Kung Fu Panda 2

InstruktionJennifer Yuh

MedvirkendeJack Black, Angelina Jolie, Dustin Hoffman, Gary Oldman, Jackie Chan, Seth Rogen, Lucy Liu, David Cross, James Hong, Michelle Yeoh, Danny McBride, Dennis Haysbert, Jean-Claude Van Damme, Victor Garber, Mike Bell

Længde90 min

GenreAction, Komedie, Animation, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen16/06/2011

Anmeldelse

Kung Fu Panda 2

5 6
Hvis du troede, pandaer kun kunne nyse…

For mit vedkommende var DreamWorks’ første “Kung Fu Panda” en af 2008’s allerstørste positive overraskelser. Jeg havde bestemt ikke forventet mig meget af filmen, især på grund af DreamWorks’ daværende repertoire. “Kung Fu Panda” udkom i kølvandet på filmselskabets skuffende “Shrek den tredje”, metervarerne “Stort ståhaj” og “Over hækken” samt den rærlige “Madagascar”. Hvor konkurrenterne hos Pixar mestrede balancegangen mellem stil og substans, var DreamWorks-folkene mere tilbøjelige til blot at lade nuttede, talende dyr falde på halen. Men “Kung Fu Panda” gik imod strømmen med en inspirerende dreng bliver mand-fortælling af “Karate Kid”-varianten, som var indsvøbt i festlig humor og overrumplende action. Pandastisk.

Alligevel var jeg skeptisk, da en fortsættelse blev annonceret. “Kung Fu Panda” leverede en solid, selvstændig fortælling, og da den sluttede, havde pandaen Po fuldbyrdet sin forudbestemte skæbne og udviklet sig fra en bøvlet dumrian til en vaskeægte helt med kung fu-ekspertise. Filmen lod ikke just døren stå på klem for en toer, men gudskelov blev min skepsis hurtigt gjort til skamme. “Kung Fu Panda 2” tager hånd om det eneste ubesvarede spørgsmål i den første film, Pos herkomst, og den bruger mysteriet som sprængbræt for et brag af en historie, der – ligesom etteren – leverer sin obligatoriske moralprædiken (ringe selvværd og klodset kropsbygning er ikke nogen hæmsko for succes) med et overskud af charme og et kærligt glimt i øjet, som får ens parader til at kollapse.

Der var altid noget mistænkeligt ved det faktum, at Pos far i den første film var en gås, og fjerkræet bekræfter da også tidligt her i toeren, at den buttede bamsebjørn faktisk er adopteret. Der skal ikke afsløres for meget af plottet her, for filmen er rig på spændende twists, men Pos fortid viser sig at være tæt knyttet til påfuglen Shen, som netop er vendt tilbage til Kina efter flere års eksil for at hævne sig på de magthavere, der i sin tid fordrev ham efter en blodig massakre. Netop den massakre er et af historiens omdrejningspunkter, og selvom blodbadet naturligvis ikke bliver udpenslet, har filmen afgjort nogle dystre momenter, der er med til at gøre den mere tillokkende for ældre tilskuere, og som samtidigt danner en passende modvægt til den markante humor.

Det ville være synd (for ikke at sige forkasteligt) at affeje actionsekvenserne i “Kung Fu Panda 2”, bare fordi filmen er computeranimeret og børneorienteret. De tempofyldte kampscener er så vittige og vanvittige, at man konstant tager sig selv i at le ustyrligt, simpelthen fordi de er så afsindige og afsindigt underholdende. Alle de velkoreograferede slag går perfekt i spænd med de mange punchlines, som de krydres med. ”Min næve hungrer efter retfærdighed!” skråler Po resolut efter en gruppe bidske ulve. Da pandaens rumlende mave får hans stålfacade til at krakelere med et brag, konstaterer han prompte: ”Det var min, øh… næve.” Gemytligt.

Actionscenerne krydres med morsomme momenter som dette samt mere seriøse (og indimellem direkte rørende) øjeblikke, der skildrer Pos traumatiske fortid. Men man ville alligevel have ønsket, at der var lidt flere af de sidstnævnte stunder. Ligesom Spielbergs jævnaldrende animationsfilm, “Tintin: Enhjørningens hemmelighed”, starter “Kung Fu Panda 2” med et brag, og derefter går den sjældent ned i gear. Derfor keder man sig aldrig, men samtidigt kommer vi heller ikke helt så tæt, som man kunne have håbet, på den elskværdige (og forbavsende menneskelige) Po og hans kække kammerater. Og så er det også lidt en skam, at joviale kendisser som Jackie Chan, Danny McBride og en nytilkommen Jean-Claude Van Damme bliver brugt så lidt.

Til gengæld er Jack Black atter en uforbeholden fornøjelse som Po. Blacks karisma, endeløse entusiasme, sympatiske aura og sprælske mimik har transcenderet lydstudiets vægge og gennemsyret hans computerskabte alter ego. Gary Oldman hvæser og hviner desuden til den store guldmedalje i rollen som Shen. Alle har tydeligvis moret sig bag mikrofonerne, og deres begejstring smitter. Den første “Kung Fu Panda” udløste startskuddet til en renæssance inden for DreamWorks, som sidste år diskede op med nyklassikeren “Sådan træner du din drage”, og her har de begået en perle af samme høje kaliber. Slutningen lægger i øvrigt op til et tredje kapitel. Personligt kan jeg knap nok vente.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Ligesom de fleste nyere 3D-animationsfilm ser “Kung Fu Panda 2” fuldstændig fejlfri ud i HD. Detaljerigdommen er gigantisk, ikke ét tilnærmelsesvis sløret billede optræder, både farvegengivelsen og kontrasten er ufejlbarlig, og ingen forstyrrelser forekommer. Sagt med andre ord: Dette er et fuldkommen perfekt transfer.

Audio

Udgivelsens Dolby TrueHD 7.1-mix har hobevis af mindeværdige øjeblikke, men jeg havde alligevel håbet på mere slagkraft. I filmens store actionsevkenser virker det indimellem, som om lydeffekterne er blevet tonet lidt ned, og ikke alle slag, spark eller eksplosioner har den auditive power, de bør have. Måske skyldes det, at der er klare regler for, hvor voldsomme lyde må være i børnefilm, men de restriktioner hæmmede f.eks. ikke lydsporet til “De utrolige”. Hvorom alting er, lyder de storslåede sekvenser lyder stadigvæk virkelig godt. De burde bare have lydt fantastisk. Replikkerne er klokkeklare, Hans Zimmer og John Powells mægtige musik ligeså, lydatmosfæren er solid, og der er et ocean af pragtfulde panoreringer.

Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også, og selvom det naturligvis er mere komprimeret (og dermed mindre klart og slagkraftigt end det engelske mix), har de danske skuespillere leveret en fornem indsats bag mikrofonerne, så Danmarks børnefamilier kan med god samvittighed slå lydsporet til.

Ekstramateriale

Instruktøren Jennifer Yuh Nelson, produceren Melissa Cobb, animatoren Rodolphe Guenoden og scenografen Raymond Zibach har indtalt et informativt kommentarspor til filmen, som dog også er en smule teknisk, så det er nok kun 3D-grafikere og filmens allerstørste fans, der for alvor vil sætte pris på det. En del sjovere er et video-kommentarspor, der byder på alskens interessante klip, billeder og interviews, mens filmen kører. Lidt i samme boldgade er et trivia-spor, der disker op med adskillige tekstlige anekdoter under filmen.

Her er også en interaktiv guide til de steder i Kina, som filmholdet besøgte for at finde inspiration til filmens miljøer. Derudover er her et par korte dokumentarer, som fokuserer på skuespillerne og virkelighedens pandaer, samt fire (ganske overflødige) slettede scener, diverse musikvideoer og trailere til DreamWorks’ andre animationsfilm, et lille kursus i Mandarin-sproget og et interaktivt spil, som de mindste formentlig vil elske. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen af filmen.

“Kung Fu Panda 2” er nøjagtig lige så fornøjelig som dens populære forgænger, og hvis 3’eren formår at holde standarden, ender føljetonen formentlig som genrens bedste trilogi næstefter Pixars “Toy Story”-saga. Hvem havde troet det for tre år siden? Filmens bedårende billedside ser fantastisk ud i HD, men jeg havde dog forventet lidt mere af diskens lydspor. Til gengæld er ekstramaterialet også enormt underholdende, så der er absolut ingen vej uden om udgivelsen, hvis man hælder til forgængeren og/eller genren.

Kung Fu Panda 2

5 6
Kung Fu Po er tilbage!

Det er sommetider med en vis skepsis, at man sætter sig i biografsædet for at se en efterfølger. Indimellem strejfes tankerne af udtryk som ”stop nu, mens legen er go’!”. Men fans af “Kung Fu Panda” kan ånde lettet op, for i den splinternye toer er pandaen Po om muligt endnu mere elskelig end før. Der er gået tre år siden sidst, og han har været savnet – men ikke nok med, at “Kung Fu Panda 2” lever op til sin forgænger, så er fortællingen selvstændig nok til, at man snildt kan nyde den uden at have set etteren.

Po har bevist sit værd som dragekriger i Fredens Dal, og han står nu i spidsen for de fantastiske fem kung-fu-krigere: Tiger, Trane, Abe, Hugorm og Knæler. Men på trods af Pos heltemodige status i Fredens Dal, så begynder essentielle spørgsmål at hobe sig op for den vamsede pandabjørn: Hvem er han? Hvor kommer han fra? Og hvordan kan det egentlig være, at hans far er en gås? Mens Po kæmper med disse fundamentale spørgsmål, bliver den nærliggende metropol Gongmen angrebet af den grusomme og mægtige Lord Shen – en grufuld påfugl, som agter at overtage hele Kina. Pos mentor, Shifu, sender Po og de fantastiske fem af sted for at bekæmpe den frygtelige Lord Shen. Det viser sig dog, at Po og Lord Shen deler mere end ønsket om at udslette hinanden, og Pos opgør med Shen bliver lige så meget et opgør med ham selv og hans egen fortid.

På elegant vis indleder “Kung Fu Panda 2” sin fortælling med et slags dukketeater, der leder os tilbage til fordums tid i det gamle østen, og som samtidigt introducerer os for Lord Shen og Pos kommende udfordring. Flotte, håndtegnede sekvenser som denne er med til at styrke filmens charme, alt imens alskens vittige oneliners gør fortællingen mere nutidig og humoristisk.

“Kung Fu Panda 2” er desuden en visuel godbid. En smuk og detaljerig skildring af den orientalske verden bidrager til, at man som beskuer føler sig lige så meget på en rejse som Po og resten af dragekrigere. 3D’en fungerer fornemt, men er dog mest effektfuld, når objekter bliver kastet kraftfuldt mod publikum.

I den danske version lægger Rune Klan atter stemme til vores helt Po, og det er et match, som endnu lever i bedste velgående. Som nyeste skud på stammen kan man lægge øre til Olaf Johannesens røst i form af den onde Lord Shen, som dog desværre ikke gør sig synderligt bemærket, og til tider misundes amerikanernes version af “Kung Fu Panda 2”, hvori selveste Gary Oldman er stemmen bag den djævelske Shen.

Po er og bliver pandaficeringen af den arketypiske helt, som vi kender fra adskillige andre eventyr, og hans kamp formår ikke blot at underholde publikum, men også at rejse universelle spørgsmål om tilværelsen – såsom ”hvad er min rolle egentlig her i livet?”. Man skal dog ikke frygte, at filmen bliver for moraliserende og kvalm, for “Kung Fu Panda 2” balancerer fornemt mellem animationsgenrens simplicitet og mere komplekst drama således, at filmen både kan nydes af yngre og ældre tilskuere.

“Kung Fu Panda 2” har mere dybde i sin fortælling end forgængeren, og man kan mærke, at skaberne ikke har tænkt sig at lægge pandabjørnen på hylden lige med det samme, for der lægges frækt op til en 3’er med en afsluttende cliffhanger. Lad os blot håbe, at der ikke skal gå hele tre år igen, før vi atter får Po at se.

Kort om filmen

Det var den fredelige og madglade panda Pos skæbne at blive den legendariske Dragekriger. Nu står han i spidsen for de mægtige fem kung fu-krigere fra Fredens Dal – Tiger, Trane, Knæler, Hugorm og Abe. Sammen bekæmper de ondskab og forsvarer de hjælpeløse, men de står over for noget af en udfordring, da de møder Lord Shen. Denne albino-påfugl har tæmmet krudtets kræfter til langt mere dødbringende formål end fyrværkeri, og med sin hær af tro håndlangere udstrækker han sit herredømme fra hovedstaden. Men inden Po og hans venner kan møde denne nye trussel, må Po ud på en personlig rejse tilbage til sine rødder… for hvordan kan det nu lige være, at han er søn af nudelkokken Hr. Ping – en gås? På en eller anden måde er Pos og Lord Shens skæbner spundet sammen…