Med kun små tre måneder til at første del af Peter Jacksons længe ventede filmatisering af J.R.R. Tolkiens kanoniske fantasy-børnebog “Hobbitten” rammer biograferne verden over, har Filmz taget et kig på fem fremragende bøger, der sidenhen også blev til fem fremragende film. Selvom langt størstedelen af film, der produceres i Hollywood og verden over, er baseret på bagvedliggende inspiration og materiale, så er det et fåtal af legendariske bøger, der også bliver til enestående og selvstændige film. Læs med her og hør vores bud på fem værdige klassikere:

Mørkets hjerte – Dommedag nu (1979)

Francis Ford Coppola havde for længst indtaget filmverdenen med sin suveræne og banebrydende “Godfather”-serie, da han i 1979 begav sig dybt ind i den filippinske jungle for at filmatisere Joseph Conrads modernistiske kolonitids-hovedværk “Mørkets Hjerte”. At filmens hovedrolle, Martin Sheen, var ved at omkomme under optagelserne på grund af et hjerteanfald, at Marlon Brando mødte en måned for sent op og tredive kilo for tyk uden at kunne sine replikker, og at filmsettet samtidig blev udslettet af tropiske orkaner har kun været med til at mytologisere og understrege kultstatussen af “Dommedag Nu” i filmhistorien.

Med Vietnam-filmenes kendetegnende intensitet og afgrundsdyb afmagt går Sheen – i skikkelse af soldaten Willard – på hallucinatorisk søgen efter Oberst Kurtz i den krigsramte tropenat under en regn af napalm, hvor halvfjerdsernes sitrende musik, rastløshed og Coppolas visuelle sprog giver Conrads klaustrofobisk snørklede roman en helt ny dimension og nutidig relevans.

Sammen med “The Deer Hunter” og “Platoon” blev “Dommedag nu” en af de vigtigste film i den urolige amerikanske efterkrigstidperiode.

Drømmer androider om elektriske får – Blade Runner (1982)

Phillip K. Dick var et groft overset talent i det meste af sin ekstremt produktive sci-fi-forfatterkarriere, men efter sin alt for tidlige død i 1982 fik hans værker pludselig voldsom opmærksomhed specielt i filmbranchen – og en af de primære årsager var Ridley Scotts hypnotisk dragende “Blade Runner” fra samme år.

I en ikke alt for fjern fremtid jagter Harrison Ford replikanter – menneskelignende androider – gennem en dystopisk, regnfuld og ødelagt storby tilsat stilsikker film noir, ultra-neon og firserelektronisk keyboardharmonier. Filmatiseringen tog sig klare friheder i forhold til forlægget, men Scotts maleriske filmæstetik og de mange manuskriptforfatteres skiftende minimalistiske og teatralske dialog var i stand til at omdanne Dicks excentriske mareridtsscenarie til et skræmmende realistisk, ikonisk og iøjnefaldende univers – og selvom “Blade Runner” floppede ved premieren, da filmen var blevet frygtelig mishandlet i klipperummet af et desperat produktionsstudie, har Scotts Director’s Cut-version sidenhen fået en inkarneret og dedikeret fanskare.

Dicks værker blev sidenhen filmatiseret et utal af gange, senest i den nye version af “Total Recall” og med Steven Spielbergs “Minority Report” fra 2001 som et andet højdepunkt.

The Hours (2002)

Fra den Pulitzer-prisvindende bog af Michael Cunningham til den Oscar-nominerede film af Stephen Daldry er “The Hours” et hjerteskærende indblik i tre kvinders problematiske sjæleliv på tværs af det tyvende århundrede. Cunninghams roman var ikke bare et befriende og indlevende selvstændigt værk, da den udkom i 1998, men også overvejende baseret på Virginia Woolfs modernistiske klassiker fra 1925, “Mrs. Dalloway”.

Daldry iscenesætter respektfuldt de mange karakterer sideløbende og balancerer ensemblefilmen på kanten af det totale sammenbrud, hvor det gør allermest ondt, men det er samtidig denne hudløst ærlige og personlige vinkel, perfekt gengivet fra romanen, der giver filmen dens klare, dramatiske nerve og uafrystelige aftryk. Med en intens Nicole Kidman på højdepunktet af sin karriere som depressionsramte Virginia Woolf sammenfletter Daldry elegant og udsøgt sine pointer på tværs af generationer, sociale klasser, mennesker og liv.

Instruktør Daldrys seneste film “The Reader” og “Ekstremt højt & utrolig tæt på” er også baseret på litterære succeser.

Rosens navn (1986)

Jean Jacques-Annauds filmatisering af Umberto Ecos bestseller-fænomen har desværre været overordentlig overset siden sin lancering i 1983. Da Ecos roman udkom i starten af firserne, var den så banebrydende, at den bandt direkte bro mellem et højlitterært formsprog og en klassisk Sherlock Holmes-inspireret krimigåde i et middelaldermunkeslot dybt inde i hjertet af et pestramt Europa. Ambitionsniveauet og de fem hundrede siders metalitteratur var derfor nok for overvældende at fortolke, da Annaud efterfølgende blev nødt til at skære store dele af romanens beskrivende indhold væk samt ændre slutningen for at tilpasse sig til en to timers spilletid og et markant anderledes medie.

Lad dog ikke det forholdsvis billige budget og manglende materiale afholde dig fra at nyde filmen, “Rosens navn” er på egen vis en anderledes, formidabel, tænksom og poetisk spændingsfilm med et spraglet, skørt galleri af karikerede munke – og det er samtidig en af Sean Connerys absolut bedste roller, hvor han spiller den famøse munk William of Baskerville.

Ringenes herre: Eventyret om ringen (2001)

Med et hidtil uset ambitionsniveau bragede newzealandske Peter Jackson ind på filmscenen med sin højpolerede og kærlige filmatisering af Tolkiens elskede klassikere, der i mange år var anskuet som umulige at få op på det store lærred. Sammen med Ridley Scotts “Gladiator” var han således direkte med til at bringe den episke sværdsvingerfilm tilbage ind på Hollywoods hitlister omkring det nye årtusind og blev samtidig øjeblikkeligt en del af verdensinstruktøreliten.

Meget er skrevet om nogle af de mest succesfulde blockbusterfilm i moderne tider, men den første del, “Ringenes herre: Eventyret om ringen” fra 2001, er stadigvæk en perfekt detaljeret gengivelse af Tolkiens varierede fokus på den lille, nærværende fortælling, de små charmerende begivenheder og de medrivende, stort anlagte fantasifulde krigsslag.

“Hobbitten” er et værk i tråd med den første bog i “Ringenes herre”-trilogien, og med et primært fokus på selve Bilbo Baggins skrøneagtige oplevelser kan det kun love godt for Jacksons imødesete og kommende december-premiere.