En kannibal med stivede skjorteflipper

Nick Cave har ét af de der grimsmukke fjæs, jeg bare aldrig bliver træt af at betragte. Ravnsort hår og dybe furer i det aflange, blege ansigt. Surmulende læber, hvorfra eftertænksomme ord strømmer og livskloge øjne med ild i. Selv om du ikke er bekendt med australske Nick Caves musikalske bagkatalog, kan du alene med dine øjne se, at her er en interessant mand. Og det er sådan cirka også, hvad instruktørerne Iain Forsyth og Jane Pollard leverer et portræt af i deres voldsomt iscenesatte og voldsomt smukke dokumentar “Nick Cave: 20.000 dage på jorden”. En interessant mand, tekstforfatter, musiker og, ikke mindst, performer.

Der indledes med en dristig lyd- og billedkakofoni med klip fra Nick Caves foreløbig 20.000 dage her på jorden. En blitzkrieg på sanserne og en smart måde at lynintroducere Cave og hans karismatiske sceneoptrædener på. Da tælleren, der her i introen har talt febrilsk frem fra 0 dage, endelig rammer 20.000, vågner Cave op i sin seng i britiske Brighton og slukker sit gamle vækkeur. Konen Susie sover videre i dobbeltsengen, mens Cave i voice over erklærer, at han er en kannibal: I’m a cannibal – looking for someone to cook in a pot. Som sangskriver kannibaliserer han alle detaljer, intimiteter og petitesser i deres forhold. Det er dét, man gør som rockpoet. Og rockpoet er Nick Cave. Så Susie må koges i den store gryde.

Citatet fungerer som en rambuk ind i den ellers så mystiske og mytiske Nick Caves kreative proces som sangskriver og afslører mere om ‘rockmusikeren og konen’, end nogen realityserie på MTV nogensinde kunne gøre sig håb om. Cave som kærlighedskannibal med knogle igennem næsebrusken og hvæssede tænder.

“Nick Cave: 20.000 dage på jorden” er en smeltedigel af iscenesættelse, opstillede psykologsamtaler, ‘fluen på væggen’-optagelser fra øveren, flotte koncertoptrædener med bandet The Bad Seeds og stemningsfulde skud af den regnvåde, sydengelske kystby Brighton, hvor Nick Cave og familien residerer. Det er ikke altid lige elegant eksekveret af Iain Forsyth og Jane Pollard, når alle disse afkroge af Caves univers skal spille sammen. Mest iøjefaldende og næsten søvndyssende er den fuldkomne mangel på fremdrift i fortællingen. Ud over at vi følger Nick Cave på sin 20.000’ende dag på jorden fra morgen til midnat – med et par skemalagte ærinder undervejs (sekretæren minder ham over det analoge samtaleanlæg om, at han skal huske at svinge forbi sin psykoanalytiker og senere arkivet) – flyder filmen lidt ud i sangskrivningssessions, bandjam’ere, vilde rockanekdoter og køreture fra A til B. Cave selv er bag rettet i Jaguaren, hvor blandt andre eks-Bad Seed’eren Blixa Bargeld, Kylie Minogue og Ray Winstone er anekdotedelende medpassagerer.

Med Forsyth og Pollards utraditionelle tilgang til rockdokumentarportrættet og med Nick Cave selv ombord på projektet som manuskriptforfatter ligner filmen ikke rigtig noget andet. Der er små øjeblikke af sublime indblik i den aparte musikers inderste. Klip fra en koncert i Operahuset i Sydney, hvor Cave knæler helt ude på scenekanten med publikum i hånden. En magnetisk scenekunstner i tæt kontakt med sine fans. Fans, der øjensynligt tilbeder den midaldrende mand med det sørgmodige ansigt. Og fans, der selvfølgelig vil elske og forstå denne dokumentar i højere grad end os stakkels uindviede, ikke-medlemmer af den Cave’ske kult.