Il Film Gigante

Nostalgi er sgu et kraftfuldt rusmiddel. Den kan indgyde os en helt særlig ekstase ved at trække os igennem en kavalkade af lutter positive minder, og på bare et splitsekund kan den begrave dagligdagens kvaler i glemslen ved – simpelthen – at sende os på en mental tidsrejse til fortidens bedre stunder. Og alene ordet Bjergkøbing er nok til at hensætte talløse danskere til barndommens så vidunderligt enkle, ubekymrede hverdag. Mange forestiller sig nok øjeblikkeligt cykelsmeden Theodor Fælgen i hans lynhurtige karet, Il Tempo Gigante, mens mundtøjet helt automatisk begynder at fløjte Bent Fabricius-Bjerres mægtige melodier.

Selv jeg bliver helt nostalgisk, når jeg genser Ivo Caprinos snart 40 år gamle “Bjergkøbing Grand Prix”, og jeg havde ellers aldrig set filmen, før den udkom på dvd for en håndfuld år siden! Hvorfor bliver jeg så alligevel beruset af en nærmest barnagtig glæde, når jeg ser Caprinos figurer spankulere rundt? Måske fordi der kun findes få film, der lige så flot indkapsler barndommens væsen og gemyt. Det lyder en anelse diffust, så lad mig prøve at præcisere…

Persongalleriet er gennemsyret af en barnlig begejstring, troskyldighed og nysgerrighed, som virker så reel, at ens indre barn prompte bliver vakt. Som en god, gribende godnathistorie bliver “Bjergkøbing Grand Prix” fortalt i et roligt tempo, uden at man nogensinde får lov til at kede sig. Man tryllebindes af de vidunderligt kulørte kulisser og dukker. Fabricius-Bjerres melodiske musik er blid og skøn som ens mors sangrøst, da man var spæd. Og her er ingen af de rent kommercielt motiverede fejltrin, der præger for mange af nutidens familiefilm. Ingen product placement. Ingen rærlige, nymodens popsange. Ingen overflødige figurer eller sekvenser, der kun er indsat for at score gysser på merchandise. Den totale (og totalt forfriskende) mangel på referencer til virkelighedens verden giver filmen et enestående tidløst islæt. I en film om store motorer er historien og dens karakterer primus motor. Simpel uden at være fordummende, gammeldags uden at være forældet – ja, “Bjergkøbing Grand Prix” er noget helt særligt.

Vi befinder os i landsbyen Bjergkøbing, hvor førnævnte Theodor, som både begår sig som cykelreparatør og opfinder, bor sammen med den sprælske fugl Sofus og det noget pessimistiske pindsvin Ludvig. En dag erfarer trioen, at en af Theodors tidligere assistenter, Rudolf Blodstrupmose, har tyvstjålet sin læremesters motordesigns og nu er en af verdens førende racerkørere. Med hjælp fra en godmodig oliesheik, der tilfældigvis er på ferie i området, får trekløveret konstrueret en helt særlig racerbil, Il Tempo Gigante, som forhåbentlig kan sikre Theodor førstepladsen i væddeløbet mod sin tidligere, udspekulerede lærling. Et væddeløb, der minder så meget om podrace-sekvensen i “Star Wars: Episode I – Den usynlige fjende”, at det næsten er utænkeligt, at George Lucas ikke har skelet til sine norske kollegaers arbejde.

Netop væddeløbet er en regulær triumf inden for stop motion – den nærmest uddøde filmteknik, der indebærer, at man bevæger figurerne en smule med håndkraft og tager et billede hver gang. Når du har gjort det 24 gange, har du selvsagt også 24 billeder, der sammenlagt udgør ét sekunds film. Derfor er det intet under, at det tog Caprino og hans lille filmhold fem år at få færdiggjort “Bjergkøbing Grand Prix”. Fem års intensivt arbejde på ét projekt kræver ikke blot stor tålmodighed, men også stor kærlighed, og den kærlighed skinner særligt igennem i dukkerne, der alle er vidunderligt udtryksfulde – lige fra hovedfigurer som Theodor, Sofus og Ludvig til mindre bifigurer som Sheiken, hans fornøjelige abekatteassistent og forfatteren Halfdan Brunskimmel, der – på den danske lydside – levendegøres af en dejligt entusiastisk Ulf Pilgaard.

Nej, man kan ikke just anklage Caprino og Co. for at springe over, hvor gærdet er lavest, ved udelukkende at fokusere deres tid og kræfter på trekløveret i Bjergkøbing. Og jeg er overbevist om, at selvom det måske sker på et underbevidst plan, så opnår man et større nærvær med figurerne end dem i de fleste 3D-animationsfilm, fordi man her fornemmer, at de faktisk eksisterer. De er håndgribelige. “Bjergkøbing Grand Prix” er vitterligt en af de helt store perler inden for den skandinaviske familiefilmkanon, og den har ikke mistet en døjt af sin charme siden biografpremieren i 1975.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Da “Bjergkøbing Grand Prix” blev udgivet på dvd for nogle år siden, valgte man at præsentere filmen i 16:9. Det gjorde mange fans arrige, eftersom filmen oprindeligt blev skudt og lanceret i 4:3. For at kunne præsentere filmen i 16:9 har man også måttet zoome ind i billedet og derved beskære det lidt i top og bund, men under visse scener har man dog undladt at beskære billedsiden og i stedet beholdt det oprindelige, næsten kvadratiske 4:3-billede, hvorefter man så har tilføjet ny billedinformation i siderne på 16:9-billedrammen. Folkene hos Caprino har gjort et formidabelt stykke arbejde, og det er simpelthen umuligt at spotte skillelinjen mellem det oprindelige 4:3-billede og de nye tilføjelser i siderne af billedet.

Normalt er jeg ikke meget for, at et kunstværks udtryk bliver ændret på denne måde, men Ivo Caprino blåstemplede selv processen før sin død i 2001, og eftersom man aldrig får følelsen af, at vigtig billedinformation går tabt, kan jeg sagtens leve med ændringerne. Desuden har man inkluderet den oprindelige 4:3-version på skiven. Billedkvaliteten er en anelse grel, men nu kan purister i det mindste gense originaludgaven, hvis de har lyst til det.

Derudover er billedkvaliteten simpelthen fænomenal. “Bjergkøbing Grand Prix” er virkelig en film, der bør ses i HD, for her kan man for alvor fornemme, hvor meget arbejde der er blevet lagt i filmens håndlavede figurer og scenerier – bare tjek åbningsbilledet af Bjergkøbing, hvor selv de små buske på bakkerne, grenene på træerne og bilerne på vejene er helt tydelige. Man har brugt mange kræfter og lang tid på at restaurere billedsiden, og det kan mærkes. Der er næsten ingen uvelkomne støvkorn eller pletter, men selvom Caprino-folkene også har været inde og pille lidt ved grynniveauet, så føles billedsiden på ingen måde forulempet af DNR (digitale støjreduktionsfiltre, der ofte udvander detaljerne og gør billedet mere uskarpt). Hverken edge-enhancement eller banding forekommer, kontrasten er superb, og farverne er så klare og mættede, at man på ingen måde fornemmer, at filmen har snart 40 år på bagen. Enkelte halvslørede/smågrumsede skud forekommer, men slet ikke nok til at berøve transferet en velfortjent topkarakter.

Audio

Først og fremmest de dårlige nyheder: Danske fans må desværre tage til takke med et almindeligt, komprimeret Dolby Digital 5.1-mix, der selvsagt ikke har samme auditive pondus som det norske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Desværre medfølger heller ingen danske undertekster, så hvis man lytter til det norske mix, må man nøjes med norske eller engelske undertekster. Men det danske DD5.1-lydspor er trolds alt udmærket – baghøjtalerne bliver sjældent benyttet, og ofte er kun centerhøjtaleren i aktion, men replikkerne har en dejlig rumklang og kommer klokkeklart igennem, og panoreringerne på tværs af fronthøjtalerne fungerer godt.

Indimellem disker surround-højtalerne dog op med subtile atmosfærelyde (særligt fuglekvidder), der får filmens dukkeunivers til at føles mere levende. Kanalnetværket bliver mere aktivt under væddeløbet, hvor panoreringerne også udnytter baghøjtalerne flittigt og effektivt, og subwooferen rumler lidt (og endnu kraftigere på det norske mix), men hverken det danske eller norske lydspor sætter hjemmebiografen på nogen større prøve. Jeg foretrækker nu også klart et mix, der respekterer det oprindelige monospor og ikke bombarderer øregangene med nye lydeffekter, som ikke indgik i den oprindelige biografudgave.

Ekstramateriale

Først og fremmest er det herligt at se, at folkene hos Caprino Filmcenter har lyttet til de fans, som var utilfredse med den nye 16:9-præsentation af filmen på dvd, og derfor har inkluderet den oprindelige 4:3-udgave. Godt nok er originaludgaven ikke restaureret, og billedkvaliteten er (mildest talt) ikke værd at råbe hurra for, men det er under alle omstændigheder en flot gestus over for filmens fans at inkludere begge versioner. Man kan i øvrigt let skifte imellem de to billedsider under filmen ved at trykke på fjernbetjeningens ‘angle’-knap. Jeg har hørt rygter om, at enkelte Blu-ray-afspillere (primært af den ældre slags) har svært ved at håndtere skiftet, men min PlayStation 3 håndterede det uden problemer.

Ud over at rumme selve filmen indeholder BD-skiven også det komplette manuskript til filmen – inklusive tegninger, noter og rettelser. Mange fans vil formentlig nyde at bladre det igennem (det optræder som en separat videosekvens, som man så skal pause manuelt via fjernbetjeningen). Her er også det oprindelige manuskript til de “Bjergkøbing Grand Prix”-sketches, som Caprino og forfatteren Kjell Aukrust (som oprindeligt skabte figurerne) havde planlagt at lave til norsk tv, før spillefilmen kom på tegnebrættet, men som blev så dårligt modtaget af direktørerne på tv-stationen NRK, at de aldrig blev indspillet.

Desuden medfølger en dvd-skive med endnu flere godter. Hovedattraktionen er uden tvivl den splinternye dokumentar “Før, under og efter ’Bjergkøbing Grand Prix’” (69 min.), hvori Ivo Caprinos søn, Remo (der også arbejdede på filmen som manuskriptforfatter, instruktørassistent og production manager), gennemgår alt fra sin fars kreative eventyr før “Bjergkøbing Grand Prix” over skabelsen af filmen til dens lancering og store succes – selv filmens kultstatus i Danmark bliver gransket ganske nøje. Undervejs bliver vi præsenteret for adskillige spændende billeder og klip af filmholdet i aktion. Jeg blev ærligt talt temmelig nervøs, da jeg opdagede, at dokumentaren ikke var undertekstet – jeg indrømmer gerne, at jeg er forbløffende dårlig til at forstå norsk såvel som svensk – men Remo taler tydeligt og i et meget roligt tempo. Jeg var aldrig nogensinde i tvivl om, hvad han sagde, og det kan jeg heller ikke forestille mig, at andre danske lyttere vil være.

Og her er endnu mere ekstramateriale. “Digital repremiere av filmen” (2 min.) er et gemytligt, norsk nyhedsindslag om filmens repremiere i biografen tilbage i 2010. “Solan møter Ludvig” (12 min.) er en sammensætning af flere norske tv-indslag, hvor det første er produceret umiddelbart efter Kjell Aukrusts død i 2002. Remo og et par tv-værter diskuterer den afdøde forfatter og hans karriere. Vi hører også, at Norges statsminister engang ringede til Remo og spurgte om lov til at bruge et klip fra filmen på en konference. Ja, det er svært at forestille sig, at noget andet værk har præget den norske filmkultur mere end “Bjergkøbing Grand Prix”. Et andet indslag viser, hvordan de originale Sofus- og Ludvig-dukker “mødte” hinanden igen for første gang i årevis, efter at Ludvig-dukken var blevet bortauktioneret i 1988.

Her er også to gamle indslag fra 1970’erne: “Dra meg baklengs inn i fuglekassa” (33 min.) er en interessant dokumentar, der bl.a. byder på gamle interviews med August og Ivo Caprino. Caprinos grundige gennemgange af flere udvalgte sekvenser og figurer mm. kompenserer nydeligt for det eneste, jeg egentlig savnede på udgivelsen: Et kommentarspor. Vi får også lov til bl.a. at overvære skabelsen af figurerne, indtalingen af de norske replikker og tilmed danske Jacob Triers arbejde med lydeffekterne. Igen var jeg overrasket over, hvor lidt jeg savnede danske undertekster, selvom det da havde været dejligt at have dem. “Lørdagskveld med Erik Bye” (15 min.) er et gammelt tv-indslag, hvor August og Caprino præsenterer deres planer om en tv-serie med “Bjergkøbing Grand Prix”-figurerne – men som sagt blev ideen om en tv-føljeton skrottet, og i stedet gik man i gang med at lave spillefilmen.

Derudover er her fire videoer om Il Tempo Gigante: Et kort nyhedsklip fra norsk tv (2 min.), hvor verdens hurtigste mand, Usain Bolt, minsandten får sig en køretur i bilen fra filmen (som blev konstrueret i menneskestørrelse efter filmens oprindelige biografpremiere); en lille infomercial produceret af den norske tv-station TV2 (2 min.), hvor vi præsenteres for lidt fakta om vognen, mens Remo og et par andre nordmænd kører i den; en sekvens med en norsk bilekspert (5 min.), der gennemgår bilens indmad sammen med Remo, før han selv får en køretur; og endelig et ældre nyhedsklip (3 min.), hvor Ivo Caprino – kort før sin død – taler om bilen og et PC-spil baseret på filmen.

I øvrigt medfølger traileren til “Bjergkøbing Grand Prix” samt en relativt lang og detaljeret trailer til det førnævnte PC-spil og en reklame for et “Bjergkøbing Grand Prix”-brød. Ja, et brød(!). Ud over de to skiver indeholder etuiet også en lille 35mm-filmstrimmel, et postkort (med en reklame for et “Bjergkøbing Grand Prix”-iPad-spil på fronten) samt et lille hæft med nogle ord af Remo Caprino og en række gamle, norske avisartikler fra 1975.

Et uopslideligt pragtværk

Der er nogle filmoplevelser, hvor det første syn står printet stærkere ind i hukommelsen end andre, men for mig er en af de største utvivlsomt overværelsen af “Bjergkøbing Grand Prix”.

Selvom det efterhånden er længe siden, husker jeg fortsat hele hændelsen så stærkt, som var det i går: Det var til en forestilling, som skolen havde arrangeret, og jeg tror aldrig før ellers siden, jeg har været til en filmforevisning, hvor hele publikummet var så komplet revet med, som vi skoleelever var det. Da filmen startede, var der en overdøvende stilhed, der dog hurtigt blev brudt af klukkende latter, efterhånden som det forsigtige pindsvin Ludvig fik rodet sig ud i diverse uheld. Da der i nattens mørke bliver begået indbrud i hovedpersonernes garage, blev der pludselig igen helt stille, og da hele herligheden kulminerede i det endelige racerløb, var vi ikke længere i stand til at udholde spændingen og hoppede i stedet rundt i stolene som en samling springlopper på speed.

Det er en forunderlig ting, at så mange følelser kan sættes i gang af en film, der tager sit udgangspunkt hos en lettere falleret cykelreparatør, men det er uden tvivl ikke mindst den skæve og uhøjtidelige charme, der gør, at filmen får et så godt tag i sin tilskuer.

Fortællingen handler som bekendt om opfinderen og cykelsmeden Teodor Felgen, hvis ide til en racerbilsmotor stjæles af en tidligere lærling, og som derfor beslutter sig for at stille op til racerløb for at generobre den hæder, der retteligt tilhører ham. Selve handlingen følges dog ikke særlig stramt, og en stor del af filmens charme kommer fra det forhold, at den lader til at have en så skødesløs og henkastet tone, at det indimellem næsten føles, som om den har glemt sin historie. En stor del af det skyldes utvivlsomt filmens temmelig specielle tilblivelseshistorie. Oprindeligt var den tænkt som en tv-serie, der uden nogen større sammenhængende historie skulle handle om Bjergkøbings tv-station. Da den ide blev droppet, besluttede man i stedet at tage de dukker, der jo alligevel allerede var skabt, og bruge dem i en spillefilm.

Af samme årsag er filmen – temmelig usædvanligt for datidens børnefilm – fyldt med tv-indslag og satire over selvsamme, og mange af de vitser, man som voksen griner af, er ikke mindst rettet mod diverse selvsmagende tv-arketyper, som man den dag i dag konstant støder på i fjernsynet. Ligesom de bedste af Pixars film fungerer humoren ofte på flere planer, hvor man alt efter aldersgruppe får noget vidt forskelligt ud af den selvsamme bemærkning.