Hitman: Agent 47

InstruktionAleksander Bach

MedvirkendeZachary Quinto, Rupert Friend, Thomas Kretschmann, Hannah Ware

Længde96 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen27/08/2015


Anmeldelse

Hitman: Agent 47

1 6
He’s packing!

Det gav en vis portion national stolthed, da IO Interactive i begyndelsen af 00’erne udsendte spillet “Hitman”. Danmark var andet end “Hugo” og “Pixeline”, og den voldelige lejemorder med den vigende hårgrænse blev til en succesfuld franchise, der for længst er overtaget af større hunde i gården. Med filmudgave nr. 2 in mente, skal vi og IO nok bare være glade for, at Agent 47 for længst er flyttet hjemmefra.

For tænk, hvis nogen finder ud af, at det her uinspirerede stykke film har rødder i verdens hippeste og lykkeligste land med verdens hippeste og bedste restauranter? Al international anseelse og deraf følgende eksport af minimalistisk tekop-design ville være pist væk. Og hva med MØ?! Åh gud! “Hitman: Agent 47” er lammende og larmende, og den har den der helt særlige ligegyldighed fra alle medvirkende, der signalerer, at de udmærket ved, hvor skævt det er fat.

Men når manusforfatteren ikke gider, og instruktøren mest bekymrer sig om, hvorvidt næste scene skal indeholde BMW eller bare baller (eller begge dele!), hvorfor skulle spillerne så gøre sig umage. Rupert Friend var et godt indspark i “Homeland”, men her har man skrællet alle lag af CIA-agenten og kun ladt aftrækkerfingeren tilbage. Jovist, det er i spillets ånd. Den oprindelige Agent 47 er en kold satan, men han har en klar fordel: man kan spille ham.

Med en controller i hånden er det acceptabelt, at hovedpersonen har mindre empati end Inger Støjberg, men når han stavrer igennem et passivt medie som en film, går det galt. Den spegede historie om to unavngivne organisationer og jagten på 47s skaber bliver ligegyldig. Den unge kvinde, der skal spille op af den stoiske antihelt – ligegyldig. Publikums tid – ligegyldig. Men så er der er jo lige det der med deres penge.

“Hitman: Agent 47” har en jappet kvalitet over sig, og selv om den sikkert har været dyr at lave, skinner det ikke igennem i actionscenerne. Der er intet overraskende eller eksplosivt til øjnene, bare skudduel afløst af knivduel afløst af overforklarende dialog. Den tager sig selv og sine plottvists dybt seriøse, men hos mig fremkaldte de bare en trækken på skuldrene. Maks.

Det er noget af en bedrift at få “Hitman” fra 2007 til at se godt ud, men som jeg husker det, havde den i det mindste noget ’amerikanere leger euro-crazy' over sig med polsk techno og danskere, der spiller russere. Den nye er helt blottet for den humor og campy stil, som spillet vandt ved. Dens introduktion er rodet, dens midte uinteressant og dens slutning bøvet. Udklasseret på alle parametre af et spil fra år 2000. Fra Danmark. Vi er gode, er vi!


Kort om filmen

Agent 47 er en elite-lejemorder, genetisk udviklet til at være den perfekte dræbermaskine. Hans seneste mål er en gigantisk virksomhed, som planlægger at optrevle hemmeligheder fra Agent 47s fortid for at skabe en hær af dræbere, hvis kræfter overgår selv hans. Med hjælp fra en ung kvinde stilles 47 nu ansigt til ansigt med chokerende afsløringer om hans egen oprindelse og udkæmper en episk kamp mod hans dødsfjende.