Håbets land
Udgivet 11. sep 2013 | Af: paideia | Set i biografen
Der er gode film, og der er dårlige film. Og så er der de film, der har et enormt potentiale, interessante ideer og noget vigtigt på hjerte, men som beklageligvis ikke formår at forløse noget af det. “Håbets land” falder desværre i sidste kategori. Sion Sono er kendt og elsket af af horrorfans og andre, der kan værdsætte hans grand guignol-stilisme og hans unikke blik for freaks og særlinge. Jeg har personligt haft et mere anstrengt forhold til hans tidligere film, og derfor var jeg som udgangspunkt meget interesseret i at se denne film, der netop skulle gå i en lidt anden retning både stilistisk og tematisk.
Det er umiddelbart en setting, der burde kunne danne rammen om en fantastisk film. Problemet her er, at Sion Sono prøver alt for mange ting på én gang. Der er vilde skift i tone og stil undervejs. I én scene er filmen et tænksomt drama, i den næste en absurdistisk fabel, i den næste et overskruet melodrama, i den næste en allegori over Japan efter 2. verdenskrig og så videre ad nauseam. Der er vidunderlige scener, som da sønnen besøger forældrene, men ikke formår at kommunikere sin frygt til dem, mens han samtidig misforstår faderens stoiske selvopofrelse. Pludselig dukker der fysiske hegnspæle op mellem dem i stuen. I en film, hvor et sådant billedsprog var konsekvent, ville denne scene begejstre og besnære. Her føles den enerverende.
Udover den ujævne stil er der også store problemer med at holde fokus, hvilket i en film med en spilletid på 2 timer og 13 minutter er en dødssynd. Man kunne med fordel have skåret hele sidefortællingen om naboerne væk. Den skarpe opsplitning af forældrenes og det unge pars fortællinger tjener heller ikke til filmens fordel. Jeg savner i høj grad sammenhæng og økonomi i narrativen. På den mere positive side har filmen nogle imponerende skuespilpræstationer. Jeg skal særligt fremhæve Isao Natsuyagi som faderen. Han døde desværre i år, men filmen gav mig lyst til at udforske hans filmkarriere. Der er også meget smukke tableauer fra det mennesketomme og ødelagte landskab omkring byen. De kvaliteter, filmen trods alt har, ligger mestendels i dens billeside.
Film som “Håbets land” er svære at bedømme. Bør tabt potentiale tælle imod en film, eller skal enhver film bedømmes løsrevet fra alt andet end det, der er på skærmen? Den meget middelmådige udførelse ville uden tvivl ikke have irriteret mig så meget, hvis jeg ikke glimtvis så anslag til sublim filmkunst. I sidste ende er en filmanmeldelse et udtryk for en given kritikers subjektive holdning, og jeg må derfor forholde mig til den oplevelse, jeg havde. Jeg kedede mig bravt – kun lejlighedsvis distraheret af billederne – indtil instruktørens evne til at “oversælge” sine pointer påny irriterede mig. Hvis man skulle have mod på selv at prøver kræfter med Japans undergang, så er man hjertens velkommen. Jeg vil være manden uden for biografen med et stort skilt, der advarer om verdens undergang (i hvert fald i Sion Sonos fortolkning).
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet