For tolv år siden så markedets allerførste dvd dagens lys. Meget er sket siden dengang, hvor man ofte skulle vende skiven halvvejs igennem filmen (nøjagtig ligesom med de gamle Laserdisk-plader), og hvor de nu afdøde VHS-kassetter var markedets mest populære hjemmevideoformat. I dag er der tusindvis af dvd’er på markedet – lige fra elendige discount-udgivelser til ualmindeligt dyre bokse trykt i et begrænset oplag, som er flotte nok til at give fans åndenød. Dvd’en har simpelthen revolutioneret hjemmevideobranchen.
Det er naturligvis vigtigt at bemærke, at en god dvd ikke blot indeholder en hæderlig film, men også formår at præsentere filmen i strålende billedkvalitet og gengiver lydsiden mere eller mindre upåklageligt. Og så bør både kvantiteten og kvaliteten af ekstramaterialet naturligvis være høj. Nu, hvor julen nærmer sig, er det jo oplagt at tage et kig på nogle af de udgivelser, der fortjener en plads under juletræet, hvis de ikke allerede befinder sig på dvd-reolen. Nogle titler er udgået og kan kun købes brugt, andre når med nød og næppe ikke ind i varmen, og nogle bliver måske glemt i farten, men vi kaster os på Filmz alligevel ud i forsøget på af finde de 25 bedste dvd-udgivelser, der siden dvd’ens fødsel har ramt det danske marked – og vi byder naturligvis en efterfølgende debat i forummet velkommen.
25. Moulin Rouge! – Special Edition
Baz Luhrmanns tredje film er en æstetisk triumf, hvis billeder, lyde og musik forkæler sanserne, alt imens dens søde kærlighedshistorie fremtvinger gåsehud og tårer. Denne 2-disk-udgivelse er angiveligt udgået, men det gør den bestemt ikke mindre værd at eje. Efter nutidens standarder er hverken kvaliteten eller kvantiteten af ekstramaterialet enorm, men AV-præsentationen sidder lige i skabet.
24. Løvernes konge
Disneys fantastiske 2D-animationsfilm (en nyfortolkning af Shakespeares “Hamlet”) er en af de største kronjuveler i selskabets filmskat. På dvd ser filmen mere eller mindre perfekt ud, og lydsporet, som er skabt specielt til brug i hjemmebiografen, forvandler din stue til en vaskeægte savanne. Og fans kan formentlig få timevis til at gå med ekstramaterialet – deriblandt et solidt kommentarspor, slettede scener og interaktive spil.
23. De utrolige
Pixars “De utrolige” er stadigvæk det prisbelønnede animationsfilmselskabs bedste film – et perfekt mix af familievenlig action, romantik og drama. Dvd’en er absolut ikke at kimse af. Et udadleligt transfer, et eksemplarisk lydspor og et væld af medfølgende dokumentarer gør denne skive til et must for ethvert barn og enhver barnlig sjæl i kongeriget.
22. Monty Python og de skøre riddere
Monty Python-gruppen har lavet et væld af brillante film – for ikke at tale om en forrygende comedy-serie, som ændrede både tv-landskabet og komediegenren for evigt. Men dette er og bliver den britiske sekstants bedste film. Den halvgamle farces billedside er blevet fint restaureret, og filmen lyder heller ikke værst. Endnu bedre er ekstramaterialet – her er bl.a. undertekster for folk, der ikke kan lide filmen. Ikke overbevist? NI NI NI!
21. The Simpsons – Sæson 5
Matt Groenings tilsyneladende udødelige tegnefilmsserie er for længst løbet tør for gode ideer, men i sin storhedstid var den uforlignelig, og seriens 5. årgang er dens bedste. Hvem kan glemme afsnit som “Cape Feare”, hvor Bart jages af sin nemesis Sideshow Bob, eller “Homer and Apu”, hvor Homer og Apu drager til Indien? Seriens bagmænd har indtalt muntre kommentarspor til samtlige afsnit, som i øvrigt ser ganske hæderlige ud og også lyder udmærket.
20. The Shield – Sæson 5
“The Wire” og “The Shield” har givet politiseriegenren en kraftig saltvandsindsprøjtning. Dvd-udgivelserne af “The Wire” er ikke værd at råbe hurra for, men udgivelserne af “The Shield” indeholder kommentarspor, dokumentarer og slettede scener i hobetal. Der findes ikke en boks med alle seriens syv sæsoner, men den femte sæson er den bedste. Tankevækkende tv-underholdning i særklasse, og slutningen vil efterlade dig som et hulkende vrag.
19. Matador
Denne skønne, flotte boks indeholder samtlige afsnit af Danmarks fortsat mest berømte og levedygtige tv-serie. Den har solgt utallige eksemplarer herhjemme – og med god grund. Ud over at huse samtlige 24 episoder (fordelt ud over 12 dvd’er) er her en masse velproducerede og ikke mindst nostalgiske dokumentarer og interviews.
18. Dogme #1-4 Kollektion (Festen, Idioterne, Mifunes sidste sang, The King is Alive)
Electric Parcs smukke boks indeholder fem skiver og er stadigvæk den mest gennemførte danskproducerede dvd-udgivelse til dato. Billed- og lydkvaliteten er måske ikke vildt imponerende, men filmene er både stærkt underholdende og dybt fascinerende, og kvaliteten og kvantiteten af ekstramaterialet (der er næsten et helt døgn af det) overgår alle forventninger. Enhver person med blot en snert af interesse for Dogme eller dansk film generelt bør eje denne boks.
17. Indiana Jones-trilogien
Selv mere end et kvart århundrede efter premieren besidder Steven Spielbergs “Jagten på den forsvundne skat” eventyrgenrens kongekrone. Seriens to første fortsættelser er ikke nær så helstøbte som den uovertrufne originalfilm, men de er fortsat blandt genrens mest underholdende bestanddele. Ærgerligt, at den fjerde film ikke levede op til forventningerne… Filmene ser fantastisk ud, og en række splinternye dokumentarer leverer interessante anekdoter på stribe.
16. Beatles Anthology
BBC’s epokegørende miniserie om musikhistoriens største band er en sand åbenbaring. De dybdeborende interviews med de fire Liverpool-gutter er ubeskriveligt fascinerende, og musikken lyder strålende i DTS 5.1. På dvd er afsnittene længere, end de var på tv, og man får endnu flere optagelser af musikerne i aktion. Et must for alle, der kan nynne med på evergreens som “Let it Be” og “I Want to Hold Your Hand” – hvilket altså vil sige os alle sammen, naturligvis.
15. Once Upon a Time in the West
Også kendt som “Vestens hårde halse” på dansk – Sergio Leones mesterværk er den største diamant på et glitrende CV. Ennio Morricones musik får nakkehårene til at vibrere, starten er filmhistoriens bedste intro, og Henry Fonda er uhyggelig og uhyggeligt god som en af westerngenrens slemmeste slyngler. Dvd’ens AV-præsentationen og ekstramateriale imponerer for alvor – her er bl.a. interviews med prominente fans som instruktørerne John Carpenter og John Milius.
14. The X-Files: Den komplette samling
Denne boks indeholder i alt 64 dvd’er. Den er stor. Den er tung. Den er upraktisk. Til gengæld huser den også samtlige 202 afsnit af en af tv-historiens absolut bedste serier. Et væld af informative dokumentarer, kommentarspor, slettede scener mm. medfølger. Hvis du ikke magter at investere i hele føljetonen, så gør i det mindste dig selv den tjeneste at købe sæson fem. Og et. Og to. Og tre. Og fire…
13. Gladiator – 3-disk
Ridley Scotts storværk affødte en kavalkade af efterlignere, men ingen af dem matchede inspirationskilden. Russell Crowe leverer en præstation så intens i hovedrollen, at man øjeblikkeligt forstår, hvorfor hans soldater gladelig vil ofre livet for ham. Udgivelsen indeholder et af markedets bedste lydspor, en forlænget udgave af filmen samt timevis af fantastisk ekstramateriale produceret af Charles de Lauzirika, som også skruede “Alien Quadrilogy”-udgivelsen sammen.
12. Die Hard Quadrilogy
Hvad er der tilbage at sige om “Die Hard”, der ikke allerede er blevet sagt? Dette skelsættende mesterværk har inspireret og underholdt talløse filmmagere og biografgængere, lige siden den udkom for snart to årtier siden, og de tre fortsættelser er næsten lige så underholdende. Filmene ser godt ud, de lyder endnu bedre, og så er her nok ekstramateriale til at holde en fan beskæftiget meget længe.
11. Se7en
2-disk-udgaven af “Se7en”-dvd’en indeholder ikke færre end tre kommentarspor og et væld af fascinerende videomateriale, og så er David Finchers moderne mesterværk jo også en af de absolut bedste thrillere til dato – smuk, skræmmende, bevægende og uafrystelig. Apropos Fincher ville vi gerne have klemt dvd-udgivelsen af “Fight Club” ind på listen også, men den danske dvd-udgivelse er bare ikke lige så stærk som den internationale.
10. Star Wars-trilogien
Denne efterhånden fem år gamle boks kunne have scoret en førsteplads på listen, hvis den var blevet fyldt til randen med ordentligt ekstramateriale – her er desværre ikke meget andet end en række nogenlunde kommentarspor og én lang (om end fremragende) dokumentar: “Empire of Dreams”. Mere ekstramateriale og samtlige udgaver af filmene havde været velkomne, men det her er tre film, som alle bør eje.
9. The Matrix Collection
Nej, “Matrix”-fortsættelserne levede på ingen måde op til trilogiens skelsættende, første kapitel, men de har bestemt deres øjeblikke, og det er praktisk talt umuligt at finde dvd’er på markedet, der sætter hjemmebiografen på en større prøve. Ud over de tre spillefilm indeholder æsken også de underholdende “Animatrix”-kortfilm og utallige timers ekstramateriale – og det er ikke blot kvantiteten af ekstramaterialet som imponerer, kvaliteten er også generelt høj.
8. Quentin Tarantino Box
Flere af udgivelserne i denne flotte, danske boks havde fortjent en plads på listen, men hvorfor dog ikke bare samle dem i én, når nu Nordisk Film har været så venlige at smække dem alle i samme æske? Som om det ikke er nok, at boksen indeholder hele fem af nyere tids mest underholdende film (“Reservoir Dogs”, “Pulp Fiction”, “Jackie Brown” og de to “Kill Bill”-film), er her også timevis af ekstramateriale.
7. Hot Fuzz
Aldrig før har en actionkomedie fungeret så godt som både fornøjelig farce og spændingsmættet thriller. Både skivens transfer og lydspor er nærmest umuligt at sætte en finger på, og der medfølger en masse muntert ekstramateriale, som er næsten lige så fornøjeligt som filmen. En af årtiets hidtil bedste komedier – og tilmed også et af årtiets hidtil bedste dvd-udgivelser.
6. Battlestar Galactica – The Complete Series
Nyfortolkningen af tv-serien “Battlestar Galactica” fra 1978 er den diametrale modsætning til sin forgænger – aktuel, seriøs og spækket med computereffekter, musik, historier og karakterudvikling af allerhøjeste karat. De danske dvd-udgivelser husede ikke nær så meget ekstramateriale som de udenlandske, men det, som er her, er rigtig godt, og kun få serier ser lige så godt ud på dvd, og ingen lyder bedre.
5. Twin Peaks Definitive Gold Box Edition
David Lynchs mageløse tv-serie forkælede millioner af seere med sine intelligente fortællinger, smukke billeder og spændende karakterer. Og “Twin Peaks” gjorde det samtidig klart, at velproduceret drama ikke udelukkende var forbeholdt biograflærrederne. Denne udsøgte boks indeholder masser af godter og samtlige afsnit af føljetonen, som aldrig før har set så godt ud.
4. Godfather-trilogien remastered
“Godfather”-trilogien udkom for første gang på dvd i 2001, men det er denne dvd-udgivelse fra år 2008, som du bør opstøve. Restaureringen af de klassiske mafiafilm blev tilset af instruktør Francis Ford Coppola selv, og kvaliteten af både de tre transfers og lydsporene er simpelthen lamslående. Samtidigt er her alt det ekstramateriale om filmene, som en fan kunne ønske sig. Dette er et tilbud, du umuligt kan afslå!
3. Blade Runner – Limited Edition
I år 2007 fik tilhængere af Ridley Scotts monumentale science fiction-klassiker omsider den dvd-udgivelse af “Blade Runner”, som de havde drømt om i årevis. 5-disk-udgivelsen indeholder ikke blot hele fem(!) udgaver af filmen, men også adskillige timers dokumentarer, kommentarspor og tre kvarters fascinerende slettede scener. Et must i enhver henseende.
2. Ringenes herre – Extended Collection
Det er ikke alle film, der bliver bedre at blive forlænget, men de ekstra scener, som Peter Jackson har føjet til sine tre sublime “Ringenes herre”-film, har kun gjort dem endnu bedre. Trilogien er en milepæl inden for filmhistorien, og dvd-udgivelserne er ligeledes en milepæl inden for hjemmevideobranchen. Filmene ser sublimt ud, de lyder fantastisk, og mængden af ekstramateriale er simpelthen uoverskuelig. Det kan kun gå for langsomt med at få filmene ud på Blu-ray.
1. Alien Quadrilogy
I 2003 satte “Alien Quadrilogy” helt nye standarder for, hvordan man behandler gamle klassikere på dvd, og det er en dvd-udgivelse, som seks år senere endnu ikke er blevet overgået. Havde boksen blot indeholdt seriens to første, fantastiske kapitler, havde den været et must, men de fejlplagede fortsættelser udgør bare prikken over i’et – og dokumentarerne om deres tilblivelse er afsindigt underholdende, også selvom filmene ikke er det. “Alien” og “Aliens” er blandt de bedste film til dato, og det er mere eller mindre umuligt at finde kommentarspor, dokumentarer, slettede scener eller andet ekstramateriale på markedet, der er mere velproduceret, informativt eller spændende end det i denne boks indeholdende hele 9 diske.
Klik på “Deltag i debatten” nedenfor for at kommentere artiklen. Klik her for at læse artiklen “25 Blu-ray-udgivelser, du bør eje”.
#1 Skeloboy 15 år siden
Jaja, det kan du sagtens sige...men hvor køber man den?...:)
#2 Christian Voldborg 15 år siden
Film som "Hot Fuzz" og "Moulin Rouge!" burde have vraget i forhold til fx "Titanic" eller "The Dark Knight".
#3 Oksen 15 år siden
#4 filmz-Bruce 15 år siden
#5 Skeloboy 15 år siden
#6 mr gaijin 15 år siden
#7 frankdrebin 15 år siden
#8 Skeloboy 15 år siden
Ved ikke om den er udgivet i Danmark. Men den indeholder slettede scener, bag ved, flere dokumentarer, notes about nothing, kommentarspor og andre ting. OG så er den pakket rigtig lækkert ind.
#7 - yeah, men det kan man nemlig ikke længere:)
#9 Antlion 15 år siden
Nu har jeg langt fra nærstuderet de enkelte udgivelser, selvom jeg ejer de fleste af dem, men det vil da være rart med noget info om andre udgivelser? R1 udgivelsen af "Once Upon a Time in the West" har f. eks. det originale engelske lydspor, hvor R2 desuden heller ikke er ligeså skarp.
Eller er det for små ting at gå op i?
#10 tiany 15 år siden
Ja det bliver skønt en dag at kunne opleve Middle Earth i HD.
Generelt dejlig liste, har en del af dem, men mangler også et par stykker. Fortryder nok lidt at jeg ikke har Gladiator - den bør jeg nok finde et sted.