Woody Allen har Manhattan, Niels Malmros har Århus, og Christoffer Boe har tydeligvis København. Instruktører, som ikke bare betragter deres foretrukne locations som tilfældige kulissefundamenter, men som integrerede dele af filmens fortælling. Og sådan, som den danske hovedstad bliver portrætteret i Boes “Allegro”, er den vitterligt aldrig blevet set før. Københavns omdømme som én af Europas kedeligste hovedstader bliver gjort til skamme, da byen i Boes univers bliver skænket et uafrysteligt magisk præg, som burde give selv den mest indædte antistads-jyde lyst til prompte at hoppe på en IC3’er og traske købingen igennem.

Filmens eksotiske titel, Allegro, er, udover italiensk for ‘hurtigt’, også et musikalsk begreb, der indikerer et rappere temposkift. Titlen stemmer godt overens med netop filmens lidt hurtige fortællertempo (og musikalske islæt). I kun sølle 88 minutter svinger hr. Boe & Co. deres filmiske tryllestok. Men for at være helt ærlig, ville en ekstra portion spilletid hverken have gavnet filmen eller været nødvendig. Historien besidder flere ideer end traditionel plotmæssig fremdrift, hvilket eksempelvis to timer ikke ville kunne have holdt til. Men hvilke sprudlende ideer “Allegro” disker op med. Der er ikke kun stof til hjernen i Boes seneste film. Fortællingen om tab, sorg og undertrykkelse, som “Allegro” blandt andet handler om, leverer også et stærkt emotionelt punch.

Ulrich Thomsen (solid som altid) spiller den talentfulde pianist Zetterstrøm, som efter adskillige år i udlandet tager tilbage til København for at spille koncert. Samtidigt med at han i sin tid forlod København, opstod der af uransagelige årsager et besynderligt område i byen – et område kendt som “Zonen”. Det er øjensynligt umuligt at komme ind, men stedet er på en eller anden måde forbundet med Zetterstrøm. Og glemte minder, især et glemt forhold til en kvinde (spillet fint af Helena Christensen), begynder langsomt at komme op til overfladen igen. Det er fristende at afsløre mere, men denne lille genistreg bør have æren af at overraske enhver potentiel seer så meget som overhovedet muligt.

Man kunne let have forestillet sig, at et stadigvæk relativt nyudklækket talent som Boe ville falde for fristelsen til at forsøge at toppe sin sidste og ligeledes særprægede film, “Reconstruction”, med en enormt prætentiøs og sær film lavet blot for at være sær, for både at overgå og distancere sig fra sit forrige værk. Men de mange spøjse indfald i “Allegro” bliver ofte netop betragtet, som dét de er: spøjse – ude af trit med reglerne, der opererer i en realistisk verden.

At filmens særprægede hændelser ikke bliver taget for givet i dens univers, forhindrer denne ambitiøse, egenartede film fra nogensinde at virke prætentiøs. Det er en svær balancegang, som meget få film magter. Seneste eksempel er Dagur Káris fænomenale “Voksne mennesker”, der, ligesom “Allegro”, formår at kombinere en overrumplende filmisk præsentation med ægte, inspirerende fortællerlyst. Begge films sans for humor hjælper også godt til. Det er sjældent (især i Danmark) at se ideer og præsentation ligge så stabilt over for hinanden på den filmiske vægtskål, som man ser i “Allegro”.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Københavns dunkle, stemningsfulde gader bliver præsenteret fornemt på denne fine dvd-udgivelse. Der er tale om et meget, meget filmisk og sprødt transfer, med solid kontrast og farvegengivelse, og uden distraherende edge-enhancement og digital støj. Billedsidens grynede og lettere grumsede look passer perfekt til filmens tone og atmosfære, og for det meste er billedet fuldstændig skarpt.

AudioSF Film har været venlige nok til at præsentere filmens imponerende lydside i både Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1. Som sædvanlig byder DTS sporet på en anelse mere auditiv guf. Flere subtile detaljer og lidt bedre bund. Der er god gang i alle højtalerne på begge spor, selv om man godt kunne ønske lidt mere panorering og en smule mere brug af baghøjtalerne i filmens mere stilfærdige scener. Filmen omhandler i høj grad musik, og netop musikken får ofte lov til nærmest at svæve igennem kanalnetværket, hvilket blot styrker filmens allerede trylleriske aura. Dialog kommer også klart og tydeligt igennem fra centerhøjtaleren. Men det er i høj grad scenerne i Zonen, der gør indtryk. Det knager, brummer, syder og brager i alle højtalerne. Lydsporet er uhyre velmixet, så det føles aldrig som om, den bombastiske lydside drøner unødvendigt og uovervejet igennem. Det er bestemt ikke usandsynligt, at du måske vil tage dig selv i – næste gang du begiver dig ned ad Københavns gader – at synes, det hele virker forunderligt tavst.

Ekstramateriale”Allegro” dvd’en består af 2 discs, hvor den ene indeholder filmen og ekstramateriale relateret til denne, mens disc 2 indeholder alle 6 afsnit af tv-serien “Kissmeyer Basic”, som Boe instruerede og forfattede sammen med Mikael Wulff – som også skrev manuskriptet til “Allegro” sammen med Boe.

Filmen byder på et kommentarspor med anmelderne Christian Monggaard og Morten Piil fra Information, der diskuterer filmen. Selv om de to mænd ikke havde noget at gøre med filmen, så er det tydeligt, at de to personer har et bredt kendskab til filmmediet, og de kommer med adskillige interessante, brugbare kommentarer. Det bliver af og til en smule retorisk, men fans af filmen bør bestemt lytte sporet igennem – men ens ‘nydelse’ af sporet vil nok i høj grad også afhænge af, hvor enig man er med de to journalister.

I “iChat mellem Boe og Claro” (21 minutter) ser vi en interessant samtale mellem instruktør Boe og hans fotograf Manuel Alberto Claro, gennemført over internettet. Kvaliteten af indholdet er rigtig godt, men både kvaliteten af billede og lyd er ringe. Man vil måske af og til have lidt svært ved at forstå, hvad Claro siger, grundet den ringe optagelse. Det havde været fedt at have haft undertekster på dette lille indslag.

Derudover indeholder disc 1 også en masse forskellige plakatbilleder, diverse flotte billeder taget i løbet af produktionen, samt en montage på 9 minutter (med titlen “Snapshots fra Allegro”), hvor vi får lov til at se op til flere bag-om-kameraet optagelser kombineret med klip fra den endelige udgave af filmen.

På disc 2 finder vi så den komplette tv-serie “Kissmeyer Basic”. Der er i alt 6 afsnit, som varer omtrent et kvarter pr. stk. Så alt i alt varer serien omkring halvanden time. Serien er lidt som en blanding af “Wulffmorgenthaler” og “Casper & Mandrilaftalen”. Det er lidt en blandet landhandel. Jo større en tilhænger man er af de to førnævnte serier, jo mere vil man garanteret værdsætte de her seks episoder. Serien svinger imellem det tamme, det middelmådige og det geniale. Det anbefales klart, at man ikke ser alle seks afsnit i én omgang, men snarere fordeler dem udover et længere tidsrum. Ellers bliver det hurtigt alt for meget. Wulff og Boe har både skrevet og instrueret.

Fuldstændig i samme stil som den internetbaserede såkaldte “iChat” på disc 1, er “iChat mellem Boe og Wulff” (31 minutter). Her er billed- og lydkvaliteten dog endnu ringere end i interviewet på disc 1. Af og til går den endda en smule ud. Men der er stadigvæk mange fine anekdoter.

Den danske instruktør og auteur in spe Christoffer Boe går helt klart sine egne veje – man kan i hvert fald ikke beskylde ham for at lefle for de brede masser. Med inspiration i den franske nybølge og en kærlig legen med filmmediet og historiefortællingen som sådan, viser han os atter København som en vibrerende, men også hemmelighedsfuld storby; en magiens metropolis, hvor kærligheden er det evige mål for menneskets søgen. I “Allegro”, hans anden film siden den kringlede men fascinerende love story “Reconstruction”, byder Boe os på mere af sin sprudlende originalitet, men det er alligevel en lidt for kantet konstruktion som bliver det endelige resultat.

Det mærkes at Boe og co. har ladet sig inspirere af forfatteren Kazuo Ishiguro og dennes magisk-realistiske fortælling “Koncerten”, om en berømt pianist der skal afholde en stor koncert og pludselig bliver viklet ind i en drømmeagtig rundtur i byen. Men “Allegro” er mere pædagogisk i sin fremgangsmåde, næsten for pædagogisk, for det er i bund og grund en såre simpel historie, blot pakket ind i finurligheder. Måske en kende for simpel? Den synes i hvert fald ikke nær så helstøbt som “Reconstruction”, hvis styrke netop lå i sine mange lag og snørklede spiralstruktur.

“Allegro” satser i stedet på det mere komiske, og selvom historien som udgangspunkt må siges at være en tragedie, med pianisten Zetterstrøm som mister sin elskede og fortrænger sin fortid, så er filmen holdt i det absurde frem for det surreelle. Humoren skyldes dog også at visse af bipersonerne, bl.a. Nicholas Bro som den vattede koncertarrangør Sander eller Henning Moritzen som den mystiske Tom, simpelthen er en tand for løjerlige, og det tjener ikke nødvendigvis filmens bedste. Men absurditeterne holdes meget godt på plads, netop fordi “Allegro” magter den ædle kunst at konkretisere det abstrakte, som f.eks. når Zetterstrøms fortrængte fortid rent faktisk antager fysisk form og bliver til Zonen, eller når hans klavertalent bliver tappet på flaske! Vi præsenteres for en art sindets labyrint fremtryllet i virkeligheden i bedste Charlie Kaufman-stil.

Men “Allegro” er og bliver en underlig størrelse. Hverken fugl eller fisk eller derimellem, men samtidig lidt for letkøbt, lidt for simpel, lidt for konstrueret. Især i dialogen mærkes denne tyngende understrøm, der truer med at trække både tempo og troværdighed med sig ned. Den flyder ikke; den gynger en anelse klodset i vandkanten. Og så alligevel; det er jo fiktion med stort F, vi har med at gøre, og det selvbevidste blik på historien som én stor konstruktion (ja, tør man sige allegori?) gør måske, at netop disse strittende kameler er værd at sluge.

Skuespillet er solidt, om end man aner at Denmark’s finest ikke er så vante med den absurde genres svære balancegang mellem ulogisk galskab og normalitetens benægtelse af det gale. At Ulrich Thomsen kan sit kram er ikke at betvivle, selvom man i længden lidt savner at komme ind bag Zetterstrøms tillukkede og næsten søvngængeragtige facade – men denne afstumpethed er jo netop pointen med karakteren og hans dilemma. Der må anderledes siges at være en overraskelse gemt i Helena Christensen, som passer perfekt ind i rollen som den flygtige og gudeskønne drøm Andrea. Hendes replikker er rent faktisk dem som falder mest naturligt. Henning Moritzen er god som fortælleren, mens hans konfrontationer med Zetterstrøm gør ham mere komisk end egentlig gådefuld.

Visuelt er “Allegro” en fryd for øjet, bragt til live gennem fotograf Manuel Claros kornede og stopmættede billeder. Claro, der også var med på “Reconstruction” og som senest bragte os den sprøde billedside til Dagur Káris “Voksne mennesker” er en fotograf der om nogen kan skabe et lækkert look, og her er hans Copenhagen by Night uovertruffen. På lydsiden har man valgt at understøtte Zetterstrøms klavervirtuositet med Bach, hvilket musikalsk er et glimrende valg, da de små pianostykker giver den rette stemning af tilbagelænet ro krydret med vemod og ensomhed. Naivitet i mol.