Kærestesorger
Udgivet 12. mar 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Det er et interessant fænomen, at jo mere konkret, man bliver i sine beskrivelser, jo mere almengyldige bliver de også. Et eksempel på det findes i Nils Malmros’ nyeste film “Kærestesorger”, som udspiller sig på Viborg Katedralskole i 60’erne og følger en gymnasieklasse gennem dens tre år.
I filmen introduceres den lille gruppe af 1. G’ere, vi skal følge, og vi møder først og fremmest fortælleren Jonas, der omsider har lokket bh’en af kæresten Agnete blot for at opdage, at hun egentlig ikke behøver at bruge den. Han er måske i virkeligheden også mere betaget af hendes familie end af hende og ikke mindst af hendes Shakespeare-citerende far spillet af Søren Pilmark. Jonas mister mere og mere interessen for Agnete, og til sidst driver de to helt fra hinanden, men da hun i stedet drages af den weltschmerz-plagede Toke, begynder jalousien alligevel at spire hos Jonas.
”Man er først rigtig forelsket, når man er ulykkeligt forelsket,” hedder det i filmens begyndelse, og hjerte rimer da også på smerte, da den unge Jonas første gang føler den for alvor. Styrkeforholdet hos parret ændrer sig mere end én gang, og den gensidige kærlighed kompliceres af, at den voksne alder først nu er ved at indfinde sig. Man elsker så frygtelig voldsomt, men alligevel konstant med det indbyggede forbehold, at man helst ikke vil binde sig for tidligt.
Ungdomsfilmene har ændret sig gevaldigt siden “Kundskabens træ” fra 1981, og film som “Råzone” og “Supervoksen” virker bestemt langt mere nutidige, men Malmros har vist heller aldrig været det mindste interesseret i at passe ind i nogen tidsånd. Ved ikke at forsøge at være hverken popsmart eller trendy og ved at lade figurerne beholde deres naturlige kejtethed så er filmen også langt tættere på en korrekt beskrivelse af oplevelserne. Atter igen bliver Malros’ duperende evner mht. til at caste og instruere uprøvede skuespillere tydelige, og de unge kræfter suppleres fornemt af Søren Pilmark, hvis Shakespeare-fascination viser sig at være mere giftig end først antaget.
Det er i det hele taget en fornøjelse igen at opleve en så driftsikker Malros tilbage i det element, som han mestrer som ingen anden herhjemme. Malmros har efter sigende udtalt, at dette vil være hans endelige film, men herfra krydses der i hvert fald fingre for, at vi ikke har set det sidste til ham endnu. I betragtning af denne films kvaliteter ville alt andet være en skam.
Læs mere om Malmros’ film i artiklen Nils Malmros – Tabet af uskyld.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet