Ekstremt højt & utrolig tæt på
Udgivet 29. feb 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Lad mig starte ved slutningen. Da jeg skulle på min cykel efter en visning af Stephen Daldrys nye film, “Ekstremt højt & utrolig tæt på”, kunne jeg ikke finde låsen, før jeg opdagede, at jeg allerede havde låst cyklen op. Efter dette intermezzo kørte jeg i den forkerte vejbane, derefter på fortovet (som jeg havde fejltolket som cykelsti) og til sidst bare helt forkert. Det er lige dét, en rigtig god film kan… Den kan få sin tilskuer til at leve i oplevelsen, selvom rulleteksterne er overstået, og fortællingen er slut.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder har været dybt forelsket i bogen af Foer siden dens udgivelse. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at film, der er baseret på bøger, har en tendens til ikke at være lige så gode som deres ophav. Heldigvis er dette ikke på nogen måde tilfældet med Daldrys fornemme filmatisering. I stedet for at inkludere det meste af bogen, som for eksempel var tilfældet med den mislykkede Foer-filmatisering “Everything Is Illuminated” fra 2005, har Daldry her besluttet sig for kun at inkludere de mest vellykkede passager. Eksempelvis er bogens lettere svage historie om bedstemoderens forhold til bedstefaderen blot en parentes i filmatiseringen.
Nogle vil formentlig betragte “Ekstremt højt & utrolig tæt på” som en tour de force i unødvendig sentimentalitet. Men for andre vil det være en, ja, følelsesladet oplevelse, der beskriver tiden efter angrebene på World Trade Center bedre, end nogen andre film har gjort hidtil. For hvad er der helt ærligt så galt med store følelser og sentimentalitet? Sommetider er det netop disse knapper, der skal trykkes på for at fortælle en historie optimalt, især når man har at gøre med et emne, der er så følelsesladet for mange mennesker over hele kloden. I “Ekstremt højt & utrolig tæt på” er følelserne måske uden på tøjet, men filmen rammer også lige i hjertekulen.
“Ekstremt højt & utrolig tæt på” er en noget nær perfekt beskrivelse af tab og den afgrund, som man så let kan falde i. Det er en bevægende beskrivelse af den kærlighed mellem forældre og børn, der ikke altid kan vises, og som så let kan misforstås. Stephen Daldry anerkender, at den 11. september 2001 var en følelsesladet dag for hele verden, og derfor har han lavet en film, der beskriver den stemning, der med al selvfølgelighed ligger i farvandet på sådan en tragedie. Og han har gjort det fænomenalt. Intet mindre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet