Romersk orgie á la Sorrentino

Paolo Sorrentino er for mig en instruktør, der spænder fra det sublime til det horrible. Jeg vil på baggrund af de film, jeg har set af manden, postulere, at samarbejdet med Toni Servillo næsten altid ender i den første kategori. Her er vitterligt tale om et af de sjældne og næsten symbiotiske forhold mellem en instruktør og en skuespiller, der formår at hæve begge til højder, de ikke kunne have opnået hver for sig. “Den store skønhed” er et overflødighedshorn af en film, der vil blænde alle, der kan overgive sig til den.

Vi åbner med en række scener af et eventyrligt smukt Rom. Solen stiger op. Byen flimrer i sommervarmen. Vi ser byens indbyggere i deres daglige gøremål. Et kor øver i en antik ruin. En bus med japanske turister stopper ved et springvand. Alt er fortættet, intenst og ulideligt smukt. En af de japanske turister forvilder sig væk fra gruppen og ser ud over byen, og pludseligt falder han om – tilsyneladende overvældet af skønheden og nydelsen. Således introduceret til kulissen (og muligvis den alternative hovedrolle) kan filmen begynde.

Vi følger mestendels den feterede forfatter Jep Gambardella (sublimt fortolket af Toni Servillo), en selvbeskrevet konge af det mondæne liv i Rom. Han har ganske vist ikke skrevet en eneste roman siden den meget roste debut, men han lever stadig højt på sit rygte og nyder at beherske sit domæne med velplaceret ironi og punkterende bemærkninger. Alt er tilsyneladende godt, indtil han opsøges af ægtemanden til en gammel flamme, der grædende fortæller ham, at selv om de var gift i 30 år, så elskede hun kun Jep. Snart plages han af en følelse af, at der mangler noget i hans liv. Han citerer flere gange i filmen Flaubert for at have sagt, at man ikke kan skrive en bog om ingenting. Hans liv er ren overflade, og han har tilsyneladende også selv glemt, hvad der ligger under den. Det er først i mødet med en asketisk nonne, der besøger Rom for at blive hædret af Vatikanet (tydeligt modelleret på Moder Teresa), at han finder ind til noget ægte i sig selv. Det taler tydeligt til Sorrentinos fordel, at dette i grunden banale plot aldrig bliver til en banal film.

Grunden til dette ligger ikke mindst i filmens intet mindre end orgiastiske stil. Den inciterende lydside, den uventede framing, de overdådige farver, den blødende klipning; alt sammen er så sanseligt overgearet, at man fristes til at låne fra Den Gale Pose: ”Spændt op til lir”. Alt sitrer og pirrer, så det er en fryd. Instruktøren skaber en filmisk hypersensibilitet, som mildt sagt er hypnotiserende. Når de midaldrende mondæne mennesker fester med de unge og smukke til lyden af intens dansemusik, får man associationer til romerske orgier – en overflod af mad, vin, sex, musik og sanselige indtryk. I disse scener skifter perspektivet konstant mellem festens centrum og dens dunklere og kolde udkanter.

Senere, når Jep går alene omkring i byen eller slapper af i sin lejlighed, er musikken minimalistisk klassisk musik, lyssætningen fremhæver skyggerne, klipningen er mindre abrupt, og framingen undgår de sære og fascinerende vinkler. Her er vi i filmens (og byens) tænksomme og filosofiske aspekter. Om noget er dette en meget tydelig manifestation af kløften mellem Jeps indre og ydre liv. Sorrentino formår at væve alt dette sammen til en helhed, der lige så meget skildrer et sted og en tid, som det skildrer en overfladisk levemands uventede møde med det inderlige.