Mellem venner og fjender

Selv om Anden Verdenskrig har over tres år på bagen, så er det til stadighed en krig, som står frisk i erindringen hos de ældre dele af befolkningen, som var direkte øjenvidner dertil. Men også hos efterkommere har krigen sat sig sine spor. Ikke mindst igennem utallige overleveringer og anekdoter fra frihedskæmpere, modstandsfolk, jøder, nazister og uforstående civile.

Det er derfor en krig, alle har en holdning til. Og det er derfor med et vist mod, den danske filminstruktør Ole Christian Madsen har kastet sig i lag med en filmatisering af en af mange mytedannelser fra krigens tid. Nemlig en kunstnerisk fortolkning baseret på øjenvidenberetninger omkring de to frihedskæmpere Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmith, bedre kendt under dækkenavnene Flamme og Citron. Det kan imidlertid diskuteres – og det er det også blevet – om Madsen er lykkedes med sit forehavende. Ganske vist giver “Flammen & Citronen” et tidsvarende billede af krigen, som særligt vil være brugbart for de generationer, der ikke oplevede krigens gru på første hånd. Men samtidig skal det ikke glemmes, at filmen har været igennem den frie kunstneriske fortolknings maskineri, hvilket uafværgeligt sætter sit præg på realismen.

I de to absolutte hovedroller findes Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen som de to passionerede modstandsfolk, der havde talrige sabotager og menneskeliv på samvittigheden. Angiveligt hidrører de to kaldenavne fra den enes røde hår og den andens fortid som medarbejder hos bilfabrikanten Citröen. Mest notorisk er fra filmens start Flamme, som ikke står af vejen for at ihjelslå tyske militærpersoner og danske nazisympatisører, så længe de er af hankøn. Mere tilbageholdende er den småalkoholiserede Citron, og det er derfor også ham, der i løbet af den over to timer lange film gennemgår den største udvikling, hvor en helt anden blodig og kynisk dagsorden slutteligt gør sig gældende. Begge har haft deres grunde til at kæmpe imod tyskens årelange besættelse af Dannevang, og begge havde tilsyneladende et forkvaklet forhold til kvinder. Citron i sit følelseskolde og distancerede ægteskab og Flamme med sine mere løsslupne affærer.

Som det tidligere har været problemet for Ole Christian Madsens film, så plages også “Flammen & Citronen” af instruktørens store kærlighed til det sanseligt berusende og stærkt æstetiserende visuelle udtryk. Og flot ser det også ud. Men – måske af samme årsag – er det svært at finde ind til karaktererne, derinde hvor det gør ondt. Vi lærer aldrig for alvor deres respektive indersider at kende, og det skurrer. Nu var krigen formentligt også en tid, hvor det gjaldt om at holde en afstumpet og følelseskold facade over for omverdenen. Men det burde stadig ikke slå skår af muligheden for at lære persongalleriets indre konflikter at kende. Det gør vi kun i glimt.

To, der ifølge mundtlige overleveringer havde kendskab til de berømmede frihedskæmperes indre dæmoner var Citronens kærlighedshungrende viv Bodil, med hvem han havde en datter, og Flammens erotiske flamme i dobbeltagenten Ketty Selmer, med hvem han delte hotelværelse ved mere end én lejlighed. Skuespillet er undervejs også en forstyrrende faktor, hvor unge Thure Lindhardt herfra skal have de største roser med på sin vej. Han er infam og fabelagtig, og meget står at læse i hans drengede og alvorstunge ansigtsudtryk. Han er et studie i godt skuespil, og her kunne modparten Mads Mikkelsens monotone stenansigt godt lære en del. Værst er dog Stine Stengades indsats, og det er en nærliggende tanke, at hun er blevet hevet ind qua eks-gemalen Ole Christian Madsens stemme. Peter Mygind er som den beordrende politiadvokat Aksel Winther umiddelbart filmens komiske indslag, men han får dog pudset fjerene og arbejdet sig gevaldigt op. Heldigvis.

Omkring de to fædrelands-kombattanter kredser en tung sværm af modstandsfolk, civilister, militærfolk, venner og fjender, ganske som bierne om en krukke honning på en varm sommerdag. Et gennemgående problem for dem er det, at der et sted i periferien bevæger sig en stikker, som har sendt flere af folkene bag modstandsgruppen Holger Danske lige lukt i armene på de tyske tropper. Samtidig er både Flamme og Citron ved forhandlingsbordet i Stockholm og har gevaldige stridigheder med den britiske alliance omkring deres rå metoder. Dilemmaet er synligt: Deres vovede handlinger kan koste civile menneskeliv. Og hvordan gør man det op i forhold til kampen for frihed?

“Flammen & Citronen” er ubetinget at betragte som dansk storfilm per definition. Med filmoptagelser i de tre lande Danmark, Tjekkiet og Tyskland og et spillerum på kun 45 optagedage har Ole Christian Madsen fået meget ud af sit præmis. Underholdningen og informationerne går godt i spænd, om end filmens tilbagelænede leje særligt i sin indledende fase synes en kende monotont og i sin helhed godt kunne være fortalt på kortere tid. Det kan i øvrigt bemærkes, at den gade, der er central for dele af handlingen i “Flammen & Citronen”, også genkendes fra andre film, ikke mindst Roman Polanskis “Pianisten”. Ærgerligt, at man ikke har gjort mere for at skjule kulisse-genbruget. Men der er nok grænser for mulighederne ved danske storfilmproduktioner trods alt.

Video

Bedre er udgivelsens billedside, hvor looket er knivskarpt og kun i mindre grad skæmmes af enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener. Udtværinger eller digitale forstyrrelser er der derimod ingen af, og både farver og kontrast er stabile. Et fremragende transfer.

Audio

På lydsiden er der mulighed for to Dolby Digital 5.1- og DTS-HD 5.1-lydspor, begge naturligvis med danske replikudvekslinger. Dialogen er ren og uden overstyringer, om end særligt Thure Lindhardts monologer kan virke en smule utydelige. Derudover er det et fremragende auditivt udtryk, vi har med at gøre. Atmosfæren er dynamisk og helt igennem godt håndværk, der er flere vellykkede lydpanoreringer, og så lægger filmens handling op til adskillige distinkte effektlyde. Det bliver udnyttet til fulde. Endeligt suppleres “Flammen & Citronen” af en stemningsskabende underlægningsmusik, som er velegnet og veloplagt, men aldrig for meget.

Ekstramateriale

Udgivelsens mest interessante del er imidlertid det mangfoldige ekstramateriale, som fordeler sig over to skiver. På den ene er som det eneste – ud over en enkelt teaser og en trailer – filmen, instruktør Ole Christian Madsens udmærkede kommentarspor samt et kortere indslag om, hvordan filmens visuelle billeder af datidens København er tilvejebragt. Det er dog på den anden skive, fortræffelighederne for alvor indfinder sig. Her gemmer sig blandt andet et historisk trailershow for en lang række af de danske film og tv-serier, som igennem tiden har beskæftiget sig med Anden Verdenskrig. Der er den over en time lange “Produktionsdagbog”, hvor kameraet igennem interviews og b-roll følger optagelserne i henholdsvis Prag, Berlin og København og ikke mindst de kvaler, der var undervejs.

De slettede scener kan vælges med eller uden kommentarspor, alt efter om man savner Ole Christian Madsens argument for udeladelserne i den endelige film. De miserabelt filmede optagelser fra filmens gallapremiere er derimod ligegyldige, mens et par featuretter, der vækker større opmærksomhed, går bag om researchen frem mod filmproduktionen, virkelighedens Flamme og Citron samt et unikt interview med den danske Gestapo-chefs søn og dennes forhold til Danmark, krigen og faderens rolle deri. Man kan vel dårligt ønske sig mere?

Storslået melodramaI årtier har talløse kostelige danske tv-serier og spillefilm pralet af at kunne mønstre pragtfulde billeder og storladent drama af en karakter, man normalt kun ser i de allerstørste Oscar-baskere. Men gang på gang er man blev skuffet over indenrigsproducerede levende billeder, der ikke leverer varen, men i stedet ligner billige, halvhjertede forsøg på at hamle op med udlandets dyreste storfilm. Men Ole Christian Madsens velfinansierede “Flammen & Citronen” sejrer, hvor de fleste har fejlet. Den storslåede billedside, de minutiøst gennemarbejdede kulisser, den grandiose musik og det internationale ensemble sørger for at gøre produktionen til en af de mest episke danske film i mands minde. Synd og skam, at filmens fortællingsmæssige ambitioner ikke matcher dens æstetiske.

Efter en kortfattet åbningsmontage præsenteres publikum for et par stilfærdige billeder af et dansk naturlandskab – billeder, der kunne være tyvstjålne fra Joe Wrights visuelt sprudlende “Stolthed & fordom”-filmatisering, som på trods af “Flammen & Citronen”s betragtelige budget alligevel var omtrent tre gange så dyr at lave. Madsens film er simpelthen allerhelvedes flot fra start til slut. Men selvom billederne ofte er storladne, og kulisserne aldrig virker tilnærmelsesvis utroværdige, har Madsen og den alsidige fotograf Jørgen Johansson gudskelov ikke valgt at gøre filmen for visuelt anstændig og traditionsbestemt.

Den diplomatiske brug af både håndholdt kamera og majestætiske panoreringer er med til at skabe et overbevisende, autentisk tidsbillede, der ikke virker for poleret. Til gengæld er det lidt ærgerligt, at lydsiden er en smule fattig på gedigne overraskelser. Men Karsten Fundals musikalske kompositioner er i det mindste dejlig dybfølte, nøjagtig ligesom hans Robert-belønnede score til “Kunsten at græde i kor”.

Skuespillermæssigt har Madsen også truffet en lang række prisværdige valg. I rollen som den legendariske modstandsbevægelsesfigur Citronen (navnet skyldes mandens mangeårige arbejde på en Citroën-fabrik) leverer Mads Mikkelsen som sædvanligt varen. Men det er en rødhåret, spinkel Thure Lindhardt, som stjæler filmen i rollen som Citronens blot 23-årige medsammensvorne: Flammen. Lindhardt er så god, at Flammen meget vel kan gå hen og blive skuespillerens signaturrolle. Lindhardt mønstrer et uhyre nuanceret portræt af en sand legende, mens han samtidig alligevel opretholder en legendelignende aura. Han er nærmest skrækindjagende intens i de scener, hvor han går fysisk til angreb på nazisterne eller verbalt til angreb på sine til tider utilregnelige overordnede.

Kun når Flammen og Citronen er alene i hinandens selskab, sænker de paraderne og fremtvinger deres ægte facader, og både Mikkelsen og Lindhardt er eminente til at demonstrere deres karakterers mere følelsesladede sider – især i en scene lige efter et ulyksaligt attentatforsøg. Ole Christian Madsens flittige samarbejdspartner, Stine Stengade, er også et godt modstykke til Lindhardt i rollen som den gådefulde kurer Ketty – en femme fatale, som endda minder en del om den kvinde, hun spillede i Madsens blændende tv-føljeton “Edderkoppen”. Kun en overspillende Peter Mygind virker malplaceret som Flammen og Citronens overordnede, politichef Winther.