Dansk-instrueret middelmådighed

Under pressevisningen af “Dead Man Down” var der især én tanke, der florerede i denne anmelders bevidsthed: Kan det tænkes, at den danske instruktør Niels Arden Oplev fik chancen for at lave en rigtig god film i Hollywood, hvis han først beviste, at han kunne instruere en middelmådig film af en acceptabel kaliber? Det kunne godt virke sådan, når man ser “Dead Man Down” – en film, der underholder i perioder, men som aldrig truer med at udvikle sig til noget tilnærmelsesvis særligt.

Victor (Colin Farrell) er en plaget mand. Han er også håndlanger for en stor mafiaorganisation i New York, hvor lederen (Terrence Howard) er begyndt at få nogle ubehagelige trusselsbreve fra en ukendt kilde. Det går ham naturligvis meget på, hvorfor han prøver at finde den skyldige, så vedkommende kan få retfærdigheden at føle. Men truslen kommer indefra organisationen i form af Viktor, der har en skjult fortid og higer efter hævn for en personlig tragedie. Det gør den skamferede Beatrice (Noomi Rapace) i lejligheden overfor også, og langsomt spirer deres venskab – men Beatrice har også en skjult dagsorden.

Jovist, Victor møder en skamferet kvinde. Det er endda en kvinde, der bliver mobbet af nabolagets børn, der kalder hende monster og nogle gange kaster med sten. Sikke noget. De børn må kede sig en del, for Beatrice er ikke i nærheden af at være lige så skamferet, som filmen vil gøre hende til. Hun siger selv, at det er svært for hende at vende tilbage til jobbet som kosmetolog, når man ser ud som hende – et faktum, der er ganske uforståeligt, da hendes udseende ikke fejler andet end et par skrammer i den venstre side af ansigtet.

Ud over denne lille “skønhedsfejl” har “Dead Man Down” ikke mange alvorlige brister. Til gengæld er der heller ikke meget, der virkelig imponerer i denne meget traditionelle thriller. Den går ikke efter at skabe furore eller store overskrifter, og dens moralske dilemmaer giver ikke meget stof til eftertanke. Og selvom Colin Farrell og Noomi Rapace har en fin kemi, så udebliver følelsen af, at disse to, sårede mennesker kan forelske sig. Det er svært at forestille sig dem i en fremtid, hvor de har andet tilfælles end hævn og had til mafiosoer. Rollelisten inkluderer også den mesterlige Isabelle Huppert i en sjælden (og næsten udelukkende) engelsksproget rolle. Hvorfor, hun har valgt at sige ja til en sådan petitesse efter adskillige år med film i særklasse, er mærkværdigt, men hun bringer dog lidt lys til en ellers noget kedelig affære.

Samtidig er klipningen en smule ujævn. I en scene, hvor Victor for alvor er ved at komme i problemer med sin chef i et øde varehus, kan man mærke den anspændte stemning mellem de to. Er chefen ved at få mistanke, og er spillet ude for vores plagede helt? Men så snart som scenen er ved at udvikle sig ud til et interessant og psykologisk spil katten-efter-musen, klippes der til en ny scene, der kommer lige så pludseligt som det danske sommervejr.