Træt af et trist, dæmonfrit liv? Prøv besættelse!

Der ruger et mørke i mennesket, som selv ikke den klareste flamme kan brænde væk. Nogle gange er den eneste vej igennem skyggen at dykke længere ind i den og holde sig der, til den bliver bange for dig og ikke omvendt. Sådan kunne man egentlig parafrasere de næsten to timers skumle, men langsommelige tungetale, der udgør “Deliver Us from Evil”. Eksorcismer er selvfølgelig noget, der skal forberedes grundigt, det er klart, men når det tager NYPD’s skarpeste hunde så lang tid at opdage, de er med i en okkult gyser, ville jeg nødigt være en N’yorker med dæmoner i dørkarmen.

Eric Bana spiller den virkelige betjent Ralph Sarchie, der har skrevet filmens forlæg – en opremsning af de foruroligende oplevelser, han havde gennem flere års arbejde i det store, rådne æble. På den ene side det amerikanske politis helt egen La Cour fra Rejseholdet og på den anden Dana Scullys skeptiske storebror. En snerrende muskelmand, sej som overpisset asfalt og med gyserhovedrollens to vigtigste egenskaber: 1. modtagelighed over for det okkulte. 2. fuldstændig ignorering af nr. 1. Så han smutter hele tiden alene ned i mørke kældre med en flakkende lommelygte. Ærgerligt for ham, godt for filmens gyserside.

For den står faktisk ikke alene. Halvdelen af tiden er det okkulte slet ikke problemet. Vi præsenteres for den velkendte gritty udgave af storbyen. Et sjaskvådt, jordisk helvede af myrdede spædbørn og hullede paraplyer. Som for at sige, at det muligvis kunne være rart at blive besat af djævlen, så længe man slap for at se på virkeligheden. Virkeligheden betyder blåbrun farvetoning og timelapse supertotaler af den pulserende by. Når den side af “Deliver Us from Evil” har forrang, er oplevelsen mere ubehagelig end uhyggelig. Sarchie er lidt som Travis Bickle i “Taxi Driver”, der langsomt går i opløsning i takt med sin by. Men som så lige skal ordne en invasion af dæmoner oveni.

Det kunne blive et sugende, intenst mareridt af en film, men taber desværre noget af pusten i forsøget på at balancere familiedrama, “Training Day” og kristen mystiker-uhygge. Især den sidste akt fiser lidt ud, selv om det paradoksalt nok først er her, at Sarchie lugter den lunte som publikum har trampet på siden den første scene. Jeg tror ikke, du skal gå derind. Sådan er formen, det er jeg klar over. Vi skal vide, at nogen vil sige BØH, men være paniske over ikke at vide hvornår det sker. Og det er drøneffektivt lavet. Helten ind i rum, kigge sig omkring, blive bange for kat/mus/kyllingelår først, sænke lygten og paraderne, WAAAAAAAHHHHH!!! Men i en time før han begynder at fatte det? Det forbliver deroppe på skærmen uden rigtigt at tage fat.

Trekløveret i front for filmen bliver hængende med. Jeg kan normalt godt lide Eric Bana, men her virker det lidt, som om han koncentrerer sig for meget om en ægte accent og mindre om at bjæffe den troværdigt. Hans makker, Joel McHale, har den taknemmelige opgave at komme med sjove oneliners og være lidt fræk, men han bevæger sig ind og ud af fortællingen efter forgodtbefindende. Edgar Ramirez har som jesuitterpræst med et narkoproblem selvfølgelig svar på alting, men den sørgende eksorsist, spændt ud mellem frelser og frister, er bare heller ikke en epokegørende nyhed af en rolle.