I kroppens vold

Instruktør Christoffer Boe er kommet langt siden sin debut, “Reconstruction”, der var en kunstfærdig, men også meget kunstig og farveløs film om den rekonstruerede kærlighed. Her i “Beast” gemmer han sig ikke bag filmmediets rammer, men sprænger dem i stedet med en historie, der både får os til at hade og elske dens hovedpersoner. Her gives der ingen undskyldninger for de handlinger, figurerne står bag, eller de tanker, der hober sig op og ødelægger menneskelige relationer.

“Beast” handler om selvoptagede mennesker. Hovedpersonen Bruno sætter for store krav til lidenskaben og kender ikke forskel på øm kærlighed og hadefuld besættelse. Han er sikker på, at han elsker sin hustru, Maxine. Det er hun derimod ikke. Ifølge hende elsker Bruno kun sig selv. Han er kun interesseret i sin egen person og evigt fascineret af, hvad hans eget næste træk bliver. Det er måske heller ikke så mærkeligt, for Bruno er en mand, man ikke helt kan regne ud. Han er så tiltrukket af sig selv, at han ikke engang kan se, hvordan hans egen, uberegnelige opførsel virker på andre mennesker. Der er kun plads til Bruno selv, og det er måske også derfor, at Maxine søger ly hos deres fælles ven (og hendes elsker), Valdemar, der er præcis den mand, Bruno ville være, hvis han ikke var så narcissistisk.

Skæbnen vil, at vores hovedperson opdager bedraget, og straks begynder noget indeni ham at vokse som et skinsygt uhyre, der vil ud. Bruno er elskelig, når han følsomt higer efter Maxine, mens han er let at hade, når han lader sit indre bæst overtage styringen. Maxine har sin egen personlighedsspaltning – hun er hjertevarm, når hun ser på elskeren Valdemar, mens hun fremstår fjern og kølig, når hun retter blikket mod den mand, hun har giftet sig med.

Intet er sort og hvidt i “Beast”, der tør at være en film om kærlighed, hvori egoistiske og forfængelige mennesker, man ofte kan relatere sig til, skal træffe vigtige valg i et lettere absurd univers. Hvor er det dog befriende at blive mødt med en film, der ikke er spækket med fine, godartede mennesker i vanskeligheder, men i stedet realistiske mænd og kvinder, der er ufuldkomne og alligevel formår at være sårbare og virkelighedstro.

Der er en underliggende makaber stemning hele vejen igennem “Beast”, som ofte er direkte frygtfremkaldende. Boe konstruerer denne stemning med flittig brug af blodrøde farver, subtile og foruroligende ryk med det håndholdte kamera og sidst, men ikke mindst, den snigende og alligevel voldsomme underlægningsmusik af Sylvain Chauveau. Et godt eksempel på denne æstetiske pærevælling forekommer i en af filmens bedste scener, hvor Bruno indirekte truer Valdemar. ”Hvis du sårer mig, så svarer jeg igen” råber han med løftet pegefinger til sin ven, og musikken brummer pludseligt og giver os ængstelig hjertebanken under en allerede ubehagelig scene. Musikken er drastisk og bombastisk, men stjæler ikke opmærksomheden fra scenens egentlige fokus: Brunos jalousi, der er ved at gøre ham sindssyg.