod denne kur? Der trækkes sigende referencer til lignende problematikker i vores verden, som f.eks. abortspørgsmålet eller genetisk manipulation af fostre, og det er netop også i X-Mens funktion af allegori, at forlægget har sin underliggende styrke. Denne del håndteres ganske fornemt af Ratner, men filmen er dog langt fra fri for faldgruber.

For mange kokke…Det har hele tiden været interessant at se, hvilke personer fra tegneserien som ville blive introduceret i den næste film, og på denne front har “X-Men: The Last Stand” ikke sparet på krudtet. Intet mindre end seks nye mutanter introduceres, samt en lille håndfuld på sidelinien. Og når der samtidig balanceres med et hav af forskellige plottråde, fra problemetikken omkring kuren, over Jean Grey-sagaen til trekantsdramaet mellem Rogue, Iceman og Shadowcat, så ender man uvægerligt med at tabe en masse på gulvet. I stedet for at prioritere og koncentrere sig om et mindre cast og knap så mange subplots, er manuskriptforfatterne gået efter kvantitet snarere end kvalitet.

Dette medfører desværre, at der bliver alt for lidt tid til de enkelte karakterer (filmen varer kun 1 time og 44 min.). Mange af dem når ikke at få substans, men skitseres kun eller får højst lov til at give en smagsprøve på deres respektive mutantevner. Adskillige personer undereksponeres gevaldigt, bl.a. Psylocke, Callisto og Colossus, og man spørger sig selv, hvorfor Angel overhovedet er med i filmen, for han bruges slet ikke til noget, hvilket er en skam. Samtidig ærgrer man sig lidt over, at Wolverine, skønt han er en spændende karakter, atter skal have alt rampelyset, til fordel for de andre mutanter. Kelsey Grammer er god som den blå hårbold Beast, og Halle Berry har tydeligvis fået opfyldt sit krav om mere screentime, selvom vi aldrig for alvor kommer tæt på hendes karakter, Storm.