Gør så ondt, at det gør godt

Melodramaet er en miskendt genre, der primært associeres med Danielle Steel og andre tårepersere i samme stil. Det behøver dog ikke være dårligt. Et melodrama, der er nøje afstemt i sine virkemidler og ikke trækker for meget på publikums sentimentalitet, kan være blandt de mest rørende og mindeværdige film. I flæng nævnes: “Moulin Rouge!”, “Schindlers liste”, “Rocky” samt “Mine aftener i Paradis”. Hollywood har om nogen mestret den genre (selv om de desværre ofte ender i ren sødsuppe). “The Broken Circle Breakdown” lægger sig fint i den tradition for veludført melodrama på trods af, at den er fra Belgien – et land vi snarere associerer med hård socialrealisme.

Elise er tatovør og har sin egen salon. Didier spiller banjo i et bluegrassband, går i cowboystøvler og bor på en forfalden gård. Da de to meget forskellige mennesker mødes, opstår der overraskende sød musik. Ikke mindst da Elise begynder at synge i bandet. De to bliver gift og får datteren Maybelle. Gården bliver sat i stand. Didier vokser med faderrollen. Alt synes fryd og gammen, indtil Maybelle i en alder af 6 år får konstateret kræft. Elise og Didier presses til det yderste i bekymringen over datteren, men hun gennemfører sin kemobehandling og kan endelig vende hjem. Men nogen tid efter kommer så beskeden om, at behandlingen ikke har virket, og at de nu må prøve endnu hårdere midler.

Filmens største force er, at den vælger at bryde sin historie op. Vi starter med Didier og Elises første nat sammen og hopper dernæst videre til Maybelles første ophold på sygehuset. Filmen afslører på forhånd twistene, men netop fordi overraskelseselementet ikke er relevant, tvinges vi til at fokusere på karakterernes reaktioner og deres interne relationer. Det er et yderst behændigt greb, der forhindrer filmen i at blive sentimental og forudsigelig. Bruddene i tid tillader samtidig publikum at se tidligere handlinger og begivenheder i en anden kontekst, hvilket bruges til at gøre meget uskyldige scener til hjerteskærende profetier.

Formmæssigt er der absolut intet at udsætte på filmen med dens smukke billeder, der er vidunderligt lyssat. Der er en tydelig kontrast mellem den varme lyssætning ude på gården i brændeovnens skær og den kolde og klare belysning på hospitalet. Klipningen er mesterlig. De forskellige tidsperioder er forbilledligt klippet sammen, så man aldrig mister tråden. Scener får ofte lov til at vare lidt længere, end vi er vant til, hvilket er med til at fortætte stemningen og give ro til det fragmenterede handlingsforløb. Lydspor får ofte lov til at bløde ind over klippene; hospitalsmaskiner, musikinstrumenter og andre baggrundslyde skaber kontinuitet og intensiverer fortællestilen.

De to hovedroller er blændende gode og krænger i store dele af filmen deres følelsesliv helt ud gennem skærmen. Prisværdigt, at man har brugt tid på at finde gode skuespillere, der samtidigt kan synge. Filmens soundtrack er en fryd for øregangene og byder på adskillige bluegrass- og countryklassikere i smuk fortolkning. Her skal specielt fremhæves deres version af Townes Van Zandts “If I Needed You”. Musikken tjener gennem hele filmen som kommentar eller kontekst til handlingen, hvilket netop i scenen med den førnævnte sang sættes på spidsen af, at de lige har skændtes og truet med at gå fra hinanden.