Årets Robert-nomineringer 2011 er blevet afsløret, og Thomas Vinterbergs “Submarino” har taget føringen med hele 15 nomineringer, mens det danske Oscar-bidrag, Susanne Biers “Hævnen”, må nøjes med 7. Det skriver Danmarks Film Akademi i en pressemeddelelse.
Årets bedste danske film skal findes blandt “Alting bliver godt igen”, “Broderskab”, “R”, “Sandheden om mænd” og “Submarino”, mens slaget om bedste børne- og ungdomsfilm skal stå mellem Kaspar Munks “Hold om mig”, Charlotte Sachs Bostrups “Karla og Jonas”, Vibeke Muasyas “Kidnappet”, Oliver Ussings “Min bedste fjende” og Jørgen Lerdams “Olsen Banden på de bonede gulve”.
Se også: Filmz TV: Interview med Thomas Vinterberg.
Susanne Bier (“Hævnen”) er eneste kvinde nomineret til prisen Bedste instruktør – hun skal bejle til prisen sammen med Nicolas Donato (“Broderskab”), Tobias Lindholm (“R”), Nikolaj Arcel (“Sandheden om mænd”) og Thomas Vinterberg (“Submarino”).
I kategorien Bedste mandlige hovedroller er det et erfarent felt, der skal konkurrere. Jens Albinus (“Alting bliver godt igen”), Mikael Persbrandt (“Hævnen”), Jakob Cedergren (“Submarino”) og Mads Mikkelsen (“Valhalla Rising”) har alle tidligere været nomineret i denne kategori – mens Pilou Asbæk får sin første Robert-nominering for “R”.
Debutanten Julie Borchhorst Andersen er nomineret til Bedste kvindelige hovedrolle for “Hold om mig” og modtager sammen med Anette Heick (“Olsen Banden på de bonede gulve”), Mille Hoffmeyer Lehfeldt (“Smukke mennesker”) og Ellen Hillingsø (“Eksperimentet”) sin første Robert-nominering i denne kategori, mens Trine Dyrholm (“Hævnen”) sætter rekord ved at være nomineret for 6. år i træk.
Robert-festen afholdes søndag 6. februar kl. 18:00 i Cirkusbygningen.
Se også: Filmz TV: “Hold om mig” – interview med instruktøren.
#11 filmz-Sichlau 14 år siden
#12 keitel 14 år siden