Det er på mange måder et nedslående syn, der møder én, når man studerer listen over film, der har vundet Oscar for bedste film, for den synes at være fyldt med temmelig forglemmelige titler. Der er selvsagt undtagelser, men for hver “Lawrence of Arabia” eller “Casablanca” er der adskillige middelmådige titler a la “Chicago”, “Shakespeare in Love”, “Crash” og “Den engelske patient”.

Selvom statuetten ikke sikrer klassikerstatus – og for den sags skyld heller ikke sikrer, at filmen ikke lynhurtigt havner i filmhistoriens store bunke af glemte titler – så er den øjeblikkelige prestige ved at vinde statuetten dog ikke til at tage fejl af. Tendensen er dog generelt, at selvom det sædvanligvis er ganske gode film, der belønnes – og enkelte fremragende indimellem – så er det typisk de mere konservative og forsigtige af slagsen, der løber med hovedprisen, mens de film, der rent faktisk vover pelsen ved at forsøge sig med noget nyt, normalt allerhøjest kan håbe på en pris for bedste manuskript.

Der er dog selvsagt ingen skam i at levere solide film med godt håndværk og skuespil, men mens samtlige medier svømmer over i spekulation om odds og vinderchancer, så lad os atter vende blikket tilbage mod filmene selv. Hvilke film bør rent faktisk løbe med priserne?

Bedste fotografering:

“Life of Pi” er sandsynligvis favoritten i denne kategori, og selvom filmen da også er flot filmet, så må jeg tilstå, at flyvende neon-hvaler i slowmotion er cirka så langt nede på min ønskeliste over ting, jeg gerne vil se i biografen, som de overhovedet kan være. For mig er “Life of Pi” en alt for ren, pæn og klinisk oplevelse, og jeg foretrækker afgjort, at statuetten går til Roger Deakins blændende billeder til “Skyfall”, der flyder over med al det liv, som alverdens computerdyr ikke kan gøre efter.

Bedste adapterede manuskript:

Denne kategori er i år relativt svær at forudsige, selvom “Life of Pi”, “Lincoln” og “Operation Argo” er de mest sandsynlige favoritter. For mig var “Operation Argo” dog uden tvivl langt den stærkeste oplevelse med et klassisk, fremragende sammensat og særdeles spændingsladet manuskript, og derfor håber jeg også, at det bliver den, der snupper præmien.

Bedste originale manuskript:

Et ekstremt stærkt felt af fremragende manuskripter, og det er svært at brokke sig, hvis enten “Amour”, “Django Unchained” eller “Moonrise Kingdom” løber med prisen. Alligevel er min favorit dog uundgåeligt “Zero Dark Thirty”. Manuskriptet har fået nogle uretfærdige bank i medierne pga. afbildningen af tortur, men det forekommer mig netop, at filmen ganske nøgent og usentimentalt beretter om et afgørende kapitel i vores samtidshistorie uden at forfalde til hverken påtaget patos eller benægtelser af de barske realiteter, uanset hvor uskønne disse måtte være. Når det kommer til spændingsfilm, har Kathryn Bigelow ganske enkelt nogle større nosser end hendes mandlige kollegaer.

Bedste ikke-engelsksprogede film:

Som dansker er det svært ikke at heppe lidt på “En kongelig affære”, men det skal dog alligevel gå meget galt, hvis ikke Michael Hanekes fremragende “Amour” løber med Oscaren – ikke mindst eftersom Hanekes mesterlige “Det hvide bånd” tidligere blev slået af den langt mindre værdige “Øjnenes hemmelighed”. Akademiet er dog en svær størrelse at gøre sig klog på, men til trods for det danske bidrag og den tvivlsomme smag blandt medlemmerne krydser jeg fingre for, at Haneke denne gang fortjent kan løfte statuetten.

Bedste kvindelige birolle:

Anne Hathaway er storfavorit til at snuppe statuetten i denne kategori medmindre akademiet da ikke bliver ramt af en bølge af nostalgi og giver den til Sally Field. Selvom Amy Adams næppe har mange chancer, håber jeg dog ikke desto mindre netop på, at det bliver hendes rolle i “The Master”, der bliver belønnet. Det er en præstation, der er let at overse ved siden af Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix’ formidable skuespil, men ikke desto mindre formår hun at skabe en figur, der er et mindst lige så fascinerende bekendtskab som de to kollegaers respektive roller.

Bedste mandlige birolle:

Et gæt ville være, at opgøret bliver mellem Tommy Lee Jones for “Lincoln”, Robert De Niro for “Silver Linings Playbook” og Christoph Waltz for “Django Unchained”. Personligt vil jeg gerne se Waltz få den – bl.a. fordi det er en af de få gange, en tysker spiller andet end skurk i en Hollywood-film – men også fordi han i mine øjne er den egentlige hovedperson i “Django Unchained”. Der er ham, som vi er vedvarende nysgerrige efter at vide mere om gennem filmen, og man bliver uundgåeligt betaget af hans enorme karisma, der så ubesværet stjæler scene efter scene. Det er svært at hitte på mere end en håndfuld skuespillere, som det er en større fornøjelse at betragte end netop Waltz – når han da ellers medvirker i tilstrækkeligt gode film.

Bedste kvindelige hovedrolle:

Favoritten i denne kategori er sandsynligvis Jennifer Lawrence, men ikke desto mindre er det svært at være andet end dybt imponeret over Emmanuelle Rivas fremragende og komplet hjerteskærende præstation i “Amour”, som vist efterlod mere end et par af os med fugtige øjne i biografmørket, og derfor ser jeg også helst, at statutten går til hende. At det så oven i købet ville være en passende afslutning på en karriere, der er har budt på mange betydningsfulde præstationer, synes blot at gøre valget endnu mere rigtigt.

Bedste mandlige hovedrolle:

Man skal aldrig sige aldrig, men uddelingens mest sikre bud er sandsynligvis, at Daniel Day-Lewis får statuetten for “Lincoln”. Det eneste lille modargument er måske, at det er ekstremt sjældent, at den samme skuespiller får Oscaren tre gange, men på den anden side er han unægtelig en af de mest værdige til netop den hæder. Til trods for Daniel Day-Lewis’ betydelige evner, ser jeg dog langt hellere prisen gå til Joaquin Phoenix for hans forbløffende og trods alt betydeligt mere vovede rolle i “The Master”. Kun sjældent har man set en så overvældende fysisk transformation som den, han præsterer i filmen, og det ville fryde mit hjerte, hvis den blev belønnet.

Bedste instruktør:

Det mest bemærkelsesværdige ved denne kategori i år er, at Ben Affleck ikke er nomineret til trods for at have vundet Golden Globe-prisen for bedste instruktør. Det gør den også lidt svær at forudsige, og det mest sandsynlige virker til at være, at slaget bliver mellem de to Oscar-sværvægtere Steven Spielberg og Ang Lee. Ikke desto mindre ville jeg gerne se outsideren Benh Zeitlin vinde denne kategori med “Hushpuppy”, som repræsenterer en bemærkelsesværdig præstation – ikke mindst i betragtning af dens relativt lave budget. “Hushpuppy” har ganske enkelt den form for ukuelig livsglæde og spontanitet, som man så godt som aldrig ser de mere garvede instruktører skabe.

Bedste film:

Som det efterhånden er blevet skrevet alle steder, er “Operation Argo” den helt store favorit til at tage hovedpræmien, og den eneste lille detalje, der måske kunne tale imod den, er netop den manglede instruktørnominering til Ben Affleck. Intet er dog afgjort, inden statuetten er overrakt, og som bekendt var Oscaren også så godt som givet til “Brokeback Mountain”, inden den ellers temmelig uimponerende “Crash” overraskende kom ind fra højre og snuppede prisen.

Personligt savner jeg gevaldigt “The Master” på denne liste – hvis den havde været med, ville den uden tvivl have været min favorit. Men hvis “Operation Argo” løber med prisen, er det bestemt heller ikke ufortjent, for den er en yderst velsammensat film af den klassiske skole og uden tvivl Afflecks hidtil bedste af slagsen. Det er da heller ikke svært at forestille sig, at Hollywood vil være begejstret for en film, hvori filmbranchen indtager en så positiv rolle. For mit vedkommende er der imidlertid igen vej uden om, at den bedste film i feltet er Michael Hanekes “Amour”. Ikke alene er det en fremragende fortalt historie, der tydeligt bevidner om en genial filmskaber på sit højdepunkt, det er også en film, der tvinger tilskueren til at se på livet og ikke mindst døden, som den er, uden filter og uden at blinke. Det er uden tvivl en film, som mange vil anse for at være en alt for deprimerende oplevelse, og bl.a. derfor har den næppe en kinamands chancer for at vinde. For mig er den dog i sidste ende opløftende på den samme måde, som man altid bliver opløftet af at være i stue med stor kunst. “Amour” er et værk fyldt med ærlighed og sandhed, og netop de dyder ser jeg hjertens gerne belønnet.

Hvilke af årets nominerede film og personer vil du gerne se vinde? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor og diskuter i forummet!