Askepot ender med glasskår i elefantfødderne

Det bedste ved “Eventyret om Askepot” er utvivlsomt dens look og iscenesættelse. En stor del af filmproduktionens ressourcer må være gået til de overdådige kulisser og de sublime kostumer. Et godt eventyr skal fortrylle os og tage os med til en anden verden, som vi ville ønske, vi selv kunne opleve. Det lykkes. Uheldigvis ødelægges denne fortryllelse til dels af en lidt for skematisk fortælling og nogle uopfyldte ambitioner.

Til dens forsvar skal det siges, at “Eventyret om Askepot” trods alt prøver at forny fortællingen, men det virker desværre halvhjertet. Askepots stedmor, spillet af en ukarakteristisk stiv og kedelig Cate Blanchett, bliver givet en tynd fernis af psykologisk realisme, men at hendes had til Askepot bunder i jalousi over faderens favorisering af hende, gør ikke meget for fortællingen som helhed. Der gøres meget ud af at lade prinsen og Askepot mødes som ligemænd frem for at lade Askepot være den bly kvinde, der skal reddes af sin udkårne. Uheldigvis reducerer det til gengæld Richard Madden i den mandlige hovedrolle til at smile tumpet og se pæn ud i stramme bukser. Bevares, det gør han forbilledligt, men særligt spændende er det ikke.

En film som “Eventyret om Askepot” lever eller dør på sin charme. Jeg finder det påfaldende, at vores heltinde, der gennem hele filmen fremhæves som særligt charmerende og indtagende, virker så fersk. Her er ikke skyggen af krydderi eller temperament, men bare en åh-så-inderlig godhed og helgenagtig tålmodighed. Hvis der skal rykkes ved traditionelle kønsopfattelser, så var Madonna-komplekset måske et sted at starte. Til kontrast havde Tarsem Singhs “Lille spejl på væggen der” fra 2012 et anderledes veloplagt og forfriskende take på Snehvide og hendes prins.

Der er en lang tradition for genfortolkninger af klassiske eventyr. Når det lykkes bedst, er det som oftest, fordi man tør lave grundlæggende ændringer. Disney har tidligere gjort det med film som “Fortryllet”, men her virker det ikke gennemført eller gennemtænkt. Der, hvor historien fungerer bedst, er paradoksalt, når den er mest traditionel. Da gudfeen i skikkelse af Helena Bonham Carter endelig dukker op og introducerer en tiltrængt dosis magi og ironi til handlingen, drog jeg et lettelsens suk. Ja, karetscenen og det efterfølgende bal på slottet er så velkendte, at det grænser til kliché, og der lånes til tider pinligt åbenlyst fra tegnefilmen, men den lille pige med prinsessedrømmene indeni mig, der så sjældent får lov til at komme ud, klappede i sine små, buttede hænder.

Når det kommer så vidt, er det sandsynligvis, fordi dramaet, der skulle fænge i første del, er så sirupsagtigt sentimentalt, at det hviner i tænderne. Hendes forældre er i begyndelsen så kvalmende lykkelige, at man næsten ønsker, der sker noget slemt for dem. Musikken efterlader heller ingen tvivl om, hvordan vi skal føle, men propper landlig idyl ned i halsen, til der brækkes regnbuer op. Da Askepot så mister dem begge, tager hun melodramatisk hænderne for ansigtet og synker sammen, mens der går en sky for solen og violinerne tuder, som om orkestret blev pisket. Lige meget hvor god en skuespiller du er, kan du ikke trænge igennem det lag af kunstighed og levere noget, der ligner en troværdig præstation.