Beowulf
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 20. apr 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Trods det computeriserede look er “Beowulf” filmet med skuespillere af kød og blod og først sidenhen påført alskens effektmagerier. Mindre interessant end det visuelle festfyrværkeri er den fortærskede historie, hvor det lille samfund i en brydningstid mellem kirke og konge føres an af den aldrende og fordrukne kong Hrodgar – spillet af en ligeledes aldrende Anthony Hopkins – og hans yngre hustru, den tilsyneladende frigide dronning Vealthov – derimod spillet af en anderledes bedårende Robin Wright Penn. Det er i forbindelse med de livlige fester i den officielt inviede mjødhal, at befolkningen plages af tilbagevendende besøg fra uhyret Grendel med dets umættelige hævntørst.
Sidenhen bliver Grendels mor imidlertid en større trussel, og hendes fatale tillokninger om sex og dæmoniserende magt har i tidens løb også ført mange mænd i fordærv, som det sidenhen også hænder Beowulf. Mest underholdende er de mange sammenstød med overdimensionerede og uvante skabninger heriblandt en drage og de amorøse trekantsdramaer, som optræder på flere planer. Således splittes dronning Vealthov emotionelt mellem magt og muskler, mellem Hrodgar og Beowulf.
Globalt set vil filmen formentligt have størst glæde hos et dansk publikum, de lokale rammer taget i betragtning. Genkendelsens glæde er som bekendt altid den største, og noget nyt tilbyder filmen for så vidt ikke sin genre, men lægger sig blot i relativ upåvirket forlængelse af eksempelvis den tilsvarende kategoriserbare “300” med tilført drengerøvskaliber. I “Beowulf” er hævnmotivet til hver en tid i forgrunden, og fortidens krigere satte tydeligvis stor ære i at kunne leve et syndigt liv med oprejst pande. Om Zemickis har syndet er ikke relevant for denne anmeldelse, men i hvert fald er han sluppet helskindet fra projektet og tilmed med oprejst pande.
Robert Zemickis’ “Beowulf” tager udgangspunkt i det angelsaksiske heltedigt af samme navn. Alligevel er det for underholdningsværdien og for de velkoreograferede og flot animerede actionsekvenser frem for det oldhistoriske islæt, filmen høster sit velfortjente omdømme. Fortællingen i sig selv lægger sig i forlængelse af beslægtede film inden for genren, og klicheerne ligger da også ophobet i de gumpetunge dialoger, mens instruktøren dog får vist vovemod og en kulturel forståelse i nuancerne og imellem linjerne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet