Glass

InstruktionM. Night Shyamalan

MedvirkendeJames McAvoy, Samuel L. Jackson, Bruce Willis

Længde129 min

IMDbVis på IMDb

I biografen17/01/2019

Anmeldelse

Glass

2 6

 

Det begyndte med en ubrydelig klassiker i supergenren. Den næste var straks en mere splittet omgang kælder-suspense med lidt for mange personligheder. Nu samles de to i “Glass”.

 

Men glas går som bekendt nemt itu. Det gør M. Night Shyamalans nye udvidelse til sit ‘Unbreak-a-Verse’ også.

 

Her bliver Bruce Willis’ stærke David Dunn med en svaghed for vand forenet med James McAvoys 23 personligheder på en lukket institution for personer, der tror, de er superhelte eller -skurke.

 

Samuel L. Jacksons “Unbreakable“-skurk, Mr. Glass, sidder på den samme lukkede – denne gang er han hovedpersonen.

 

Det lover titlen i hvert fald. Men den lyver.

 

I stedet opleves “Glass” som én lang post-credit-scene til “Split“, hvor M. Night Shyamalan til slut twistede, at “Split” var en del af et ‘Unbreak-a-Verse’.

 

For attraktionen er igen James McAvoys mange personligheder. Den skræmte Kevin, stramme Patricia og Hedwig på ni år er igen tilbage sammen med skurke-monstret, Beast.

 

Denne gang udvider han med flere af de påståede 23; en spansk kone og en professor i filmvidenskab, der sammen med en række andre personligheder er pudsige ligegyldigheder i dette McAvoy-show.

 

Det eneste nye er genren. “Unbreakable” var klassisk super tilsat rå realisme, imens “Split” fortsatte i et psykotisk ekko af “Ondskabens øjne”.

 

“Glass” er hverken for alvor super eller psykotisk skræmmende, men derimod “Gøgereden”-skør. Og lidt af en gentagelse.

 

Sarah Paulsons psykiater Dr. Ellie Staple forsøger nemlig at overbevise de indsatte og publikum om, at hverken Dunn, Kevin eller Mr. Glass har evner ud over det sædvanlige.

 

Det spørgsmål drev både “Unbreakable” og “Split” fremad. Har de superkræfter, eller er det indbildning?

 

Spørgsmålet er ikke svært at besvare, hvis man har set de to første i Shyamalans ‘Unbreak-a-Verse’. Og hvorfor skulle man dog se “Glass” uden at have set de andre?

 

Sådan forsøger “Glass” at skabe tvivl om et faktum etableret i “Unbreakable” og “Split”, inden et endeligt opgør truer i så ligegyldig en lille-skala, at Ant-Man ville få storhedsvanvid til sammenligning.

 

Det eneste store ved “Glass” er kærligheden til tegneserie-nørderne. Som i “Unbreakable”.

 

Dr. Staple indtager her rollen som den skeptiske, der ikke tror på det, der står i tegneserierne. De har ingen værdi, siger hun.

 

De tre indespærrede mener derimod, at der er sandhed at finde i de tegnede hæfter, som kan sige noget om virkeligheden.

 

Det giver jeg dem ret i.

 

Spider-Mans evner er et spejl på puberteten. Superman er en Jesus-beretning, imens Hulk er en moderne Mr. Hyde, de dyriske drifter, som mennesket forsøger at undertrykke.

 

Alle kulørte tegneserie-fortællinger med stor sandhed. I “Glass” er der primært kedsomhed.

 

Det mest kedelige er næsten det twist, som M. Night ‘I see dead people’ Shyamalan obligatorisk tvinger ned over “Glass”.

 

Et forudsigeligt twist er næppe et twist. Og “Glass” er langt fra ubrydelig – ‘Unbreak-a-Verse’ er knust.

 

Glass anmeldelse / Filmz.dk

 

Trailer