George Miller, Jordan Peele og senest Taika Waititi er alle blevet tilbudt at stå for en genindspilning med ægte skuespillere.

Og igen og igen og igen er en ny “Akira” blevet udskudt, selv om det er blandt de største drømmeprojekter i Hollywood.

Mens man savlende nu kun kan drømme om, hvordan sådan en ny filmatisering af Katsuhiro Otomos anime-klassiker mon kommer til at se ud, så kan man nu nyde en 4K-opdateret repremiere i de danske biografer.

Otomo står også bag manga-tegneserien, der er en slags japansk “Watchmen” i kultniveau.

Og ligesom “Watchmen” så digter “Akira” fra 1988 videre på verdenshistorien. Her er vi i fremtidens 2019, der har overlevet en 3. verdenskrig, hvor Tokyo er blevet destrueret af nye atombomber.

Nu er vi i Neo-Tokyo, der har samme vibe som “Blade Runner”-udgaven af Los Angeles – også i 2019.

Her findes ikke en samlet historie, men en cyberpunket feberdrøm af de smukkeste manga-tegninger.

Der er graffiti på murene, vild, vred ungdom på motorcykel og et OL på vej, hvilket gør “Akira” sært aktuel i en verden, hvor corona-katastrofen har udsat netop OL i Tokyo.

Der er også terror-bomber, sekterisk Akira-religion, korrupte politikere, militær med smag for magt og orden samt løbsk videnskab.

Mest ikonisk og kendt i Vesten er nok Kanedas røde motorcykel, som senest spillede en rolle i Steven Spielbergs “Ready Player One“.

Kaneda er en vred ung. Vred på verden og systemet – ingen skal bestemme over ham.

Sådan er “Akira” en ungdoms-fabel. Det er de unge, der må stoppe de voksne fra at gentage fortidens katastrofale fejl – Greta Thunberg er et ekko af Kaneda.

For de voksne fortsætter med at fifle med vild energi med atomkraftige kræfter, hvilket går ud over Tetsuo, der får ødelæggende evner værre end en bombe.

Her forvandler “Akira” sig til en ‘Ond Superman’-fortælling, som siden er set i “Chronicle” og “Brightburn”. Tetsuo skal stoppes – igen og igen.

Jeg er ikke med på, hvad der foregår hele tiden, mens der råbes på hysterisk og overgjort japansk (som det skal være i ægte manga).

Men forvirringen gør det ikke mindre fedt at være en del af “Akira”-oplevelsen i stort format, hvor Shōji Yamashiros soundtrack konstant minder om, hvor cool 1980’erne var.

Derfor glæder jeg mig til, at Taika Waititi bliver færdig med “Thor: Love and Thunder” – så bliver der endelig tid til en ny “Akira”.