Blændende thriller kaprer hjertet

Filmmediet har i allerhøjeste grad været med til at romantisere piraten. Så snart man hører ordet “pirat”, tænker man nærmest øjeblikkeligt på festlige fulderikker med alenlangt skæg, klap for øjet og en provokerende papegøje på skulderen. Men skellet mellem Tobias Lindholms “Kapringen” og “Pirates of the Caribbean” kunne ikke være større. Lindholms danske perle, som forleden blev kåret som ‘årets bedste film’ under Robert-uddelingen, er et så nøgternt, nøgent portræt af en gidseltagning på åbent hav, at man tager sig selv i at sidde med knugede hænder, sammenbidte tænder og en enkelt finger på en konstant dunkende pulsåre – fuldkommen overbevist om, at man overværer den sindsoprivende, skinbarlige sandhed.

Pirateri, kapringer og gidseltagninger langs Afrikas kyst har præget nyhederne i årevis, så det er en anelse besynderligt, at der ikke er blevet lavet en ordentlig film om emnet før nu, men tak Gud for, at det var et stortalent som Lindholm, som tog hul på bylden. Man kan snildt forestille sig, hvordan en amerikansk megaproducer som Jerry Bruckheimer havde grebet opgaven an. I en Hollywood-thriller var piraternes skibskapring formentlig blevet skildret som en hæsblæsende actionsekvens med skuddueller og eksplosioner, før et hold elitesoldater med store muskler og større geværer majer slynglerne ned i slowmotion, hvorefter gidslerne vender hjem med store smil på læberne til tonerne af en bombastisk Hans Zimmer-fanfare, mens Dannebrog flagrer i vinden.

Men som Lindholm tydeligvis ved, er mådeholdenhed en dyd. Først og fremmest bliver både filmens troværdighed og slagkraft kun boostet af den nedtonede, nærmest dokumentariske æstetik (selv en lille detalje som satellittelefonens lydekko styrker autenticiteten enormt), og derudover forfalder Lindholm ikke til én eneste Hollywood-kliché. Ingen muskuløse lejesoldater står på spring for at redde dagen. Gidslerne overmander ikke deres gidseltagere i en John Woo-inspireret skududveksling. Der leveres ingen storslåede taler, der bevæger alle til tårer og omvender slynglerne. Vi får ikke engang lov til at se piraternes angreb. Det lyder måske som et sparekneb, men det er i virkeligheden en genistreg, for man kommer til at føle sig nøjagtig lige så chokeret og uvidende som folkene på rederiet herhjemme.

”Der er blevet trykket på en alarm” siger en assistent pludseligt til rederichefen Peter Ludvigsen i København, før vi springer tilbage til skibet i Det Indiske Ocean, hvor den danske kok Mikkel og resten af besætningen bliver truet til at makke ret med en riffel for panden. Gennem resten af filmen veksles der mellem scenerne i det danske mødelokale, hvor Peter og hans kollegaer (deriblandt en engelsk piratekspert, som spilles af en ægte gidselforhandler) forsøger at nå til enighed med piraterne over røret, og scenerne på skibet, hvor Mikkel og Co. forsøger at holde fanen højt, mens dagene og ugerne begynder at passere, alt imens smertelig hjemve langsomt forvandles til tærende desperation og frygt.

Som tilskuer får man den desperation og frygt helt ind på egen krop, og det skyldes først og fremmest det fuldkommen sensationelle skuespil. Pilou Asbæk (sin generations formentlig bedste danske skuespiller) får lynhurtigt indgydt en så mærkbar varme og charme i kokken Mikkel, at man øjeblikkeligt holder af ham. Scenen, hvor hans længe ventede opkald til hustruen pludseligt forvandles til en grådkvalt bøn, da han får stukket et gevær i nakken, er så hjerteskærende, at det næsten ikke er til at bære.

Men det kom helt bag på mig, at Søren Malling kaprede filmen i rollen som Peter Ludvigsen. Forinden “Kapringen” havde jeg aldrig hverken dyrket eller haft noget imod Malling, men dette er altså en uhyre nuanceret og dybt bevægende toppræstation, som fuldt fortjent vandt en Årets Ole tidligere i år. Da vi først møder Peter, er han en supertjekket forretningsmand, der aldrig træder en fod forkert. Men da gidselforhandlingerne trækker ud, begynder hans iskolde skal langsomt at krakelere, og selv når han skal agere cool, lader Malling os ane brister i lakken, der afslører hans forslåede hjerte og inviterer os ind bag facaden. Der skal en hamrende dygtig instruktør og et eminent cast til at gøre en thriller, der primært foregår over telefonen, gribende. Heldigvis har “Kapringen” begge dele og mere til.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Jeg husker tydeligt, hvor rå og mørk filmens billedside var i biografen, så jeg var lidt nervøs for, hvor godt den danske Blu-ray ville gengive de dunkle, upolerede billeder. Heldigvis er transferet ganske godt, men det har også nogle brister. Gryn har det med at ligne digital støj (dog ikke i lige så høj grad som på eksempelvis Nordisk Films “Olsen-banden”-udgivelser), og i nogle af de mørkeste sekvenser synes støjen nærmest at pulsere – et tegn på en lidt for lav bitrate. Til gengæld er billedet skarpt fra start til slut, og transferet har som regel en lækker, celluloidlignende tekstur. Farverne er altid naturtro, og der er ingen pludselige, underlige farveskift, og jeg bemærkede aldrig banding eller glorier. Et ufuldkomment, men hæderligt transfer.

Audio

Filmens lydside blev forleden belønnet med en Robert – og med god grund. Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor får vitterligt én til at føle, at man befinder sig på åbent hav. Alt fra den evigt brummende skibsmotor til de fjerne bølger og skudlyde kommer klart igennem i de forskellige kanaler. Jeg var også virkelig imponeret over den klokkeklare gengivelse af replikkerne, som samtidig har en virkelig lækker rumklang. Replikkerne placeres også altid det sted i kanalnetværket, hvor karaktererne står (når Malling eksempelvis står i venstre side af billedet, kommer lyden også ud af venstre fronthøjtaler), hvilket kun styrker følelsen af, at man er i samme lokale som dem. De fåtallige musikstykker gengives også fint.

Ekstramateriale

Når man smækker skiven i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Den skaldede frisør”, “Sover Dolly på Ryggen?”, “End of Watch” og “Jagten”. Derudover rummer disken et lille fotogalleri med i alt 13 billeder (stills fra optagelserne og et par skibstegninger) plus i alt fem såkaldte Webisodes, som er korte featuretter om filmen, der oprindeligt blev udgivet på internettet. Tilsammen varer de desværre blot 14 minutter, men de er særdeles interessante – ikke mindst fordi de interviewede skuespillere, filmmagere og andet godtfolk (deriblandt en ægte rederichef og afrikanske statister, der selv har prøvet at være gidsler) er hudløst ærlige og enormt velformulerede. Vi får tilmed lov til at se Søren Malling bryde sammen i gråd under optagelserne. Klippene er så korte, at man virkelig kommer til at savne en lang, dybdeborende dokumentar og et kommentarspor med filmholdet.

Men hvorfor?

Det første spørgsmål, der melder sig, når “Kapringen” er færdig efter 99 intense minutter, er: Hvad skulle man egentlig have ud af filmen? Lad der ikke herske nogen tvivl… “Kapringen” er en bragende god film. Den er elegant fortalt, godt tænkt, meget realistisk, spændende og fængende. Men det er svært helt at gennemskue, hvad filmens formål er.

Nu er det jo selvfølgelig ikke sådan (kliché-alert), at man absolut skal blive klogere af en film, før at den kan betegnes som god. Det kommer helt an på filmens genre, ambition og stil, og ofte er det fuldkommen fint kun at underholde. Andre gange er det nok, hvis blot man skildrer et emne på en vedkommende og relevant måde (her er instruktør Tobias Lindholms sidste film, “R”, et klasseeksempel), men nogle gang føler man, at en film bør fortælle en noget nyt. Provokere, sætte på spidsen, vende på hovedet eller konfrontere tilskuerne med ting, som vi aldrig havde tænkt på før – eller måske ikke turde tænke på!

“Kapringen”, der handler om en sømand om bord på et skib, der kapres af pirater, samt direktøren for det firma, der ejer det kaprede skib, synes at falde i kategori nummer 2 – nemlig den gribende skildring. Og det gør den fremragende. Pilou Asbæk (som sømanden Mikkel) og Søren Malling (som direktøren Peter) giver begge skudsikre præstationer og viser sig som langt bedre skuespillere, end man måske havde troet. Tobias Lindholms instruktion er så sublim, at det næsten ikke er til at fornemme, at der ligger et manuskript bag billederne. Og på trods af at filmen udspiller sig over 4-5 måneder med en kahyt og et kontor som mere eller mindre de eneste locations, så er filmen hele tiden fængslende og hjerteskærende.

Men at det hverken er sjovt at være fanget i månedsvis på en båd eller at skulle forhandle om menneskeliv med potentielt skruppelløse pirater, det behøver man ikke en god film for at indse. Derfor sidder man i løbet af “Kapringen” og leder efter det mere, som er svært at finde. Her er hverken onde kapitalister eller desperate (men i bund og grund gode) somaliske bønder, men der er heller ikke bare gode og sympatiske vesterlændinge, som møder onde, uciviliserede terrorist-pirater.

Tværtimod er der netop en realisme og en nuance, som Tobias Lindholm åbenbart er ekspert i (jeg henviser igen til “R”). Der foregår adskillige psykologiske spil karaktererne imellem, og de er alle sammen meget gennemtænkte. Til tider falder tankerne hen på forholdet mellem bøllerne og deres ofre i Ruben Östlund socialrealistiske drama “Play”, der ramte biograferne for en måneds tid siden. Det er samme både kyniske og empatiske spil, der gør sig gældende her – nu blot med våben. Men i modsætning til “Play” er “Kapringen” så forhippet på ikke at være dømmende og på blot at fokusere på vor hovedpersoners handlinger under forløbet, at man ikke kan lade være med at spørge sig selv: “Hvad skulle jeg egentlig have ud af denne film?”.